↩
At hun elsker mig, at hun elsker mig
Er en af hendes Capricer.
Kun Skade, at hans ene Øie skeler,
Og at hans Handlinger er lidderlige.
Den femte Aftenstund parlementeertes;
Og sjette Nat hvad saa? - capituleertes.
Man finder dig; man fæster dig ved Hjertet,
Og om et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
Du svulmer alt - o snør dig ei formeget!
Husk, at din Frugt skal blive rund og moden.
Ræk mig dit Bæger! det er fuldt til Randen,
Men jeg vil tømme denne Skaal for Dyden.
190
Stol ei for trygt paa din fredede Uskyld,
Tørstig og ludende nærmer sig Tyren.
Det Fjog, der fordrede en Lyd, et Ja -
Kan den forstaae et Ord, der ei forstaaer et Blik?
Jeg bryder ikke af, fordi jeg holder inde.
Hvo stort Spring gjøre vil, skal gaae tilbage.
Med Tanden af Guld og med Hælen af Sølv! -
Den, som ei kan faae Flesk, maa nøies med Kaalen.
Og piner ham med dine søde Blikke -
Den Steen, du ei kan vælte, lad den ligge.
See dig om efter alskens Sager -
Ingen faaer nyt Brød, uden han bager.
191
Han er alt skaldet - syv Aar var de forlovet -
Mine Venner! drik eders Øl, før det dovner.
Jeg viger intet Haarsbred fra din Side;
Hilser han med Kaarden, saa takker jeg med Sværdet.
Paa Fruen hamrede en Knortestok;
Man spinder, som man reder til sin Rok.
At jeg er gjort til Hanrei, saa er vi ovenpaa!
Bønder er ikke Gæs, fordi de er graae.
Med alt sit Spræt han kommer dog forsilde,
De Haner gale mest, som gale ilde.
Idet hun sprang med Lethed ud af Vognen,
Saae man - det Hemmeligste under Solen.
192
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
Din Tid kan komme! husk, at uden Taalmod
En Fattig er som Lampen uden Olie.
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet -
To af dem gad jeg have Lov at kysse.
At Bertha, der ifjor var saa guddommelig,
laar er gift og høifrugtsommelig.
Din lange Haarlok har jeg gjemt i Silke,
Lagt paa mit Hjerte skal den lindre Pinen.
Du er saa tryg, skjøndt vi hinanden puffe,
I min Kareet, som i din Models Skuffe.
193
Tidt føles Magten af rhetorisk Svada,
Men du beseirer med en barnlig Lallen.
Din Silkekjoles Slæb opløfter Pagen,
Forfra den løftes af Majoren.
At hun elsker mig, at hun elsker mig,
Er en af hendes Capricer.
Jægere seer jeg, hvorhen jeg mig vender,
Angst som dit, er mit Hjerte, for Fare.
Naar vi trykker os begge for Skytten i Leiet
Tænker jeg kan vi os sikkrest forvare.
Fyldt i en Kylling og lagt om en Østers
Smager Du bedre end Blad af en Lilie.
194
Vantrevne, sure, forhærdede Kegler!
Lykkelig hvor kun er saadanne Skurker!
Den Journalist gad jeg seet, som bedre
Bruger sin Braad og brumnier sin Remse.
Hvor mine Landsmænd puste paa Skeen
Slikke sig Munden rundt om din Vælling.
Finder dig nogen, saa nytter du mere,
End som den Lykke jeg tabte.
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og treven,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
En Bræmse hænger ved dit Honninggjemme,
Lad ham ei tage alt; und mig det Halve!
195
Giv mig et Kys; to giver jeg tilbage;
Saa kan du ikke sige, jeg bedrager.
Den hvide Due er din Dame,
Og du den sorte Ridder.
Som meget andet, har jeg hørt det ofte,
Men Gud maa vide, Glut, hvad det betyder.
Paa dette Sted - her hvor min Tinding brænder -
Har hun sin Læbes Rosenmærke trykket!
"Jeg elsker dig!" - Men, hvad mit Hjerte føler
For dig, min Ven, o det er meget mere!
De kunde vredes, saae vi ikke paa dem, -
De Smukke, veed du, kan man let fortørne.
196
Næst ham, jeg elsker dig, - næst ham, - fast mere -
Ak Gud! kan du forstaae mig? er jeg tydelig?
I Lyden af de sidste Ord, en Bristning,
Som den, hvorefter stumt sig strækker Liget.
I Afskedsblikkets langsomme Udslukkelse
Var der en taaredrukken Liigbegjængelse.
I vore Hænders Tryk, i Troskabs-Eden
Var en Tilegnelse for Evigheden.
- Selv i Resignationens mørke Taare -
Var der en Himmelfart og en Opstandelse.
Og Svalerne fløi sorte langs med Jorden -
En Tordensky opvælted sig for Solen.
197
Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
Afrikas Barn, med Hjertet fuldt af Hjemvee,
Vil hjelpe dig min Kammerdør at finde.
Enfoldigt, klodset Læberne bevæges,
Naar de vil tale, hvor de burde kysse.
Den hule Kapsel efter Liliens Blomstring,
Ei et: memento mori, men et: husk, jeg leved!
Hvor luftig hendes Gang! hvor knipsk Fodskiftet!
Og i sin Trodsighed hun rækker Tunge!
At liste fra dig, er paa disse Blade,
Som Sommerfuglens Vingestøv, fasthægtet.
198
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed.
Men du - du hverken følte eller hørte.
Mit Veir blev væk - Jeg tænkte: Gudskelov!
Nu skal der ikke sukkes meer og flæbes!
Men lov mig, læg mig ingen Steen paa Graven
Der har saalænge ligget en paa Hjertet.
At Kjærligheden gjør hver Smerte større,
Og at den gjør hver lille Glæde mindre.
Du bad mig sidde ned, jeg gjorde som du bad-
O, Amor er den rædsomste Ironiker!
199
Skjønpletten var endnu paa hendes Hage,
Og Næsen rynked hun som fordums Dage.
Hun loved mig, paa Pletten her at være
Før Fem, og nu er Klokken Ti, min Kjære!
