↩

BESVÆRGELSEN

✂

I

Jeg hørte det med Gysen:
Du var en Hex - fortjente
For dine Hexekonster,
At du paa Baalet brændte.

✂

II

Musikkens søde Tummel,
Din Stemmes Klang og Fylde -
En Røst som tusind Aanders -
Hvem kunde du det skylde -

✂

III

Dit Blik, saa sort, som Natten
Som Dagen hedt - hvem anden
Dit Ansigt, næsten afgjort
Guddommeligt - end Fanden?

✂

IV

Det var beviist, desværre:
Hvordan Du i dit Kammer
Har Aanderne besvoret
Eensom, ved Lampens Flammer.

✂

V

Fra Nakken faldt vellystig
Fletningen ned, som Snogen;
Din Kind var hvid; foran dig
Opslaaet hviilte Bogen.

87

✂

VI

Du støttede din Pande
Mørkt grublende til Armen
Du vendte langsomt Bladet
Og løste op for Barmen

✂

VII

Hvad var din gamle Tante,
Som nikked, ud paa Natten
I Lænestolens Puder,
Andet, end Marekatten?

✂

VIII

Hun rakte sig og strakte,
Hun gabed høit - forvoven
Kjærtegned du Uhyret -
Begav sig til Alkoven.

✂

IX

Du snoete om din Finger
Krøllernes Ring - I Speilet
Faldt dine Blik - o Intet
I Trylleriet feiled!

✂

X

Nu kommer dog det Værste!
Du læste høit af Bogen -
Du stirred hen i Luften,
Som om du vented nogen.

✂

XI

En Ugle skreg i Haven,
Et Glam af Hunden hørtes -
88 Og i den mørke Baggrund
Dørteppets Folder rørtes.

✂

XII

Paa Væggens Blomsttapeter
En Skygge saaes - af Aanden,
Du havde kaldet, Skyggen
Var virkelig forhaanden.

✂

XIII

Du tegned dine Kredse,
Du dine Arme strakte;
Du læste dine Formler
Som Geisten skulde agte.

✂

XIV

Men Aanden var balstyrig -
Den trodsed Formularen -
Man kunde see paa Skyggen,
Bestandig voxte Faren.

✂

XV

Den greb dig, Ulyksalige,
Om Livet i sin Vildhed -
Dog intet Angstraab hørtes
I Nattens dybe Stilhed.

✂

XVI

Men det blev mørkt - Bælgmørke
Og Midnatsklokken dirred -
Forgjæves fra sin Rude
Gjenboens Datter stirred.

89

✂

XVII

Først Klokken fire saae hun,
Da Taagerne sig hæved,
En Skikkelse, en rædsom,
Som fra din Tærskel svæved.