Aarestrup, Emil 15. Laboratoriet: rimbreve, makamer og optegnelser

15. Laboratoriet: rimbreve, makamer og optegnelser

Det brudte og fornemmelsen for ord udfolder sig frit i de uofficielle genrer, i brevene og i særdeleshed i de optegnelser, som Aarestrup brugte som et magasin over ord og indfald. For at forstå den logik, hvormed det ene ord tager det andet i disse tekster, må man vide, hvordan lyrik kan fungere. I lyrik især falder ordene efter hinanden i mønstre af gentagelse. De udvælges ikke blot blandt de ord, der kan udfylde den givne plads i sætningen meningsfuldt og præcist, men kombineres i høj grad efter klangen, rytmen og udseendet af de ord, der er gået forud og kan komme efter. Verset er efter disse regler et mønster af gentagelse, tydeligst det metriske vers, hvor syntaks og ordvalg må rette sig efter en fast rytme. Ordenes udtryksside, dvs. deres akustik og grafik, dominerer talen ved at trække andre udtryk til sig, udtryk, hvis respektive indhold så kan indgå overraskende forbindelser. Rimet er et godt eksempel. I rim føres to enslydende, men uens betydende ord sammen, så nye betydninger opstår. At digte er i nogen grad at lade sig føre af ordenes udtryk, af ordmaterialet, af det umiddelbart sanselige ved ordene, dels fordi det er skønt, dels fordi det udæsker nye betydninger i og imellem de sammenbragte ord. Det viser os, at et ords lyd eller billede ikke er så selvfølgeligt bundet til et bestemt indhold, men faktisk i forskellige sproglige omgivelser changerer i alle mulige retninger. Forstår vi store dele af verden gennem sprog, så viser dette løsnede sprog os verden på ny.

I rimbrevene og makamerne (se n.t. s. 192) lader Aarestrup sig 284 føre af sprogets udtryksside over mod en lystfyldt og digressivt udskydende, associativ og altinddæmmende tale. Når Aarestrup skal karakterisere sine digte i sine makamer, smitter de sidstes måde. I »Kjære Ven! Jeg har faaet en Maneer ...« (s. 215-216) tales der om:

min Pens elastiske, - plastiske, - bombastiske - Sprætninger og Sprutninger, - min Hjernes gode Beslutninger, - til Trods for Forstandens Forputninger; - min Ærefrygt for det Loyale, - Collosale, - Ideale, - Universale, - (...) min Hang til det Gale, - Fatale, - Liberale, - Triviale, - uden Hoved og Hale.

Rimet i brevene er som regel legesygt til det platte, og platheden kan blive helt voldelig, en rimtvang, der sprænger veje gennem den træge tankes spleen. Som i »Kjære Fritz! titusind Tak ...« (s. 158-159), hvor takken følges af vedholdende og hårde lyde, der falder som piskesmæld over den sure hverdag og den uhyggelige rejse, brevskriveren er hjemvendt fra (se n.t. s. 158): »Attaque : Hak : Rak : drak : Zikzak : Bjergmandsfrak : Krak« osv Det frit associerende, det altinddæmmende, det platte og voldelige er endnu mere upassende end det erotiske. Derfor dyrkes det i brevene og ikke mindst i optegnelserne, hvor det suppleres med det hengivent opremsende (jf. Sonne 1995a) og det radikalt fragmenterede. Det er her, vi finder løsrevne udtryk, der for en moderne betragtning kan gøre det ud for hele digte, f.eks. »Titiansk Kjød« (s. 244), eller optegnelsen på side 244, der tangerer et avantgardistisk digt.

Dette »digt« er demonstrativt åbent for, hvad konventionen vil betragte som upoetiske emner. Det bevæger sig bastant rimende op gennem biologiens laveste trin, imod de højeste abstrakter. Andet afsnit er selvkommenterende: digtet er tåget (»nebuloso«), frivolt, og det gør bukke- eller krumspring (»Caprioler«). Isme-remsen er sådant et krumspring, der betragter læberne fra otte associerede og demonstrativt uskønt rimede vinkler. At se en ting fra flere sider på en gang er kubistisk. At synsvinklerne er samtidige, vises af kolonnet og af digtbilledet, der ordner ordene i en indrykket søjle. Forud for isme-remsen er gået en parentes, hvis monoteisme i remsen bliver til kvindeforgudelse, og hvis monisme bliver til dualisme, og derfra til kubistisk flerhed. Rimet på »-isme« afbrydes i 285 det ottende perspektiv af endnu en selvkommentar, »Rhetorik«. Fra dette nulpunkt gør digtet sit sidste krumspring til »Leopardens sorte Rosetter«. Udtrykket er en bogstavelig efterklang af »Rhetorik« i og med o-, e- og r-lydene, men nu i sansernes plastiske register, ikke i abstraktionernes betydningsnedskrivende. Det står læseren frit for at associere på sidste vers. Associationen fra rosetter til brystvorter tilbyder sig givet det plastiske, læberne, bukken, det frivole og tågen (endda på italiensk), der hos Aarestrup er knyttet til kvindens orgasme (jf. »Du! Du! Du Søde! ...«, »Blikket« (s. 136) og »Som i en hellig Dødskamp ...« (s. 237-238)). Disse skal i så fald holdes op imod efterklangen af »Rhetorik«, og vi står med en typisk aarestrupsk kobling af kvinder og ord, af talje og emalje.

Digtbilledet er udnyttet maksimalt. Det indeholder både prosa og lyrik, tre typer indryk, kursiv og spatiering. Det skaber en flakkende lydlig og visuel rytme som bukkens og associationernes spring, og det efterlader et stort rum for fortolkning. Digtet er således åbent både i sin form, m.h.t. emner, og hvad angår betydning. Det er amorft som de primitive væsner, det begynder med; men i modsætning til disse er det bevægeligt som det rov- og pattedyr, det slutter med. Den associative fortabelse bagom bevidstheden og ned i de erotiserede fantasier er et surrealistisk træk. Til gengæld er det løsrevne billede, der åbenbarer sig uforklaret på grænsen mellem metafor og beskrivelse til slut, i tråd med imagismens forsøg på at skrive en maksimal betydning ned til et minimalt billede.

Digtets rytme er pulserende. Linje tre er en semantisk balstyrig, klangligt styret kulmination, der trækkes sammen til parentes. Herfra ekspanderes der som sagt over det dobbelttydige (dualismen) til det flertydige (kubismen); men samtidig abstraheres der igen, og denne abstraktion fører mod endnu et nulpunkt, hvis klangpotentiale dog genføder digtet på ny i et slutbillede, der ikke lukker digtet, men åbner imod nye betydninger. Digtet trækker sig sammen og udvider sig som en primitiv organisme. Aarestrups polypfascination i f.eks. »Oprindelse« har at gøre med den radikale nedskrivning af lyst og død, som også ses i »Ghasele«, og som uden sidstnævntes høje formelle kultivering fører lukt mod det amorfe. Alle disse træk hører hjemme firs år senere i avantgardismen. Lige så 286 mange år er Aarestrup fra at være avantgardist; men i randen af sin skrivepraksis gør han altså disse eksperimenter med sprogets og fantasiens egen inerti som en slags grundforskning forud for digtene, men en grundforskning, vi i dag kan værdsætte som en slags kunst. Det er ikke bare indkøbslister. Måske er de nedskrevet med samme hast; men hastværker kan også være kunstværker, hvis de, som her, er gjort med sans for sprogmaterialet og ad den vej røber deres mellemværender.