Man hørte Fnisen af de unge Skjønne -
Det var som Lilier blomstred under Vandet.
Men dine Arme lyste meget mere,
Der holdt en Alperose ud i Regnen.
Saa sort en Lidse paa en Barm, saa hvid!
Jeg tabte Fatningen - Du var for smuk!
Vift mig med Aftenkjølighedens Vifte!
Nu digter jeg igjen, - Gud være lovet! -
200
I sine Elskovsdages dunkle Minder
Erindringen høithulkende sig styrter.
Fordi for hidsigt Læbe Læbe brænder,
Tryk dem i Barmens hvide Snee - det kjøler.
En Blikkets Dyb, En Læbens Sødme
Jeg bekjender mig til Hudens Marmor-Hvidhed.
Gav hun i Vognens Mørke mig sit Armbaand
Af Guld og Perler - daarligt Bytte, Venner!
Og Kindens Smilehul og Nakkens Grube,
Og fandtes ingen fleer, skal jeg ei klage.
Naar den er rund og glat, som sjælden findes -
Men Knæets Marmorskal anstaaer mig bedre.
201
Fordi for hidsigt dine Læber brænde -
Sænk dem i Barmens Alpesnee - det kjøler!
Er Tegn paa søde, sandselige Lyster -
Naturens Orden kan man ei forandre!
Er Nakkehaarets Snoening ved sit Udspring,
Men find, naar Knuden løses, hvor det ender.
Snehvide Skuldre, har jeg sagt; til Gjengjæld
En af dem nu mig Hvilested forunde.
Fra vore Læber perled, hastig, ivrig!
Hvorom det var - kan du, kan jeg det huske?
Ei for at røbe Lidenskab og Attraa
Men for at lade ligegyldig, rolig
202
Ved Hjelp af Tungens flydende Betoning
Gjensidig for hinanden skjule noget
Til flygtig Gliden og til sagte Trykken,
Veed den Uskyldigste paa Øieblikket.
Og lytted efter hver en Lyd i Natten -
Bestandig smukkere og meer forvirret.
Da hun vil Intet andet see og høre
End Fakkel-GIandsen, som Gud Amor ryster.
Du hvidsked til mig: Ikke meer saaledes!
Men tag mig kjønt og ærbart under Armen!
Kun med Forstandens Rangle, Tankens Glathed,
Besnærer jeg mit Rov - det nægtes ikke.
203
Og ei godvillig vilde følge Paris
Trak Venus hende selv til Sovekamret
Hun bukked sig tilbage for at aande -
O denne svage Stilling - hvor beleilig!
Bebreided du dig selv - at jeg har feilet!
Nei - hvidsked jeg - nei, det er Ægtestandens !
Tog Jupiter det Skjønneste fra Jorden,
Og loe i Skjæget af de Dødelige.
Imens jeg favner Dig han staar paa Himlen,
Kold, skjælvende - og holder Lyset!
Mig eensomvandrende I Sommernatten -
Jeg løfter Næsen høit, og spodsk jeg nikker.
204
Og andre fine Dame-Klædningstykker,
Der lod sig krølle noget igaaraftes!
Og ei saa ganske kort endda paa Skyggen,,
Har ei imindstemaade mig generet.
At, hvo som faaer den lille, hvide Finger,
Kan være sikker paa, at han faaer mere.
I Halsens Liliehud - med rynket Næse
Skinsygens Furie sin Fakkel tændte.
Det passer sig saa godt! Det var om Natten
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.
Det er saa kjønt, at see dig Haanden vride,
Din Kamp med Lænkerne, du søde Fange!
205
Beruset, vaklende om Skaalen fatter -
Saaledes ogsaa jeg, naar Kysset slipper.
Goddag! Godmorgen! Siden vi tog Afsked
Er der jo gaaet nogle Øieblikke.
Du gjøs og kasted dig tilbage - Hurtig
Jeg planted Kyssets Rose paa din Strube.
Løst Haarets tusind skjønne Cataracter -
Men jeg er karrig - jeg vil gjemme noget.
En deilig Tumleplads den runde Skulder!
Men Kys paa Barmen gaae ret ind i Sjælen.
Hvad var det saa? Hvad andet vel at skue,
End Slyngningen af et par Blomstergrene?
206
Naar altfor hedt du Læbens Kys har drukket -
Ved Dig i Sneen rundtomkring at kjøle.
Som Bremsen om det store Liliebæger,
Og først i Nektarkalken jeg forstummer.
Alt staaer paa Spil! For Guds Skyld lad mig være! -
Man troer det ei! Jeg adlød - Paa min Ære!
Forsigtig næsten, speider i dit Aasyn -
Du veed, jo skjønnere, desmere farlig.
Forledendag - og jeg er ei Herakles -
Hvad gjør dig da med eet til Amazone?
Man plukker dig paa Gjærdet og i Grøvten, -
Et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
207
Lagt om en Østers og fyldt i en Kylling
Du passer meer end Rosen selv og Lilien.
Du lod, som om du snublede I Græsset,
Han hjalp dig op og gik - See dog til Tossen!
Om ogsaa Mange kalde dig en Snerpe,
Dit lille Honninggjemme kjender Bien.
Skjænk i mit Glas! hun sagde - dette Gjenskin
Paa Dugen, er min Nydelse af Vinen.
Hvert uforsigtigt Brev, du sendte, har jeg
Paa Øieblikket kastet i Kaminen.
Bevares, Frøken! jeg skal altid passe
At først gaae over Stenten, først op ad Trappen.
208
At pudse Lysene, det sømmer Manden,
At puste Lyset ud, er kjønt af Konen.
Du faldt fra Brystet af en stjernet Herre,
Prøv til Forandring Munden af Matrosen.
Kan du forlange nogen bedre Frier?
Tænk! første Characteer og Æressablen!
Du lukker Døren op, jeg lukker Døren i,
Din Mand er ude just - der har du Planen.
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?
Tre Ellepiger saae jeg luftigt dandse -
En af dem fulgte jeg i Elverhøien.
209
En Bræmse hænger ved dit store Bæger,
Lad ham ei tage Alt; und mig det Halve!
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og kluntet,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
Jeg havde ventet mig en streng Behandling,
Men dine Slag er smigrende og bløde.
