RIDDER BRUNO.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

✂

XII

✂

XIII

✂

XIV

✂

XV

✂

XVI

✂

XVII

✂

XVIII

✂

XIX

✂

XX

✂

XXI

✂

XXII

✂

XXIII

SONNET.
(til SIBBERNS Erindring)

✂ Mørk over mig sig sorte Graner foued,
Skyedragen skjulte Stjernens Zitterglands,
I hver en Fjeldkløft Nattens Aander trued,
For Tvivlens Afgrund svimlede min Sands.

✂ Med rædsom Alvor Klippen paa mig skued,
En Gysen foer i Høstens gule Krands,
Blaalige Flammer over Dybet lued,
Forfærdet flygted lysen Alfedands. -

✂ Men Gud er nærmest os, naar størst er Nøden!
En Engel sendte han med Tryllestaven,
Berørt af den mit Øie sig oplod.

✂ Og see - nu spired Livets Frugt af Døden,
Sig Aanden svang forklaret over Graven
Og Synden tvetted Jesu med sit Blod.

RASK HVIRVLES VI I TIDENS STORE DANDS

✂ Rask hvirvles vi i Tidens store Dands
Vildt famlende blandt Haabets gyldne Ranker;
Til Kamp, til Lyst gaaer Veien, Hjertet banker -
Da tabes Øieblikkets friske Krands.

✂ Da røver Glemsel det Forgangnes Glands,
Men huld og blid en Møe paa Veien vanker;
Vemodig hun de tabte Blomster sanker,
Og følger efter med sin blege Krands.

✂ Naar Øiet stundom da tilbageskuer,
Da staaer hun smilende, paa Krandsen peger,
Og ved hvert lille Blad fornøier sig.

✂ Naar ogsaa Dem bestraaler Mindets Luer,
O gid der da, i hendes Blomsterbæger,
En duftsød Reseda maa staae fra mig!

EPIGRAMMA OVER CORREGGIO.
(efter FABIO SEGNI, GENTILHUOMO FIORENTINO)

✂ Da end Aanden behersked Malerens dødlige Lemmer,
Ginge Chariterne frem, bade ydmygelig Zens:
Ingen andens Haand, alnaadlge Fader, end dennes,
Ingen anden lad male os! det er vor Bøn.
Og Olympens høie Behersker tilnikked dem Bifald,
Hævede Ynglingen strax op til sin skinnende Borg,
At nærværende han desbedre Chariternes Billed
Fatted, og, uden Slør, nøgne, Gudinderne saae.

EPIGRAMMA OVER ØELENSCHLÄGERS GORREGGIO.

✂ Længst alt var i den høie Himmel den hellige Maler,
Da Poesien gik frem for den Almægtiges Stol,
Knæl te og sagde: Herre! udsend mig at hædre din Kunstner!
At ei hans dunkle Grav savner Tragoediens Sang;
Thi i Livet og Døden, du veed, jeg ham elskte af Hjertet!
9 Ogsaa min kjæreste Skjald vier til Sangen jeg ind
Da tilstod den almægtige Fader Datteren Ønsket;
Og fra Norden lød, dæmpet, den tragiske Sang -

OVER FOSTBRØDRENE.

✂ Hvo saae ei Laokoons snogombugtede Dødskamp
Mandens martrede Kraft, Børnenes piinllge Angst
Hugget i Marmorblokken? Hvo har ei noksom-beundret
Livs og Skjønheds vildtsprudlende Styrke, af Qval
Lokket Mig Vandets Skumspring fra den rolige Flade
Til dødmattende Pragtsyn, hvis fortærende Ild
Driver med Skræk og Gru klart frem kunstherlige Frugter?
Det har Digteren her virket med skabende Aand
Virket med Dybsindsord og med hjertegribende Pathos
Derfor kan stolt vort Nord skue paa Grækeren hen -

NATSEILERSKEN.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

ROMANCE,
(efter TIEDGE)

✂ Saa rød, bag Løv og Qvist,
(Se Bind V)

TILSTAAELSEN.
(efter W. BLUMENHAGEN)

✂ Den gule Strøm i Aftenrøden bølger
(Se Bind V)

TIL ET BARN.

