Aarestrup, Emil VENT HAM El LÆNGER, DU DANMARKS FRISKE, YNDIGE SOMMER

VENT HAM El LÆNGER, DU DANMARKS FRISKE, YNDIGE SOMMER

Vent ham ei længer, du Danmarks friske, yndige Sommer
Vent ham ei længer med Blomster og Glæde; han kommer ei mere
Ei til Velkomst, Venner, bereder det duftende Bæger
Han, som vi rakte det helst, vor Fischer, kommer ei mere.
Fjernt, hvor Javaneren samler paa fugtige Marker sin Riisfrugt
Standste hans Vei; der lagde han træt sig til Hvile og Palmen
Breder sit prægtige Blad høitidelig over hans Gravhøi.
O hvor længtes vi Alle! hvor speidende søgte ei Blikket
Høit fra Bakkernes Hang den kommende Seiler paa Sundet.
Begede Sjover, der rendte med Søemandens Kuffert fra Broen
Var os et lysteligt Syn, i hans Spor vi drømte den Savnte
Og naar det banked paa Døren, med svag eien- dommelig Banken -
Ak, det var ham dog ei! ei vor Vens alvorlige Ansigt
Mørknet af Solen, men lyst af det mildeste, reneste Venskab
10 Q bebrelder ham Intet! han veeg jo beskeden for eder,
I, som foragter en Sjæl, der har barnllgen offret sig Kunsten
Eder han veeg; han veeg for den nordiske Kuld, og i Syden
Favote ham togange hedt, med begelstrende Skjønhed, Naturen
Ak og trediegang i et Kys tilaanded ham Døden -
Nu i sin evige Fred forklaret han svæver omkring os,
Venskab ham ofrer, og længe skal offre ham hædrende Veemod.