Igjennem Sørgedragtens Sorthed skimter
Jeg Purpur af en friskbedugget Rose!
Nu har jeg seet dig! din brogede Turban!
Nu vil jeg hjem at drømme og rase!
Du er saa pæn, saa kruset og saa krøllet,
Ja selv din gamle Mand er pæn og pillen.
210
Frygt el, at Schawlet brænder med det samme.
Fordi i Skumringen du kommer lidt i Flamme.
Alpehøit boer du! mange Trapper i Veiret;
Men jeg følger dig dog i den ensomme Gade.
Lyserød smulte du til mig ved Bordet -
Men immer stum op gabende som Fisken
Stolt er du, og kaster haanlig med Nakken,
Men jeg blæser ad dig og hele Familien!
Tag du dit Strikketøi, jeg tager Bogen -
Thi ellers døe vi beggeto af Gaben.
Hummer og Krebs, Pigvarer, Negenaugen -
Hei! giv mig et Par friske Kys, Petrine!
211
Hun loved mig, at være her paa Pletten
Før fem, og nu er Klokken ti, min Kjære!
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet -
To af dem gad jeg have Lov at kysse -
At Bertha, der ifior var saa guddommelig,
laar er gift og høifrugtsommelig?
At hun kan elske mig, det maa jeg sige,
Er en af hendes sødeste Capricer.
Men vil dog kjøbe Persien og China,
Med Tilbud, at betale strax det Halve.
212
Hver Unge var sin Fader op ad Dage,
Men der var ikke en, som ligned Manden.
Hvor mine Landsmænd, Karl saavel som Kjælling,
Sig slikke Munden rundt omkring din Velling.
Idet hun vandede sin Urtepotte -
Vandkanden hvidsked: jeg er Niagara!
Hvad Sjælen i sin mindste Afkrog gjemmer?
Min Engel, vær dog ingen Posekigger!
De Gamle spilte deres Whist; med eet
Udraabte hun: jeg troer, at du er rasende!
Stiv hendes Kraver, Skjørter og deslige -
Lad hendes stakkels Mand i Fred, Pernille!
213
Om Halsen firegange snoet en Lænke -
Men Munden - som er fri - hvor den kan vaase!
Alting vil jeg see løst og fra hverandre,
Som dine runde, melkehvide Arme.
Men alt som Himlen meer og meer sig skjuler,
Du løfter op, som til Erstatning, Hanne!
Og at min Pen gjør visse, gale Streger -
Forførerske, med dine skjælmske Øine -
Fra Skuldren ned, jeg kunde bide den!"
Hvordan? Kan du da ikke lide den?
Lægen.
Hans Haand til Ninas Arm, hvor Pulsen banker,
Men under Teppet finder du hans Tanker.
214
Omfavn mig, Glut; jeg eier Bord og Stole,
Du har en Seng, og Penge staaer i Lyset.
En saadan Masse Lov og Ret i Panden,
Men I en Seng saa dum som Fanden.
om Frihed fører han et evigt Sludder,
Og bærer altid Schawlet for en Ludder.
Et ømt Tagfat - men du, du staaer ved Muren
Nedslaaet, bitter, som den mørke Humle.
Og meget kort var Dinas lette Kjole,
Men hendes Dyd, desværre, uden Ende.
Champagne af sin Dandserindes Støvle -
Men lad mig drikke Duften af din Handske.
215
Hvor ziirligt dine Skjørter end sig hæve,
Er du dog ikke andet, end en Tæve.
Hans Næse steg, hans Vom, hans Røst sig hæved -
Kun een Ting hang, som altid, paa den Høivelbaarne.
Og Prækenen kun lidt opbyggelig,
Men ved din Side var jeg lykkelig.
Du venter - slaaer i Haanden - lytter - hoster -
Omsonst! - En Kat gaaer over Gaden - ellers Ingen!
*
Paa Ruden lis, paa Arnen Gløder,
Og dig i Stuen - Ingen Anden!
216 *
Lidt Maaneskln i Haugens Gange,
Og dig, som møder, Ingen Anden!
Med Zobel er din Silkepels garneret,
Kun Skade, at din Bagdeel er vatteret.
Snurbarten sort, Kasketten sat forsoren,
En Kæmpe ligner han, men en forloren.
Maa jeg ei hjelpe dig at slippe fra dem?
Saa gaae du selv! du er den værste Burre!
Næsen er en Miil fra Munden borte,
Og desuden har han været forlovet med
Dorthe.
Thi hvor han gik, gik han paa Tæerne,
Hans Flipper naaede til Skyerne,
Og hvor han faldt, faldt han paa Knæerne.
217
Du vred din Haand, jeg jamrede Farvel!
Men Himlen lo, og Skoven hvidsked: Daarer!
Og holdt dit Hoved under Kildespringet
Jeg glemmer aldrig det i mine Dage!
Dig Mund og Pande, Hals og Barm og Hage,
Selv dine Slangelokker blev saa vaade!
Bestænkte Haar omkring de røde Kinder
Og mine Kys - for dem er du saa bange!
Hvori din Angest egenligen ligger,
Skal mig nu ikke meer Bekymring volde.
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed -
Men du - du hverken følte eller hørte.
218
Men dine hvide Arme lyste niere,
Der holdt en Alperosenblomst i Regnen.
Skumpladskende, høithulkende dig styrter
I denne mørke Skaal, blandt kolde Stene!
Paa dette Sted - her hvor min Tinding brænder,
Har hun for første Gang sin Læbe trykket!
De kunde vredes, saae vi ikke paa dem -
De Smukke, veed du, kan man let fortørne!
Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
Enfoldigt lyder Læbens Smigertale
Herefter vil jeg tie blot og kysse.
219
Du loe, og bød ham atter Rosenklnden -
For mine Kys er du bestandig bange!
Just indenfor de snevre, dumme Grændser
De er dog ikke nær saa kolde!
At liste fra dig, er paa disse Blade
Som Sommerfuglens Vingestøv fasthægtet.
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.
Skabt for en Danae, er dette Grønsvær -
See, hvor sig buer Gyldenregnen.