✂ O hulde Barn! du med det lyse Øie!
(Se Side 119)

TIL ROSENTRÆET I LAURAS VINDUE.

✂ Glødende Rose, halvskjult af de vaargrønne Blade!
Stille dig kysser mit Blik ømt gjennem Rudens Crystal.
Ak! saa livsaligt i Dag henrykker dit venlige Smiil mig,
Glædens himmelske Glands lyser din purpurne Kind
Sikkert den Yndige nys, med Kildens straalende Vandspring,
Lædsked din tørstige Rod, livned din gyngende Green:
Derfor i Fryd, i blomstrende Fylde du slynger din Bladkrands,
Aabner for hende din Barm, spreder for hende din Duft.
O hvor lykkelig er du! Paa dig de sjælfulde Blikke
Kjærlig vel mangenengang dvæled i Tankernes Flugt;
Stundom den Yndige vel, med stilleblussende Kinder
15 Hælded sig blidt over dig, støttet til snehvide Arm.
Føelte du da - ak! fornam du den elskov- duftende Aande?
Tolked dig lønlige Suk Sjælens det mystiske Sprog?
Randt fra Himlen ei en Taare ned paa din Stengel?
Glødende Rose du! Kjærligheds smilende Blomst!
Siig: talte aldrig om Elskov de frygtsomt- bævende Læber?
Hvidsked aldrig mit Navn stille den rødmende Møe? -
- Glødende Rose! min Kjærligheds ømme Veninde!
Ak, hvi skjuler du dig bly bag det saftgrønne Blad?
Lærte det saaledes dig den grumme Hjerternes Dronning?
Skal end den brændende Pul dybere saare mit Bryst?
Ak, du jager dog ei mit dristigflagrende Haab bort!
Skjælmsk paa dit grønne Gevandt stirrer den smilende Alf,
Grunder, og danner sig snildt af Bladets haab- vinkende Farve
Kunstig et trøstende Svar, Balsom for Elskerens Sjæl.

DA VINDUET VAR FROSSET.

✂ liskolde Graaskjæg, som Stormene hvirvle fra Norden!
Smertelig saaret du har Sangerens elskende Bryst. .
Boer Ingen Kjerligheds Gnist i dit grumme steenhaarde Hjerte?
Nei, afskylige Trold! Hjerte ei boer i din Barm!
Yndig og kjærlig er selv det iisombeltede Hekla,
Naar af det rygende Svælg Ildsluen flammende staaer,
Mod din giftsvangre Natsjæl! - Hæv kun dit dødkolde Ilsspyd!
Drag i din Vælde kun frem! ha, men jeg trodser din Magt!
Phøibos Apollon, du Straalende! høit anraaber din Søn dig,
to Ei om at fylde hans Sjæl mægtig med Sangdriftens Ild,
Ei om at stemme hans Luth til sødthensmeltende Samklang;
Nei! om din kraftige Bistand Frostkjempen brat at betvinge;
Du kan kun fængsle hans Arm, grusom han leer af mit Mod. -
Jag dine flammende Heste, udsend dine glødende Pile,
17 Smelt i din lynende Glands hurtig det djævelske Værk! -
Snekongen viger i Dalen - Triumf, Triumf! vi har seiret!
Pilen glødende traf; Isen udbløder sit Liv. -
Langsom rinder det hen, sig Ruden stille forklarer,
Rosenskjær glimter alt frem - fængslende Troldom er løst!
Fly nu til Natten, Barbar! og sæt ei dine Dødningeblomster
Meer i den Yndiges Sted, som kun for Kjærlighed groer!

SERENADE.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

✂

XXII

VAARSANG.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

TIL DEN ELSKTES ØINE. -
(efter THEODOR KØRNER)

✂ Øine, ømme Sjæleblomster,
(Se Bind V)

SKJØN LILALY.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

JESUS PAA HAVET.

