↩

TIDLIG SKILSMISSE.

✂

I

Det var den aarle Morgen.
I Teltet stod Dragonen
Og vikled Purpurskjærfet
Om Livet paa Baronen.

✂

II

Og rakte ham hans Pallask,
Hans Hjelm med Hestehalen,
Saa blank, som var den nylig
Hentet i Vaabensalen.

✂

III

Og førte frem hans Ganger,
Den lysebrune, høie,
Der vendte mod sin Herre
Det melankolske Øie.

✂

IV

Og i de brede Hylstre,
De guldbrodeerte, satte
Hans sorte Rytternæver
Pistolerne, skarpladte.

✂

V

Og langsomt steg i Sadlen
Den adelige Fændrik,
Og sagde til Dragonen
Med sagte Stemme: Hendrik!

173

✂

VI

Ifald jeg Ikke kommer
Igjen - som nok kan være -
Besørg mig disse Breve,
Og siig, det gjaldt min Ære.

✂

VII

Han gav sin Hest af Sporen,
Ildgnister fløi fra Hoven;
De sorte Krager svang sig
Med Skrig op over Skoven.

✂

VIII

Der faldt et Skud langtborte
Og et endnu - ei flere;
Men paa den lyse Hvelving
Steg Solen meer og mere.

✂

IX

Det blev den mørke Aften.
Fra Slottet ned i Dalen
De faøie Vindver straalte
Og kasted Lys fra Salen.

✂

X

Orchestret lød. Mundskjænken
Igjennem gyldne Haller
Med Purpurviin sig trængte
I funklende Krystaller.

✂

XI

Den unge Frøken, yndig,
Skjøn som en Bajadere,
174 Slap pludselig i Dandsen
Sin sorte Cavallere.

✂

XII

Hun lyttede, hun hørte -
Hun hørte det alene -
En sagte Lyd langtborte,
Et Trav paa Broens Stene.

✂

XIII

Hvor steg og sank de runde,
De lillehvide Skuldre -
Hun hørte ei Trompeten,
Ei Paukens Hvirvler buldre -

✂

XIV

Hun kikkede fra Ruden
Ud i det natlig Dunkle -
Hun saae i Slottets Gjenskin
En Hjelm, et Kyrads funkle

✂

XV

I hendes Løb paa Trappen
Guldkammen fløi af Haaret,
Den hele Blomsterfletning,
Hun nylig havde baaret.

✂

XVI

Det var ei ham, hun vented.
Med Sorgens Budskab skrevet
I sine mørke Miner
Dragonen bragte Brevet.

175

✂

XVII

Hun rev det fra hinanden -
Hun svimled - faldt som knuset
Man finder intet Marmor
Deiligere strakt i Gruset.

✂

XVIII

Det er den aarle Morgen.
Det røde Skjær af Solen
Farver den gamle Frøken,
Som slumrer i Lænestolen.

✂

XIX

Ferskentræerne blomstre
Og Mandlerne i Haven;
Men hendes Hud er falmet
Som Alabast paa Graven.

✂

XX

Der staaer et Liigvers skrevet
I Furerne paa Panden,
Og sine blege Hænder
Hun folder i hinanden.

✂

XXI

Medynksom Kakaduen
Sit gule Hoved bukker,
Betragter sin Veninde
Med store Blik, og sukker.

✂

XXII

Paa Sovekamrets Damask
Et Malerie sig strækker,
176 og Blomsterurnen yndigt
Mod det sit Indhold rækker.

✂

XXIII

Der sees han, som han leved,
I ridderlige Fore,
Med Purpurskjærf om Livet,
Med Hjelmbusk og med Spore.

✂

XXIV

Med Panden, tung og sænket,
I mørke Lokkers Skygge
Med Læberne, som kløftes
Af Ungdom og af Lykke.

✂

XXV

Men med en Smertes Alvor
I sine Blik, som vidste
De selv forud, hvor tidligt,
Hvor snart de skulde briste.