↩

HENDES LOKKER.

✂

I

I Skovenes lune,
Dæmrende Tætning
Omgav mig den brune,
Knudrede Fletning.

✂

II

Mig svalte det Mylder
Af Løvet, som kruset
Og ringlende fylder
Solsiden af Huset.

✂

III

Blandt slingrende, bløde
Slyngplanter og Ranker,
Der sank mig imøde,
Jeg famled i Tanker.

✂

IV

Paa Skyer jeg stirred,
Hvis drivende Mængde,
Sortkrøllet, forvirret,
Om Maanen sig trængte;

✂

V

Paa Tangen, der løftes
Og slynges tilside,
Hvor Bølgerne kløftes
Skummende hvide;

165

✂

VI

Paa hvirvlende Vover
Fra Fossen, som falder
Henslørende over
Blegrøde Koraller;

✂

VII

Paa mørke Aurikler,
Paa duftende Klaser,
Hvis Tykning sig vikler
Om blændende Vaser.

✂

VIII

O pragtfuld tilvisse
Den krøllede Trængsel -
Meer Yndigt, end disse,
Dog søger min Længsel.

✂

IX

En Fletning, som skilles
I Strømninger mange,
Der snoe sig, forvildes,
Omslyngende, lange -

✂

X

Som løses og bindes,
Som bølger og ruller,
Men - blødt om en Qvindes
Sneehvide Skulder.

✂

XI

Jeg mindes - jeg mindes
Guldlokker, I fagre!
166 O siig, hvor I findes,
O siig, hvor I flagre!

✂

XII

Paa Søen - i Haven -
Jeg søger og leder -
I Skoven - i Graven -
Hvor finder jeg eder?