✂ En Aftenstund den Herre Crist mon vandre
(Se Side 118)

DEN STILLE GLÆDE.

✂ Hvorfor skal jeg vel sørge, hvorfor græde,
At Elskte ei den søde Lue kjender,
Som længst alt i mit unge Hjerte brænder,
Og mine blege Digte rosenklæde?
Hvorfor skal jeg vel sørge, hvorfor græde,
At hun sit Stjerneblik fra mig bortvender,
Maaskee til mere gylden Stjerne sender?
Skal Elskovs Due sukke i en Kjæde?
Er det ei nok, jeg stille glad kan hvile
Hos Blomsterne; naar de: "vi elske!" synge,
"Jeg ogsaa!" henrykt svare kan de Kjære?
Troe I, de Lykkelige haanligt smile?
Saa skynd jer da, den bedre Krands at slynge,
En stakkels Sanger tør ei fordre mere!

PAAMINDELSE.

✂ Vogn, dorske Sjæl! vogn op, hvor kan du sove?
Den dybe Nat staaer i den lille Stue.
Seer du bag Ruden ei Min Stjernelue?
For dig den lyser, og for vilde Skove,

✂ For tause Bye, for Havets mørke Vove.
Klar tegner den sin Vei paa dunkle Bue;
Den kan sin egen søde Glands ei skue,
Den fromme Pilgrim kan kun Herren love.

✂ O Himmelvandrer! Straaleklædte Stjerne!
Afspeilet i min Sjæl fra natblaa Fjerne!
Som du, en Himmelblomst, jeg var saa gjerne!

✂ "Saa fold da ud, hvad i dit Bryst har hjemme!
Og kan end Jorden ei din Duft fornemme,
Ham møder den!" - saa lyder Stjernens Stemme.

SØRGEDRAGTEN

✂ See I Floret om min Elsktes
(Se Side 120)

UNG ALVER.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

✂

XII

✂

XIII

✂

XIV

✂

XV

✂

XVI

✂

XVII

✂

XVIII

✂

XIX

✂

XX

✂

XXI

✂

XXII

✂

XXIII

✂

XXIV

✂

XXV

✂

XXVI

✂

XXVII

✂

XXVIII

✂

XXIX

✂

XXX

✂

XXXI

✂

XXXII

✂

XXXIII

✂

XXXIV

✂

XXXV

✂

XXXVI

✂

XXXVII

✂

XXXVIII

✂

XXXIX

✂

XL

SANGERLYKKE,
(efter LA MOTTE FOUQUÉ)

✂ Om Elsktes Dør sig Skjalden sneg,
(Se Bind V)

BLOMSTEROFFERET.

✂ Her staaer Huset - I den mørke Gade
(Se Side 136)

NATSANG.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

DEN NAIVE.

✂ Bondepige! lille Bondepige!
Kjender du Cytheres kjælne Hytter?
Skal vi os derhen i Aften snige?
Dunkelt Løv for Storm og Regn beskytter.

✂ "Hvad skal dette hedensk' Kram vel sige,
Som du veed jeg slettes ikke skjøtter?
Ind af Vindvet til mig kan du stige;
Der paa dig, min Kjæreste! jeg lytter."

✂ Nytaarsnyet brænder over Skoven!
Bondepige! lille Bondepige!
Skal vor søde Fryd da aldrig falme?

✂ "Tys, min Kjærest! Her er Psalmebogen.
Lad nu Bladet os vor Lykke sige -
Ja, min Tro! det er en Brudepsalme!"

GULDRINGEN.

✂ Ved Stranden sad den Pigelil.
(Se Side 137)

NYTAARSVERS

✂ Musa kom med Blomsterkurvens
Søde Pragt ved Vintertide.
"Nytaarsmorgnen maa du feire
Blaalig i den hvide Snedragt!" -
Og jeg søgte, og jeg leded
Vildsom mellem Farve vrimlen,
Lyttede til Blomsterflammens
Sagte Hvidsken, ak! og fandt en
Sommerrose rød og rund. -
Musa saae betænksom paa mig -
Ak, den lille søde Pige
Kunde dog vel sagtens vide,
Hendes Sanger maatte fatte,
Hvad det hulde Øie siger -
Kjære Hanne! glad og ærlig
Dig jeg rækker Sommerrosen,
Fuld af Ømhed, rød af Sang.