Med Dammens lunkne Vand ved dine Fødder
Og lokket af Din Skjønhed kommer Svanen -
220
I Skyggen vil vi, for en afdød Amor,
Mens Klokken ringer, læse Sjælemesser.
Og Blikket skjulte sig bag Silkelaaget
Men begge Kinder talte Rosensproget.
At Kjærtegn følges af en Taarebyge
Som Solens hede Stik af Sommerregnen.
Hvor luftig hendes Gang! hvor dristig Blikket!
Sødt i sin Trodsighed hun rækker Tungen.
Er fyldt - som Frugter af Din Blomstergave -
Det hører til de Ting, som er umulige.
Om ogsaa hele Kurven endevendes,
Du maa beholde det, Du nødes til det.
221
Mig nu til meer end rosenrøde Torne?
Hvem fordrer evig Ungdom af en Digter?
Og en Metalring hænger mig i Næsen,
I hvert et Selskab er min Rang den første.
Omfavnelse - Godnat! Vi sees i Morgen! -
Nei, før! - Hvor da? - Ved du ei det? I Drømme!
Hans krumme Been? hans Næse? hans Paryk? -
O Gud! jeg elsker ham, han er - han er saa styg!
Veed du ei det, dit Fjog? Begynd da bare!
Saa maa det enten briste eller bære.
RITORNELLER
1
Den skjønneste af alle Louiser,At hun elsker mig, at hun elsker mig
Er en af hendes Capricer.
2
Hvor hans Manerer ere ridderlige!Kun Skade, at hans ene Øie skeler,
Og at hans Handlinger er lidderlige.
3
I fire Døgn med Breve bombardeertes;Den femte Aftenstund parlementeertes;
Og sjette Nat hvad saa? - capituleertes.
4
Blomst af Forglemmigeien!Man finder dig; man fæster dig ved Hjertet,
Og om et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
5
Blomst af Reinekloden!Du svulmer alt - o snør dig ei formeget!
Husk, at din Frugt skal blive rund og moden.
6
Blomst af Skarntyden!Ræk mig dit Bæger! det er fuldt til Randen,
Men jeg vil tømme denne Skaal for Dyden.
190
7
Blomst af Skovsyren!Stol ei for trygt paa din fredede Uskyld,
Tørstig og ludende nærmer sig Tyren.
8
Han kunde havt, hvad jeg i Aftes fik,Det Fjog, der fordrede en Lyd, et Ja -
Kan den forstaae et Ord, der ei forstaaer et Blik?
9
Lad du mig raade selv; jeg veed det nok at mage;Jeg bryder ikke af, fordi jeg holder inde.
Hvo stort Spring gjøre vil, skal gaae tilbage.
10
Tag Fyren med Fipskjæg og Kalvekrydsnaalen,Med Tanden af Guld og med Hælen af Sølv! -
Den, som ei kan faae Flesk, maa nøies med Kaalen.
11
Hvad klapper du Anselmo for, Ulrikke,Og piner ham med dine søde Blikke -
Den Steen, du ei kan vælte, lad den ligge.
12
Hvortil nytte de evige Klager!See dig om efter alskens Sager -
Ingen faaer nyt Brød, uden han bager.
191
13
Kjærestens Ansigt er blegt og Foden den hovner -Han er alt skaldet - syv Aar var de forlovet -
Mine Venner! drik eders Øl, før det dovner.
14
Nu, lad ham komme; jeg er uforfærdet;Jeg viger intet Haarsbred fra din Side;
Hilser han med Kaarden, saa takker jeg med Sværdet.
15
I Stuen skreg en pjaltet Børneflok;Paa Fruen hamrede en Knortestok;
Man spinder, som man reder til sin Rok.
16
Er det sandt - sagde Morten, og satte Huen paa Skraa -At jeg er gjort til Hanrei, saa er vi ovenpaa!
Bønder er ikke Gæs, fordi de er graae.
17
Lad du ham sine høie Ord kun spilde;Med alt sit Spræt han kommer dog forsilde,
De Haner gale mest, som gale ilde.
18
Ved et Forræderie af Silkekjolen,Idet hun sprang med Lethed ud af Vognen,
Saae man - det Hemmeligste under Solen.
192
19
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
20
Svøb dig i dine Laser, smaa Trifolie,Din Tid kan komme! husk, at uden Taalmod
En Fattig er som Lampen uden Olie.
21
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,Vel hundred Fødder svæve over Gulvet -
To af dem gad jeg have Lov at kysse.
22
Er det ei skrækkelig kedsommelig,At Bertha, der ifjor var saa guddommelig,
laar er gift og høifrugtsommelig.
23
Blomst af Jasminen!Din lange Haarlok har jeg gjemt i Silke,
Lagt paa mit Hjerte skal den lindre Pinen.
24
Svøb dig i Pelsen og den bløde Muffe;Du er saa tryg, skjøndt vi hinanden puffe,
I min Kareet, som i din Models Skuffe.
193
25
Blomst af Lilieconvallen!Tidt føles Magten af rhetorisk Svada,
Men du beseirer med en barnlig Lallen.
26
Blomst af Riddersporen!Din Silkekjoles Slæb opløfter Pagen,
Forfra den løftes af Majoren.
27
Den sødeste af alle Luiser,At hun elsker mig, at hun elsker mig,
Er en af hendes Capricer.
28
Springende Hare!Jægere seer jeg, hvorhen jeg mig vender,
Angst som dit, er mit Hjerte, for Fare.
29
Springende Hare!Naar vi trykker os begge for Skytten i Leiet
Tænker jeg kan vi os sikkrest forvare.
30
Blaa PetersilieFyldt i en Kylling og lagt om en Østers
Smager Du bedre end Blad af en Lilie.
194
31
Grønne Agurker!Vantrevne, sure, forhærdede Kegler!
Lykkelig hvor kun er saadanne Skurker!
32
Summende BræmseDen Journalist gad jeg seet, som bedre
Bruger sin Braad og brumnier sin Remse.
33
Matte Fortælling!Hvor mine Landsmænd puste paa Skeen
Slikke sig Munden rundt om din Vælling.
34
Knap, som jeg tabte,Finder dig nogen, saa nytter du mere,
End som den Lykke jeg tabte.
