Aarestrup, Emil TAARERNE.

TAARERNE.

I

En nysudsprungen Rose
Var i mit Knaphul stukken
Varmt brændte Morgensolen
Paa Græsset glimred Duggen

II

Dog var mit Sind formørket
Jeg følte Graaden trænge
Sig frem og tunge Perler
Langs Øielaaget hænge.

III

I dem var ikke Duggens
Husvalelse og Lethed;
I dem var Hjerteqvalens
Vellystig bløde Træthed.

IV

Jeg lod dem roligt rinde,
Som naar en Syg seer Straalen
Af Armens Blodkar springe
Rødtskummende i Skaalen.

V

Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter
Faldt Taarerne, og funkled
Som Duggens Diamanter.

169

VI

Og kunde Ikke skjælnes
Skjøndt fra den bedske Kilde
Fra hine himmelfaldne
Forfriskende og milde

VII

Med alle Regnbufarver
Snart himmelblaae, snart gule
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule

VIII

Henveirede - forsvundne,
Bortkyssede af Solen
Var Taarerne, som glimred
Paa Græsset og Violen

IX

O, det er Hjerteqvalens
Bestandige Historie
Den har sin Martyr-Time
Den har sin Helgenglorie

X

Giftdrikkens fyldte Bæger
Med Rædsel ført til Munden
Det dufter som en Balsam
Naar det er tømt til Bunden.