✂ Musa saae med Taareblikke
I de røde Blomsters Luer,
Tog sørgmodig op af Kurven,
Ak! en snehvid Rosenstok. -
Stakkels Pige! hvorfor græder
Du idag? jeg spurgte venlig. -
40 "Seer du ikke" gjenlød Svaret,
"Vissen er min Rose hvid,
Rosen, som jeg kjærligt pleied
Snehvid i den hvide Vinter,
Den hvormed jeg Stakkel troede
Ret at ville glæde dig;
Tornestilken skikker det sig
Dog jo ei at give nogen."
Stille, stille, søde Musa!
Hvem du Rosen undte, veed jeg.
Hende vil jeg Stengjen give,
Tornet vel, men frisk, og haabgrøn.
Hun vil Gaven venlig tage,
For at stille Sorgen din,
Og din Sangers Ønske er, at
Stilkens spæde Rosen-Torne
Ret den Kjære saare maae.

✂ Understærke Troldomstraade
Om min Sjæl sit Næt udspender.
Sødt dit Navn i Sangens Kilder
Vinker mig med mørke Gaader;
Lige Alder Engen smykked
Med saamangt fortroligt Minde;
Barnelegen risted Runer
Dybt i Hjertets stille Drømme,
Evig de min Sjæl bevæger;
Og din Stemme tidt gjentoner
Dunkel fra min Lyras Sangbund.
Kan du derfor, mægt'ge Stjerne,
Som mit Liv saa stærk omfatter,
41 Kan Du undres, at jeg bringer
Dig en mystisk Nytaarsvise,
Om den mørke Hjertegaade,
Og med Nøglen til dens Løndom?
Kan du undres, at jeg beder:
Øv mod mig, o dunkle Stjerne!
Øv dit Herskab fromt og mildt?

BEGEISTRINGEN OG ORDET.

✂ Dernede ved den grønne Aae,
(Se Side 182)

KONNINGEN OG HANS BRUD.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

✂

XII

✂

XIII

✂

XIV

✂

XV

✂

XVI

✂

XVII

✂

XVIII

✂

XIX

✂

XX

SMERTE OG TRØST.

✂ Dybt smerter det vor Ven KOTILL,
At ei hans JUTTA sig forbedre vil;
Dog trøster det den arme Mand,
At hun sig ei forværre kan.

DRANKERGLOSE.

✂ Solguden hver en Aften viger
Og I sin vaade Seng nedstiger,
Dog staaer hver Dag han aarle op. -
Ha, paa min Sjæl! en Dranker brøelte,
Hvis Viin i Vandets Sted han føelte,
Saa stod han ei for Middag op!

AMAZONEN.

✂ Tag jer i agt! hun er i Striid forfærdelig,
Hun saare eder vil - i det hun blotter sig.

✂ Elsker ømt sin Stær Pauline,
Og sin Skjødhund Vilhelmine,
Gjertrud, ak, sin Pavian,
Og sin lille Kat Nanette,
Saa maaskee den smaae Rosette
Dog sin Frier elske kan!

✂ Man kjender dig, du Poesiens Fjende
Og kan fra Cancelliet sig dit Ordsprog minde:
"Den Karl er dum som et Genie!" -
For saadan Dumhed er du frie.

ERKJENDTLIGHED.

✂ Fordi at hende Yndighed
Naturen ødsel gav,
Slaaer JULIE, af Erkjendtlighed,
Den heller intet af! -

ST: DENIS.

✂ Man bandt den Hellige paa Ryggen sine Hænder,
og hugged saa hans Hoved af;
Hør nu, min Yen, hvad sig begav:
Han tog det op og trykked det til Brystet -
"Hvorledes? med Hænderne paa Ryggen?"
Ak nei! et Barn kan det begribe:
Han tog det op med sine Tænder!

