TIL .....

✂ Hvor gjerne jeg endogsaa vil
Elskværdige, Dem skrive til
Hvormeget end, jeg føler, noget
Som Sjælen med Beundring fylder
Maa ogsaa kunne give Sproget
Den Runding, man en Gratie skylder,
Hvormeget Tanken end fortryller,
At det Papiir, hvorpaa jeg sender
De svage Aftryk, sort paa hvidt
Af hvad mit Hjerte følte tit
At det, som mellem muntre Venner
Skal hvile sødt i Dine Hænder -
At hvad jeg eensom, ved mit Lys
En sildig Aften, medens Resten
Af Verden sov saagodtsom, næsten
Fra Musen stjal mig som et Kys
At det, et Øieblik, med Dvælen
Imedens Du at læse stræber
Vil sysselsætte Dine Læber
Og fare - om ei ind og ud
Af Himlen som et Stjerneskud
Saa dog forbi og tæt ved Sjælen
Og at min Billet maaskee med Tiden
I Deres Minders Gravcapell
Skal hvile med en Blomst ved Siden.
Jeg kan ei tænke mig det Held
Mig sjælden Skjæbnens Lune gotter
114 At De engang en Aften vel
Vil bruge det til Papillotter
Hvormeget alt det end fortryller
Og mig med Skrivelyst opfylder
Saa gjerne som jeg altsaa vil
Tør jeg Dig neppe skrive til
Der hører jo langtmere til
Det skulde være hvad det ei kan være
En Times Trøst mod Mangelen af Hans
Hans Breve, frem for alt Dem kjære
En Elskers, Deres Christians
Om nogentid sandsynlig Mands.
Hvis Pen, af alle hertillands
Som kradse væk paa Poesien,
Har ikkun skrevet Skjønskrift i'en.
Han, skjøndt alt længe vant at bære
Hvad Musen gav, en Blomsterkrands
I Deres Arme dog har maattet lære
At det er sødere at være
I Blomster-Bægret selv, som Bien.
Forgjæves var at stræbe efter
Med ham at maale mig i Kræfter
Poetiske og tonefulde
Som i et Digt til Dem de skulde
Og burde være, Hulde
Jeg er mod ham jo kun hvad Fisken
Er mod en Haffru, hvad en Sidsken
Der qvidder med det gule Næb
Et grønt, umodent Flæb
Er mod en Fugl, som Nattergalen,
Hvis Røst romantiserer Dalen
Kortsagt, jeg er hvad Underskrevne
115 For mange Aar med Rub og Stub
I Prosaen tilbageblevne
Lollandske Docter Aarestrup
Er mod en kjøbenhavnsk Poet,
Der med sin lette Fuldblodsmuse
Som vi med Glæde tidt har seet,
Til Maalet seirende kan bruse.
Og meer end Digtersavnet selv, end mere
Maa mig en anden Ting genere
Og næsten gjøre reent umuligt
Endogsaa mindste Træk at copiere,
Der kunne synes noget duligt
At bringe Dem til at forglemme
Min Røst, og drømme Winthers Stemme,
Den Mangel, som, i hvad jeg gjør, maa trykke,
Det Savn, af hvad udgjør C. Winthers Lykke,
Forliebelsens, Gjenelskovs Lyst,
Som gjør saa smeltende en Røst,
Saa øm en tro Correspondent -
En Følelse, som vel er hændt,
At jeg i Fordumstid har kjendt -
Et Savn af den maa vistnok gjøre
Brev og Forfatter lige tøre
Men - ikkedestomindre - lidt, som fylder
Den tomme Luftballon af Ord
Og løfter noget den fra Jord,
Lidt Gas, lidt Geist, som hæver
Og mig igjennem Sjælen bæver, -
Udstrømmet af det skjønne Blik,
Enhver, som De det under, fik
Det vil, om muligt, ogsaa trænge
I disse Linier og bringe,
116 Om ei Ballonen til at svinge,
Saa dog til trods for Massen
Af Doctoren med Lirekassen
Den til at løfte sig og hænge
Om ei lang Tid, saa dog saalænge
Mit lykkelige lille Blad
Og Deres Blik ei skilles ad.
Men hvorfor her i Brevet kun
Saa saare lidt, hvor et Saameget
En Anden havde flugtbevæget,
Er anbragt af den Geist, De straaler,
Er Frygt for Skrivelsen at sprænge;
Dens tynde Sammenhæng ei taaler
I Form og Tilsnit forulykket,
Som Hjertet hele Trykket.
Jeg kan Dem altsaa bare melde
En Brøk, uendeligen lille,
Af hvad en Anden henrykt vilde
Ved Lyreslag i Sang fortælle,
At her, hvor Østersøen ruller
Mod Haven, som gaaer ned paa Trapper
Og for hvis unge Blomstertrængsel
Hele Bølgeparterret klapper
At her vi vente Dem med Længsel
Min Kone, jeg, Emma, Marie,
Og Carl, som kryber i en Baad,
Og med at hente Dem vil ikke bie
Og ikke høre paa vort Raad
At Stjernen oyer Skyens Skulder
Som havde den en Billet doux
Til en og anden fra sin Himmel
Og derfor ængstlig søgte nu
117 Vedkommende i vores Vrimmel
Maaskee bestandig holder Øie
Med os og med vort Huus, fordi
Den troer at træffe Dem deri
Kortsagt os vilde intet glæde
Og saa usigeligt fornøie
Som snart at skue Dem og hine
Saavelsom Deres ogsaa mine
Isakske Landsby-Venner træde
Med alt, hvad de naturlig bringer
Lyst, Livfuldhed og Vinger
Ind i vor Venskabshytte.
Vi efter Trinene alt lytte.