FARVEL, MIN GODE NICOLINE

✂ Farvel, min gode Nicoline!
Du veed, at mine Suk med mere
Herefter ei tilhøre flere,
Men er saagodtsom ene dine.
Ja, de Veninder, som du har, er mine.
Det var ei godt, det var forbi
Med vore Hjerters Sympathi,
Fordi
En Vogn, et fælt Spektakel, ruller
Bort med dig, Engel, paa sin Skulder.
Jeg beder kun den korpulente Masse,
At den vil bære dig lemfældig i sin Kasse;
At de paatrængende, skjøndt bløde Hynder
Sig ikke ved uartigt Tryk forsynder
Og, hvor jeg slap, begynder.
Dernæst
Anmodes du, forfløine Blæst,
Naar du faaer Lov at sidde hende næst,
At holde Maade med din Følelse
At ikke slaae din Tølperarm
For tæt om hendes Barm;
Den er, just som den bør at være, varm
Men taaler ikke mindste Gran Forkjølelse
I Spøgelser af Skove
I kan Enhver forskrække
Iførte Sneens Lagen
Antag et blidt, uskyldigt Væsen
Og bær jer ad som Sommergjække
Hun undersøger ikke Sagen
8 Og du, fordrukne Kattegattets Vove,
Der styrter vrøvlende paa Næsen
Med Munden fuld af Fraade,
Anstændig maa idag du vandre
Forskræk den unge Sjæl med Maade!
Saa tænker hun paa mig i Ro
Og maaskee mindre paa de Andre.
Du, Maane, o!
Ja, du har Lov
At gjøre hende mere stille
Gjør hende bare tro;
Lad hende see i Aften silde
Naar du har tændt dit Ny,
Min Bakkenbart i hver en Sky,
Min Hanekam i hver en Skov!
Og du, Smaaspurv, som springer fri
Den gamle Vienervogn forbi,
Og maa, som jeg, saa smaaligt lede
Om det Par Straa, du bruger til din Rede,
Fortæl om ham, der i det mørke Kammer
Er ene med sin Glæde og sin Jammer.