✂ Raad WILM i sine Breve sender meget Sand,
Som Rigsforretningshjulet vilde staae paa Stand,
Hvis han dem Tid at tørres gav;
O Forfængligheds Bedrag!
Hans Breve ere af Naturen tørre.

PAAKALDELSE.

✂ Melpomene, er det dig, som
I den store Aftendæmring
Troner under Himmelbuen,
Med din Maanedolk i Vesten
Og i Øst din Harpes Guld?

✂ - - Ha! hvi blaaner Gyldenstrengen,
Fuglens Tone og den sidste
Solens Kraft, dens Purpurkilde,
I de vaade Aftentaager?
Melpomene! ak hvor er du? - -

✂ O jeg seer dig, min Gudinde!
Aàner stolt dit Himmel-Ansigt,
Knuger Harpen til mit Hjerte -
Rør mit Bryst, o Melpomene!
Med dit Staal! - Liigteppet falder
Englen ligger nyefødt der! -

IDYLL.

✂ Rask om Hjørnehuset, som gynger i Solen sit Jernskjold,
Hvor i Vinduet staae særtsnoete, funklende Flasker,
Dreier en Vogn og rullende standser for Døren.
De lange, Smaltnedskraanende Sider, den høie, buede Bagsmæk,
Sortindtjæret, beslaaet med Jern og raslende Ringe,
Store, tykmavede Heste forkynde hvorfra den er kommen.
Dog er ei Grønt, ei Kaal, ei glindsende Bøtter med Fløde
Det, den idag har bragt; friskt dufter Høet paa Bunden;
Høit velstoppede Hynder af Krogene løftes iveiret
Mørkblaaevadmelbeklædte, med røde Frynd- ser og Qvaste.
Og paa det forreste Sæde den syttenaarige Ungmøe,
Rødmusset, høitidsklædt, selv kjører de vælige Heste,
Holder den lange Tømme, tvundet af kildrende Børster.
Svøben ligger ved Siden, seig, stærk af Vidier flettet.
Skjøndt ei dunet og spæd, dog Rosenhaanden er velskabt,
50 Og til Farten i Dag behandsket, djærv hvor den griber.
Rundt om Fløielshuen, der samler de glattede Guldhaar,
Solskyggen bøier sig blaa; men om Halsen Silke som Purpur,
Knyttet blødt under Hagen, vifter med flagrende Flipper.
Snever om Arm og Bryst den sorte Trøie sig strammer
Sølverhægtet; og Skjørterne, lagt vel i tusinde Folder,
Halvt kun skjule Læggenes Huld og de yndige Smalbeen.
Neppe har Verten i Huset, der Glassene ordned ved Skjænken,
Sat sin blaalige Næse paa Ruden, og seet hendes Komme,
Før Jernklinken han løfter fra Døren, og kalder sin Gaardskarl:
Anders, raaber han, hei! Lad Hveden ligge paa Loftet;
Søndag er det idag; stærkt lyder den hellige Bimlen.
Og derude holder Jens Peersens Datter fra Taarnby,
Ane, den venlige Glut, som vil tage mig Jacob og Marthe
Ud paa Amagerlandet, at boltre sig der i en Høstak.
Selv den knibske Johanne, min Ældste, skal med op at age.
51 Skynd dig, Anders! løb udenfor, og pas mig paa Vognen."
Just ifærd med at slubbre af Skaalen sin rygende Kaffe,
Kinden forskrækkelig hoven af sukkersøde Krystaller,
Springer i Veiret af Fryd den smaa, hvidhaarede Jacob,
Løber til Vognen ud, og klapper Hesten paa Laaret.
Anders ham kyler, med jernhaard Næve, paa Ryggen af Dyret;
Der kan han gotte sig nu til Sødskindeparret er færdigt.
Amagermøen med Smiil nu høvisk triner i Stuen,
Hilser, og faaer et Kys af Konen, dernæst af de Unge.
Drengen kun nikker ad Vinduet ind; han bliver derude.
