Aarestrup, Emil EN DEILIG AFTEN. STILLE, SØLVKLART VANDET

EN DEILIG AFTEN. STILLE, SØLVKLART VANDET

En deilig Aften. Stille, sølvklart Vandet.
Vi roede langtsomt hen, i Lundens Skygge.
Søemaager fløi forbi os venligt trygge
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.

En Sværm Meduser steeg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke.
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke,
Og vidste ei, og tænkte ei paa andet.

Da hvidsked hun: see Skyerne du Søde,
See Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende purpurrøde

Tilgiv Natur, jeg saae det dengang ikke.
Isauras Kinder saa livsaligt gløde -
Tilgiv - jeg ændsed ei din Aftenrøde!