35
Cactus, som med Purpurbægret blusser!Ti Aar jeg saae dig tornefuld og treven,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
36
Blomst af den brune Malve!En Bræmse hænger ved dit Honninggjemme,
Lad ham ei tage alt; und mig det Halve!
195
37
Rosenknop saa fager!Giv mig et Kys; to giver jeg tilbage;
Saa kan du ikke sige, jeg bedrager.
38
Allike, som hist paa Taget sidder;Den hvide Due er din Dame,
Og du den sorte Ridder.
39
Kykylyky! i alle Gaarde lyder.Som meget andet, har jeg hørt det ofte,
Men Gud maa vide, Glut, hvad det betyder.
40
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!Paa dette Sted - her hvor min Tinding brænder -
Har hun sin Læbes Rosenmærke trykket!
41
Jeg kunde sige, som er sagt af Flere:"Jeg elsker dig!" - Men, hvad mit Hjerte føler
For dig, min Ven, o det er meget mere!
42
Stands lidt ved Blomsterne i dette Hjørne!De kunde vredes, saae vi ikke paa dem, -
De Smukke, veed du, kan man let fortørne.
196
43
Ja, jeg bekjender høit og lydelig:Næst ham, jeg elsker dig, - næst ham, - fast mere -
Ak Gud! kan du forstaae mig? er jeg tydelig?
44
Farvel! - bød hun - Farvel! - Der var i Skriget,I Lyden af de sidste Ord, en Bristning,
Som den, hvorefter stumt sig strækker Liget.
45
I Hovdets Synken, Armenes Forlængelse,I Afskedsblikkets langsomme Udslukkelse
Var der en taaredrukken Liigbegjængelse.
46
Men i det lange Kys, i Favntags-Heden,I vore Hænders Tryk, i Troskabs-Eden
Var en Tilegnelse for Evigheden.
47
Og i de bittre Smerters Overmandelse,- Selv i Resignationens mørke Taare -
Var der en Himmelfart og en Opstandelse.
48
En Stedmorsblomst du hefted mig paa Kjolen,Og Svalerne fløi sorte langs med Jorden -
En Tordensky opvælted sig for Solen.
197
49
"Hvor jeg foragter Digteren, som røver!"Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
50
Min brogetklædte, brune Negerinde,Afrikas Barn, med Hjertet fuldt af Hjemvee,
Vil hjelpe dig min Kammerdør at finde.
51
Ja, du har Ret! Vel maa du lee og hysse!Enfoldigt, klodset Læberne bevæges,
Naar de vil tale, hvor de burde kysse.
52
Jeg skjænker dig min Pande - har du skrevet -Den hule Kapsel efter Liliens Blomstring,
Ei et: memento mori, men et: husk, jeg leved!
53
En Femtenaars! En lang og smidig Unge!Hvor luftig hendes Gang! hvor knipsk Fodskiftet!
Og i sin Trodsighed hun rækker Tunge!
54
Det Skjønhedsglimt, den Yndighed, jeg mægtedAt liste fra dig, er paa disse Blade,
Som Sommerfuglens Vingestøv, fasthægtet.
198
55
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røvedAf Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.
56
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed.
Men du - du hverken følte eller hørte.
57
Det var i Nat som om jeg skulde dræbes -Mit Veir blev væk - Jeg tænkte: Gudskelov!
Nu skal der ikke sukkes meer og flæbes!
58
Om Ingen mig begræd, mig vistnok smertedMen lov mig, læg mig ingen Steen paa Graven
Der har saalænge ligget en paa Hjertet.
59
O, længe skal din Lærdom jeg erindre:At Kjærligheden gjør hver Smerte større,
Og at den gjør hver lille Glæde mindre.
60
Jeg knælte for dig som en ung Platoniker -Du bad mig sidde ned, jeg gjorde som du bad-
O, Amor er den rædsomste Ironiker!
199
61
Snørlivet sad, saa Ingen kunde klage,Skjønpletten var endnu paa hendes Hage,
Og Næsen rynked hun som fordums Dage.
62
Det er en nederdrægtig slet Affaire!Hun loved mig, paa Pletten her at være
Før Fem, og nu er Klokken Ti, min Kjære!
63
Den lysblaa Badevogn var trukket ud paa Sandet -Man hørte Fnisen af de unge Skjønne -
Det var som Lilier blomstred under Vandet.
64
En dobbelt Regnbue lyste over Egnen,Men dine Arme lyste meget mere,
Der holdt en Alperose ud i Regnen.
65
Jeg standsede i Midten af mit Buk -Saa sort en Lidse paa en Barm, saa hvid!
Jeg tabte Fatningen - Du var for smuk!
66
Hæld Vand af tusind Blomster i mit Hoved!Vift mig med Aftenkjølighedens Vifte!
Nu digter jeg igjen, - Gud være lovet! -
200
67
Som dette Vandfald gjennem Lundens Myrter,I sine Elskovsdages dunkle Minder
Erindringen høithulkende sig styrter.
68
Naar Kysset neppe mere Kysset følerFordi for hidsigt Læbe Læbe brænder,
Tryk dem i Barmens hvide Snee - det kjøler.
69
En foretrækker Stemmens BlidhedEn Blikkets Dyb, En Læbens Sødme
Jeg bekjender mig til Hudens Marmor-Hvidhed.
70
Til Legetøi for mine lystne HænderGav hun i Vognens Mørke mig sit Armbaand
Af Guld og Perler - daarligt Bytte, Venner!
71
Jeg elsker Kløfterne i Mund og Hage,Og Kindens Smilehul og Nakkens Grube,
Og fandtes ingen fleer, skal jeg ei klage.
72
En blegrød Albuspids veed jeg at hædre,Naar den er rund og glat, som sjælden findes -
Men Knæets Marmorskal anstaaer mig bedre.
201
73
Naar Munden neppe mere Kysset føler.Fordi for hidsigt dine Læber brænde -
Sænk dem i Barmens Alpesnee - det kjøler!
74
Tændernes skjønne Stilling til hverandreEr Tegn paa søde, sandselige Lyster -
Naturens Orden kan man ei forandre!