Tykke Far, med sin Nathue dristig stukken paa Øret,
Slaaer politiske Rynker og griner smørret i Skjægget,
Lister paa Tæerne sig bagom den snakkende Landglut,
Favner det smekkre Liv, og trykker paa Munden et Saftkys.
Nu ere Pigerne færdig til Farten; de ile til Døren.
Ane, den smilkende Kudsk, alt sidder med Tømmen og Pidsken;
52 Derpaa Jomfru Johanne let Vognstigen be- træder.
Svinger sig ind, opklapper med Haanden de stoppede Hynder,
s® Glatter sig Klæderne ned, af Frygt for hæslige Folder.
Ei et Under, at hun er Husets og Faderens Afgud!
Læberne svulme til Kys, Blaaøiet plirer med Elskov.
Kinden er skjønnest just ved en svag, umærkelig Rødme,
Tykt omskygget af Haarets dunkeltglindsende lOKKER.
Bleggrøn Pelsen sig snoer, og Shavlet hvidt med en Palmbort.
Men paa den luftige Straahat vugger sig dunkel en Valmu.
Let hun strammer i Luften sin Solskjærais hvidslende Sølvtaft,
Holder den smekkre Stang, af Filsbeen dreiet, med Ynde.
Og til Vinduet nu hver Gjenbo styrter med Hastværk;
Drengene standse paa Gaden, og gloe; Skoflæk- keren stirrer
Op ifra Kjælderens knækkede Ruder, i Munden en Beegtraad.
See, da hopper i Vognen den lille, alvorlige Marthe;
Tolv Aar gammel, hun alt Husholdningen hjelper at styre,
53 Maaler om Aftnen i Pigernes Krukker den skummende Sødmælk,
Strøer selv, nu og da, de skrubbede Brædder med Gulvsand,
Vidsker af Bordet, og fylder for Gjæsten det blinkende Snapsglas.
Ogsaa besøger hun Skolen; man seer hende vandre med Posen,
Propfuld, stukken igjennem af Strikkepindenes Staalspyd;
Tavlen hun holder og Lærebogen kjønt under Armen;
Blaaner paa Ærmet en Blækklat, nu! det følger med Skrivning.
Men idag er hun snørt i sin ny, skotskrudrede Kjortel,
Hviden Modest, og om Æblekinden den rynkede Kyse.
Endelig kommer vor Jacob tilrette med Sædet; hos Ane
Vil han kun sidde, at have et Øie med Hestenes Traven.
Tæt til Vesten af Hvergarn, der prydes med Perlemorsknapper,
Holder han Solbærflasken, bestemt for den gamle Jens Peersen,
Og paa det vaadtnedkjæmmede Haar, stolt prunker Kasketten,
Lysblaa, med en Dusk, om Skyggen en glind- sende Sølvrand.
Vognen rasler af sted; hvor Glutterne hilse og nikke!
54 Faderen lænet til Gadedørsstolpen, sin Nathue løfter.
Men paa Hjørnet endnu maae Hestene standse, thi Pigen,
Sendt fra forsigtige Moer, dem bringer et Klæde, som Drengen
Skjønt maa binde om Halsen, at ei ham Blæsten forkjøler.
Atter nikker vor Far, og Moderen atter bag Ruden.
Dundrende rulle de bort - Gud glæde dem alle paa Landet!

VINVELA.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

✂

XII

✂

XIII

✂

XIV

MORGENEN.

✂ Naar Morgnen fantaserer paa sin Lyre,
(Se Side 129)

MIDDAGEN.

✂ Alt Dagens Melodrama sig udfolder.
(Se Side 130)

AFTENEN.

✂ Nedsynker Solen rødmende og stille
(Se Side 131)

NATTEN.

✂ Og kommer Natten, falder Dug i Enge
(Se Side 132)

KJENDETEGNET PAA UTROSKAB.
(Ideen efter GERSTENBERG)

✂ Saa smuk, saa rød, de kjære Pigers Lyst,
(Se Side 146)

EN STEDMODERSBLOMST.

