Aarestrup, Emil PAA HINE STENE STOD HUN

PAA HINE STENE STOD HUN

Paa hine Stene stod hun -
Letsvævende, den Søde,
Endnu i Aftensolen
Seer jeg dem fjernt at gløde.

Ved denne frosne, stive
Indsø stod hun, den Smukke
Hvo havde tænkt, at Søen
Endnu vel kunde sukke?

Ved disse hule Pile
Tog hun engang sit Sæde -
Jeg seer dem end, halvdøde,
I Eensomheden græde.

Og jeg - jeg, som var borte,
Og neppe modtog Breve -
Hvo havde tænkt, at jeg vel -
At jeg endnu kan leve?