75
Interessant nok for en Skjønheds-KjenderEr Nakkehaarets Snoening ved sit Udspring,
Men find, naar Knuden løses, hvor det ender.
76
Alt hvad Fornuftigt siges kan om rundeSnehvide Skuldre, har jeg sagt; til Gjengjæld
En af dem nu mig Hvilested forunde.
77
En Strøm af Ord, blandt stille Blomsterbuske,Fra vore Læber perled, hastig, ivrig!
Hvorom det var - kan du, kan jeg det huske?
78
Som Nattergalen fløiter ved sin BoligEi for at røbe Lidenskab og Attraa
Men for at lade ligegyldig, rolig
202
79
Vi vilde begge listelig med SprogetVed Hjelp af Tungens flydende Betoning
Gjensidig for hinanden skjule noget
80
Hvorledes Haanden er saa nem og skikketTil flygtig Gliden og til sagte Trykken,
Veed den Uskyldigste paa Øieblikket.
81
Paa hver en Skygge speidende hun stirred,Og lytted efter hver en Lyd i Natten -
Bestandig smukkere og meer forvirret.
82
Den Tid vil ogsaa komme, jeg mig trøster,Da hun vil Intet andet see og høre
End Fakkel-GIandsen, som Gud Amor ryster.
83
Det var saa nydeligt, da, trykt mod Barmen,Du hvidsked til mig: Ikke meer saaledes!
Men tag mig kjønt og ærbart under Armen!
84
Jeg lokker ei med Slangens Bugt og Blikke;Kun med Forstandens Rangle, Tankens Glathed,
Besnærer jeg mit Rov - det nægtes ikke.
203
85
Utroskab er antik; da Helena sig jamred,Og ei godvillig vilde følge Paris
Trak Venus hende selv til Sovekamret
86
De mørke Lindetræers Duft var deilig!Hun bukked sig tilbage for at aande -
O denne svage Stilling - hvor beleilig!
87
Det er min egen Skyld, og ingen Andens -Bebreided du dig selv - at jeg har feilet!
Nei - hvidsked jeg - nei, det er Ægtestandens !
88
I Oldtiden, som græske Sagn vil sige,Tog Jupiter det Skjønneste fra Jorden,
Og loe i Skjæget af de Dødelige.
89
Alt skifter om! Jeg har Jupiter kyset -Imens jeg favner Dig han staar paa Himlen,
Kold, skjælvende - og holder Lyset!
90
Hvergang den store Stjerne nu beklkkerMig eensomvandrende I Sommernatten -
Jeg løfter Næsen høit, og spodsk jeg nikker.
204
91
Undskyldning bringes herved alle TaftesOg andre fine Dame-Klædningstykker,
Der lod sig krølle noget igaaraftes!
92
En Hat selv, der var rynket og carreret,Og ei saa ganske kort endda paa Skyggen,,
Har ei imindstemaade mig generet.
93
Hvor sandt et Ord, som jeg har hørt af Flere!At, hvo som faaer den lille, hvide Finger,
Kan være sikker paa, at han faaer mere.
94
For ret at see en blaalig Plet, som brændteI Halsens Liliehud - med rynket Næse
Skinsygens Furie sin Fakkel tændte.
95
At Natten er saa mørk, det er en Lykke!Det passer sig saa godt! Det var om Natten
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.
96
Riv dig kun løs og græd og vær kun bange!Det er saa kjønt, at see dig Haanden vride,
Din Kamp med Lænkerne, du søde Fange!
205
97
Retsora en Halvgud, der Ambrosia nipper,Beruset, vaklende om Skaalen fatter -
Saaledes ogsaa jeg, naar Kysset slipper.
98
"Godnat! Sovvel!" - O nei, endnu dog ikke!Goddag! Godmorgen! Siden vi tog Afsked
Er der jo gaaet nogle Øieblikke.
99
Ved Kysset heftet i din NakkegrubeDu gjøs og kasted dig tilbage - Hurtig
Jeg planted Kyssets Rose paa din Strube.
100
Jeg kunde have gjort det mere broget,Løst Haarets tusind skjønne Cataracter -
Men jeg er karrig - jeg vil gjemme noget.
101
Til Kys indbyder Armen, hvid og kjælen!En deilig Tumleplads den runde Skulder!
Men Kys paa Barmen gaae ret ind i Sjælen.
102
"Hvis Nogen saae os her - os to - alene!"Hvad var det saa? Hvad andet vel at skue,
End Slyngningen af et par Blomstergrene?
206
103
Mn Ven, et Raad! Du vil en Lindring føle,Naar altfor hedt du Læbens Kys har drukket -
Ved Dig i Sneen rundtomkring at kjøle.
104
Omkring din Deilighed i Kreds jeg summer,Som Bremsen om det store Liliebæger,
Og først i Nektarkalken jeg forstummer.
105
Forlad mig! Gaa! Min Ro, mit Liv, min Ære,Alt staaer paa Spil! For Guds Skyld lad mig være! -
Man troer det ei! Jeg adlød - Paa min Ære!
106
Du kan ei undres over, at jeg varlig,Forsigtig næsten, speider i dit Aasyn -
Du veed, jo skjønnere, desmere farlig.
107
Jeg fandt i Dig en øm, vellystig KoneForledendag - og jeg er ei Herakles -
Hvad gjør dig da med eet til Amazone?
108
Blomst af Forglemmigeien!Man plukker dig paa Gjærdet og i Grøvten, -
Et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
207
109
Blomst af Petersilien!Lagt om en Østers og fyldt i en Kylling
Du passer meer end Rosen selv og Lilien.
110
Blomst af Salpiglossen!Du lod, som om du snublede I Græsset,
Han hjalp dig op og gik - See dog til Tossen!
111
Blomst af Salvien!Om ogsaa Mange kalde dig en Snerpe,
Dit lille Honninggjemme kjender Bien.
112
Blomst af Balsaminen!Skjænk i mit Glas! hun sagde - dette Gjenskin
Paa Dugen, er min Nydelse af Vinen.
113
Blomst af Lupinen!Hvert uforsigtigt Brev, du sendte, har jeg
Paa Øieblikket kastet i Kaminen.
