↩
Stjernerne begyndte funkle,
For det gamle Helgenbilled
Brændte Lygten i det Dunkle.
Du, hvis brune, svage Hænder
Dag og Nat saa flittig passer,
At Madonnas Lampe brænder
Beed Andægtige, som knæle
I Capellet, løfte Bønnen
For to elskovsfulde Sjæle!
At den Byrde, som de bære,
At de Taarer, som de fælde,
Og den Uro, som de nære -
Under Nischens sorte Bue!
Stadigt maa vedligeholdes
Samlet i en hellig Lue!
145
Der sig brændende fortære,
Maa med sine sidste Straaler
Lyse Kjærlighed til Ære.
VED MADONNABILLEDET.
I
Mørke Ranker laae paa Muren,Stjernerne begyndte funkle,
For det gamle Helgenbilled
Brændte Lygten i det Dunkle.
II
Gamle Kone, ved din Krykke,Du, hvis brune, svage Hænder
Dag og Nat saa flittig passer,
At Madonnas Lampe brænder
III
Tag imod vor Mildhedsgave!Beed Andægtige, som knæle
I Capellet, løfte Bønnen
For to elskovsfulde Sjæle!
IV
At den Kummer, som de føle,At den Byrde, som de bære,
At de Taarer, som de fælde,
Og den Uro, som de nære -
V
At det Alt - som disse FlammerUnder Nischens sorte Bue!
Stadigt maa vedligeholdes
Samlet i en hellig Lue!
145
VI
At det Alt, som disse FlammerDer sig brændende fortære,
Maa med sine sidste Straaler
Lyse Kjærlighed til Ære.