Aarestrup, Emil Udvalgte digte

14. Erotiske Situationer

Ritornellerne og »Erotiske Situationer« har en dobbelt forbindelse til kærlighedslyrikkens begyndelse. Ritornellerne er bygget op omkring den blomsterretorik, der udvikledes i den provencalske troubadourlyrik og forfinedes i Italien i den sene middelalder og tidlige renæssance. Det er en forførelsesretorik, der går ud på at overbevise pigen om, at hun som blomsten, typisk rosen, skal lade sig plukke, mens hun endnu er i blomst. Ved at minde pigen om hendes dødelighed (memento mori) forpligter forføreren hende til at gribe dagen (carpe diem). Det er i denne retorik, og i dens samtænkning af dødens og lystens øjeblik, at ritornellerne samles. Her et direkte eksempel:

Neglike, du bristende!
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?

(s. 203)

Tilsvarende er forløbet i »Erotiske Situationer« opbygget som Dantes Vita Nuova/Nyt liv (første gang oversat til dansk 1915) og Petrarcas Digte /Il Canzoniere (første gang oversat til dansk 1837). Det er en kærlighedsdigtning, hvis startpunkt er pigens blik, og 281 som udvikler sig henimod hendes død og forvandling til poesi. Når Petrarca i Digte lader poesien opstå som en forvandling af og erstatning for kærligheden, opstår kærligheden samtidig i og med poesien. Denne lyrik skabte kærligheden, som vi kender den i dag, og den skaber Laura, som pigen hedder, idet den skriver hende. Dialektikken i dette forløb er gået tabt, efterhånden som renæssancens retoriske syn på litteratur er blevet afløst af et mere mimetisk. Med sin sydeuropæiske strofeform alluderer »Erotiske Situationer« til sine fjerne forbilleder, og de ligner desuden Petrarcas Digte derved, at det episke ikke er mere styrende, end at mange af digtene kan byttes om, og der kan komme et ubegrænset antal til.

Zeruneith har vist, at »Erotiske Situationer« kan læses som et forløb i tre dele: Tilnærmelsen (»Paa Bjerget« - »I Haugen«), Hengivelsen (»Solens Nedgang« - »Det første Bud«, her afviger jeg et enkelt digt) og Døden og poesien (»Vanskelighed« - »Det Sidste«). Benyttes blikket som kompositionsprincip, kan man underopdele på en anden måde end Zeruneith. I »Paa Bjerget« sender hun ham for første gang et blik, i »Morgenvandring« er han parat til at hænge sig, fordi hun har en anden (10 digte). Han tændes igen i »Den Uforsigtige«, der er et digt om blikket helt efter petrarkisk forbillede inklusive militærmetaforik; men i »Uglen« er dette blik blevet et forvist blik, der skræmmer (10 digte). »Tilstaaelsen« beskriver blikkets omkalfatrende magt; men allerede i »I Haugen« er fortvivlelsen genindtrådt (5 digte). Hengivelses-delen accellererer denne flakken mellem eufori og fortvivlelse. »Solens Nedgang« til »Skoveensomhed« går fra kys til samleje med en akut dødsbevisthed (5 digte); i »Midnatsscene« træder en allegorisk figur, der kan være ægtemanden, faderen, samfundet eller døden, ind med et forbud, der fører til fortvivlelse i »Umuligheden« (3 digte), indtil lidenskaben tager til genmæle i »Straf« og til og med »Det første Bud« (3 digte). Forelskelsens maniske svingninger tager til. Det ses ved de stadig kortere klynger af stadig kortere digte og de stadig mere abrupte overgange mellem klyngerne. Med »Vanskelighed« indledes den sidste del, først med en klynge af bl.a. abstrakte forgængelighedsdigte, og fra »I Gravcapellet« en klynge mere konkrete dødsdigte.

»Erotiske Situationer« synes i stadig heftigere stemningssvingninger 282 at bevæge sig ind imod en erfaring af kærlighedens og dødens enshed - en udslettelse, som pigens død er et symbol for - idet digtene forfølger øjeblikkene, der både udskyder og indeholder det sidste øjeblik. Kæden af situationer er lige så meget gentagelse som udvikling. Da hendes blik slukkes i »Det Sidste« slutter fortællingen; men med henvisningen til blikket vender det også tilbage til sin begyndelse, til blikket i »Paa Bjerget«, hvor det lyriske jeg i strofe otte er tilbage, hvor det skete, og dér med fetichistisk iver udpeger stederne for læseren, parat til at begynde sin digtkreds. Men cirklen sluttes med et slukket blik. Døden er definitiv. I »I Gravcapellet« tror hun, at noget vil beskytte hende mod døden, og i »Sørgesangen« hører hun en fødselsmusik i dødsstunden; men hun tror og hører galt. I »Det Sidste« er det eneste svar »Dødens dybe Taushed«. Kæden af situationer er således både lineær og cirkulær. Hendes efterliv er i erindringen og poesien, men det er et speget efterliv, som vi ved fra bl.a. »En Middag«. Og hvad er det et efterliv af? Forløbet er også skabt af en litterær konvention, og denne konvention tænker som sagt forholdet mellem erotik og æstetik dialektisk. Erotikken går kun på et meget bogstaveligt plan forud for æstetikken.

Men som titlen siger, så er det situationen og ikke forløbet, der er det vigtigste. Situationen markerer, som ritornellerne, det singulære, bruddet mellem digtene frem for kontinuiteten. Blikket er det kortest tænkelige øjeblik, eller øjenblink (jf. Baggesen 1994, s. 85). Situationen indeholder øjeblikket (jf. Stjernfelt, s. 97-101), ofte som blik eller blink i vandspejle, ruder, tårer osv. Dette øjeblik er preciøst som i ritornellerne. »Erotiske Situationer« er i enhver forstand reflekterede. Også dér er det sublime altid allerede subtilt formet. Det øjeblik, dette begær radierer omkring, kan være samlejets (jf. Baggesen 1997, s. 48-49), men det kan også være et mere æterisk, ubegribeligt moment, her med en allusion til Psyche:

Sommerfugle jeg elsker at fange et eneste Misgreb
Og det flygtige Støvs glimrende Farver forgaaer.

(s. 164)

283

Enjambementet er halsbrækkende som foretagendet i sin helhed. Griber disse vers noget, er det misgrebets øjeblik, der hvor indsigten i, at øjeblikket ikke kan gribes, opstår. Det er paradoksalt. Det er også paradoksalt, at øjeblikket som effekt i verset kræver en sproglig udstrækning. Heri ligner verset ritornellen og situationen. Endelig er det paradoksalt, at dette øjeblik erfares i kraft af verset. At erfare øjeblikket kræver vers som disse, der gør det klart, at øjeblikket ikke kan erfares in nuce, men er uløseligt forbundet med den tid, det tager at formulere det.