114
Blomst af Jalappen!Bevares, Frøken! jeg skal altid passe
At først gaae over Stenten, først op ad Trappen.
208
115
Blomst af Anemonen!At pudse Lysene, det sømmer Manden,
At puste Lyset ud, er kjønt af Konen.
116
Blomst af Provencerosen!Du faldt fra Brystet af en stjernet Herre,
Prøv til Forandring Munden af Matrosen.
117
Blomst af Storkesnablen!Kan du forlange nogen bedre Frier?
Tænk! første Characteer og Æressablen!
118
Blomst af Gentianen!Du lukker Døren op, jeg lukker Døren i,
Din Mand er ude just - der har du Planen.
119
Neglike, du bristende!Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?
120
Blomst af Levkoien!Tre Ellepiger saae jeg luftigt dandse -
En af dem fulgte jeg i Elverhøien.
209
121
Blomst af den brune Malve!En Bræmse hænger ved dit store Bæger,
Lad ham ei tage Alt; und mig det Halve!
122
Cactus, som med Purpurbægret blusser!Ti Aar jeg saae dig tornefuld og kluntet,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
123
Tøffelblomst du søde!Jeg havde ventet mig en streng Behandling,
Men dine Slag er smigrende og bløde.
124
Dunkle Skabiose!Igjennem Sørgedragtens Sorthed skimter
Jeg Purpur af en friskbedugget Rose!
125
Valmue! mørk i den marmorne Vase!Nu har jeg seet dig! din brogede Turban!
Nu vil jeg hjem at drømme og rase!
126
Blomst af Potentillen!Du er saa pæn, saa kruset og saa krøllet,
Ja selv din gamle Mand er pæn og pillen.
210
127
Blomst af den røde Diptanime!Frygt el, at Schawlet brænder med det samme.
Fordi i Skumringen du kommer lidt i Flamme.
128
Hvidblomstrende, lille Dryade!Alpehøit boer du! mange Trapper i Veiret;
Men jeg følger dig dog i den ensomme Gade.
129
Blomst af Hibisken!Lyserød smulte du til mig ved Bordet -
Men immer stum op gabende som Fisken
130
Blomst af Sværdlilien!Stolt er du, og kaster haanlig med Nakken,
Men jeg blæser ad dig og hele Familien!
131
Blomst af Aben!Tag du dit Strikketøi, jeg tager Bogen -
Thi ellers døe vi beggeto af Gaben.
132
Han læser Spisesedlen med betænksom Mine:Hummer og Krebs, Pigvarer, Negenaugen -
Hei! giv mig et Par friske Kys, Petrine!
211
133
Det er en nederdrægtig slet Affalre -Hun loved mig, at være her paa Pletten
Før fem, og nu er Klokken ti, min Kjære!
134
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
135
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,Vel hundred Fødder svæve over Gulvet -
To af dem gad jeg have Lov at kysse -
136
Er det ei skrækkelig kjedsommelig,At Bertha, der ifior var saa guddommelig,
laar er gift og høifrugtsommelig?
137
Den sødeste af alle sinaa Louiser,At hun kan elske mig, det maa jeg sige,
Er en af hendes sødeste Capricer.
138
Han har en Skilling ei til Lusesalve,Men vil dog kjøbe Persien og China,
Med Tilbud, at betale strax det Halve.
212
139
Ni Børn fik 'Rosa, høist ullig hinanden.Hver Unge var sin Fader op ad Dage,
Men der var ikke en, som ligned Manden.
140
Nutids Novell og vandede Fortælling,Hvor mine Landsmænd, Karl saavel som Kjælling,
Sig slikke Munden rundt omkring din Velling.
141
Min Kjærlighed er evig! raabte Clara,Idet hun vandede sin Urtepotte -
Vandkanden hvidsked: jeg er Niagara!
142
Hvad i mit Hjerte dybest inde ligger?Hvad Sjælen i sin mindste Afkrog gjemmer?
Min Engel, vær dog ingen Posekigger!
143
Vi sad i Krogen, som sædvanlig, fjasende;De Gamle spilte deres Whist; med eet
Udraabte hun: jeg troer, at du er rasende!
144
Stryg du din Frues Kjoler og Tistille,Stiv hendes Kraver, Skjørter og deslige -
Lad hendes stakkels Mand i Fred, Pernille!
213
145
Om Panden Baand, om Arm og HænderLaase,Om Halsen firegange snoet en Lænke -
Men Munden - som er fri - hvor den kan vaase!
146
Din Haarvæxts Knude bringer mig i HarmeAlting vil jeg see løst og fra hverandre,
Som dine runde, melkehvide Arme.
147
Guds Viisdom see! Det øser ned med Spande,Men alt som Himlen meer og meer sig skjuler,
Du løfter op, som til Erstatning, Hanne!
148
Hvad Under, mine Tanker er forfløine,Og at min Pen gjør visse, gale Streger -
Forførerske, med dine skjælmske Øine -
149
"Lad ikke Sommerschawlet glide, Ven,Fra Skuldren ned, jeg kunde bide den!"
Hvordan? Kan du da ikke lide den?
Lægen.
150
Hans Blik er naglede til Loftets Planker,Hans Haand til Ninas Arm, hvor Pulsen banker,
Men under Teppet finder du hans Tanker.
214
151
Nu er beselret Alt, som har os kyset,Omfavn mig, Glut; jeg eier Bord og Stole,
Du har en Seng, og Penge staaer i Lyset.
152
Saamegen Fynd og Skarphed i Forstanden -En saadan Masse Lov og Ret i Panden,
Men I en Seng saa dum som Fanden.
153
I alle Klubber gjør han Støi og Mudder,om Frihed fører han et evigt Sludder,
Og bærer altid Schawlet for en Ludder.
154
I Luften fire Sommerfugle tumleEt ømt Tagfat - men du, du staaer ved Muren
Nedslaaet, bitter, som den mørke Humle.
155
Om Livet kunde jeg med Haanden spænde,Og meget kort var Dinas lette Kjole,
Men hendes Dyd, desværre, uden Ende.
156
Polakken drikker - det gjør ei vi Danske -Champagne af sin Dandserindes Støvle -
Men lad mig drikke Duften af din Handske.
