Aarestrup, Emil JA, JEG HAR SVÆRMET BAGVENDT FOR DIN YNDE

JA, JEG HAR SVÆRMET BAGVENDT FOR DIN YNDE

I

Ja, jeg har sværmet bagvendt for din Ynde,
Natur - o du tilgiver Drengen dog?
Faldt Livet magert, Blomsterne for tynde,
En Haandfuld Roser jeg af Luften tog

II

Da fandt jeg alle kloge Fyre flaue,
Og smukke næsten alle Sørgespil -
Da kunde mig hver Svanebarm benaue,
Og alle Elskovshymner maatte Taarer til.

III

Jeg fandt saa majestætisk eet og andet,
Som andre finde maadeligt og smaat;
Jeg fandt vort hele Liv var saare vandet,
Og at kun Hippokrenes Kilde smagte godt.

IV

Jeg troer, jeg har mig dog endeel forandret -
Om til det Bedre - kan jeg selv ei see.
Frem og tilbage er jeg vistnok vandret -
Hvad før var Tøe er bleven Frost maaskee.

V

Jeg venter noget nu af Dumhedsflaben;
Forstanden er ei meer saa selvklog, kjæk.
Jeg seer det udraabt Store uden Gaben,
Jeg seer det indbildt Ringe uden Skræk.

158

VI

Og skjøndt et elsket Værk ei uden Pletter,
Og Intet Yndigt idel Blomstersnee,
At føle Skjønheds mindste Savn, jeg sætter
Langt over det, at ingen Mangler see.

VII

Nu er mig Verden bleven fuld og fyldig
Nu Livet blomstrer mig med Fryd og Held;
Og Hjemmel har jeg for min Dom, en gyldig,
Den Skabers selv, der fandt at Alt var vel.

159