215
157
Hvor yndigt dine Lokker ogsaa svæve,Hvor ziirligt dine Skjørter end sig hæve,
Er du dog ikke andet, end en Tæve.
158
I Vreden reiste sig hans Hovedhaar som Taarne,Hans Næse steg, hans Vom, hans Røst sig hæved -
Kun een Ting hang, som altid, paa den Høivelbaarne.
159
Den gamle Degn var vederstyggelig,Og Prækenen kun lidt opbyggelig,
Men ved din Side var jeg lykkelig.
160
Til Stevnet har din Hest dig bragt, skumhvid paa Bringen,Du venter - slaaer i Haanden - lytter - hoster -
Omsonst! - En Kat gaaer over Gaden - ellers Ingen!
*
161
Den rosenrøde Viin i Kanden,Paa Ruden lis, paa Arnen Gløder,
Og dig i Stuen - Ingen Anden!
216 *
162
Et Slør om Halsen og om Panden,Lidt Maaneskln i Haugens Gange,
Og dig, som møder, Ingen Anden!
163
Med Stjerner er din Pengepung broderet,,Med Zobel er din Silkepels garneret,
Kun Skade, at din Bagdeel er vatteret.
164
Med Sablen klirrende mod Sporen,Snurbarten sort, Kasketten sat forsoren,
En Kæmpe ligner han, men en forloren.
165
Næsvise Burrer i dit Skjørt sig kurre,Maa jeg ei hjelpe dig at slippe fra dem?
Saa gaae du selv! du er den værste Burre!
166
Jeg kan ei lide ham; han har en Vorte,Næsen er en Miil fra Munden borte,
Og desuden har han været forlovet med
Dorthe.
167
Han gjorde stor Opsigt i Byerne,Thi hvor han gik, gik han paa Tæerne,
Hans Flipper naaede til Skyerne,
Og hvor han faldt, faldt han paa Knæerne.
217
168
Hvert Kys, jeg fik, var fulgt af hede Taarer -Du vred din Haand, jeg jamrede Farvel!
Men Himlen lo, og Skoven hvidsked: Daarer!
169
Du vilde Vandets friske Straale smage,Og holdt dit Hoved under Kildespringet
Jeg glemmer aldrig det i mine Dage!
170
Det styrted i Dit Ansigt, kyssed baadeDig Mund og Pande, Hals og Barm og Hage,
Selv dine Slangelokker blev saa vaade!
171
Du smulte kun og rystede de langeBestænkte Haar omkring de røde Kinder
Og mine Kys - for dem er du saa bange!
172
De er dog idetmindste ei saa kolde!Hvori din Angest egenligen ligger,
Skal mig nu ikke meer Bekymring volde.
173
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed -
Men du - du hverken følte eller hørte.
218
174
En dobbelt Regnbue lyste over Egnen -Men dine hvide Arme lyste niere,
Der holdt en Alperosenblomst i Regnen.
175
Vær hilset, Kildevæld, du som aleneSkumpladskende, høithulkende dig styrter
I denne mørke Skaal, blandt kolde Stene!
176
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!Paa dette Sted - her hvor min Tinding brænder,
Har hun for første Gang sin Læbe trykket!
177
Q dvæl ved Blomsterne i dette Hjørne!De kunde vredes, saae vi ikke paa dem -
De Smukke, veed du, kan man let fortørne!
178
"Hvor jeg foragter Digteren, som røver!"Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
179
Ja du har Ret! Vel maa du lee og hysse!Enfoldigt lyder Læbens Smigertale
Herefter vil jeg tie blot og kysse.
219
180
Flodguden kyssede dig mangegangeDu loe, og bød ham atter Rosenklnden -
For mine Kys er du bestandig bange!
181
Om ogsaa de, som hans, sig ikke holdeJust indenfor de snevre, dumme Grændser
De er dog ikke nær saa kolde!
182
Hver Skjønhedsglimt, hver Yndighed, jeg mægtedAt liste fra dig, er paa disse Blade
Som Sommerfuglens Vingestøv fasthægtet.
183
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røvedAf Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.
184
Et Hvilested, det yndigste i Egnen,Skabt for en Danae, er dette Grønsvær -
See, hvor sig buer Gyldenregnen.
185
Som Leda læner du dig til Platanen,Med Dammens lunkne Vand ved dine Fødder
Og lokket af Din Skjønhed kommer Svanen -
220
186
Følg mig til hine graalige Cypresser!I Skyggen vil vi, for en afdød Amor,
Mens Klokken ringer, læse Sjælemesser.
187
Din fine Læbe sagde ikke noget,Og Blikket skjulte sig bag Silkelaaget
Men begge Kinder talte Rosensproget.
188
Det hører til Naturen her i EgnenAt Kjærtegn følges af en Taarebyge
Som Solens hede Stik af Sommerregnen.
189
En Femtenaars! Hvor lang og smidigsvungen.Hvor luftig hendes Gang! hvor dristig Blikket!
Sødt i sin Trodsighed hun rækker Tungen.
190
At gjætte Alt, hvad her i Kurven, Julie,Er fyldt - som Frugter af Din Blomstergave -
Det hører til de Ting, som er umulige.
191
Du maa modtage det, om ei Du vil det;Om ogsaa hele Kurven endevendes,
Du maa beholde det, Du nødes til det.
221
192
Min Rosentid er omme; hvad forpligterMig nu til meer end rosenrøde Torne?
Hvem fordrer evig Ungdom af en Digter?
193
Jeg stammer ned fra Oldtids Guldenbørste,Og en Metalring hænger mig i Næsen,
I hvert et Selskab er min Rang den første.
194
Jeg rev mig ud med Magt af hendes ømmeOmfavnelse - Godnat! Vi sees i Morgen! -
Nei, før! - Hvor da? - Ved du ei det? I Drømme!
195
Har du ei seet min Mand? hans stive Ryg?Hans krumme Been? hans Næse? hans Paryk? -
O Gud! jeg elsker ham, han er - han er saa styg!
196
"Men hvordan skal det egentligen være?"Veed du ei det, dit Fjog? Begynd da bare!
Saa maa det enten briste eller bære.