✂ Hvor var vi dog eengang saa muntre og glade;
Dengang vi ei naaed til Træernes Blade,
I Grønningen sprang og leged med Lyst,
Og voved et Kys, og voved en Dyst -
O alting var saa roligt og saa godt.
For lavt var aldrig Himlens Blaat,
Og Jorden var os hellere! for lille.
Alting var just hvad Børnene vilde,
De Blomster var smaa, men dufted saa søde,
Og Taarerne var den eneste Brøde.

✂ O lader os stræbe i Daad og i Sang
At vorde et Barn af dybere Klang,
Skjøndt store vi Synderne større nu har,
Som eengang et lille, uskyldigt vi var!

MED EN CONFIRMATIONS ROSE.

✂ Lille Rose, vær ei bange,
(Se Side 157)

DE FORELSKTES APRIL.

✂ Skyerne komme og gaae, Violer sankes paa Volden,
(Se Side 122)

HOLBERG.

✂ Ei du det Yndige tog og de skjønne Former og bygged
(Se Side 122)

SATIREN.

✂ Lystig, Svende! kaster I Diglen de blanke Metaller!
(Se Side 122)

ELEGIE TIL EN MYG.

✂ Lille Myg paa spinkle Vinger,
Som I Aftensolen svinger
Dig om Hækkens grønne Blad!
Nærm dig dristig kun, og lad
Braaden suge kjære Drik,
Jeg skal ei forstyrre dig!
Ak, et større Saar jeg fik
Dengang Lila saared mig.
Blodet nu fra mine Kinder
Daglig meer og meer forsvinder
Derfor maa du gjerne komme,
O du stakkels lille Dyr!
Rosentiden snart er omme,
Beggeto vi da bortflyer.
62 Men hvis Lila kommer her
Og det skjønne Øie rundt
Med hver Blomst fornøier sig
Under disse grønne Træer,
Saa maa du ei nærme dig;
Ak, din Braad, den gjør dog ondt!

DYDEN.

✂ Hver dags synes os Solen skjøndt ei vi vove den skue
(Se Side 128)

UDRUGNINGEN.

✂ Her ruge himslige Høns, og her Theoriens Kalkuner
Rolig i Redernes Straa over de elskede Æg;
Snart utaalmodlge dog' blegnebbede Kyllinger pikke
Skallens Omgivning itu - Vingerne prøve de vil.
Ak, men fra Reden til Truget, og atter fra Truget til Reden,
Dog med Manerer og Pomp, gaaer deres søvnige Gang.
Men i den frie Natur fortrøstende Lærkerne bygge,
Tæt ved den signede Jord nemmer Smaaungen sin Sang,
Og naar Aurora gaaer frem, naar Dagen blaaner paa Himlen,
Sjungende stiger den op, skjult af det evige Blaa.

LEVEREGEL.
(efter GÖTHE)

✂ Vil du Livet smukt dig tømre,
(Se Bind V)

TRØSTENS VISE.
(efter LA MOTTE FOUQUÉ)

✂ Frisk, nye Menniskbilled,
(Se Bind V)

AFSKEDSSANG,
(efter LA MOTTE FOUQUÉ)

✂ Daggry ligger lys og klar
(Se Bind V)

FLODPIGENS VISE. -

✂ Jeg sad derhjemme fro og glad
(Se Side 134)

ADVARSEL.

✂ Paa Dommedag, naar de Basuner skralde,
(Se Bind V)

SONETTEN.
(efter GÖTHE)

✂ Sig med fornyet Kunstbrug Møie give,
(Se Bind V)

TIL DEN FORLADTE.

✂ O du stakkels fromme Lilieklokke,
(Se Side 139)

VED VIOL-URNEN. -

✂ Du blaa Viol med dine søde Blade,
Der aande himmelsk Duft fra Urnens Rand
Og skjuler Stilken i det klare Vand,
Hos dig de kjælne Hjerter sig oplade.

✂ Med dig de vil i Kilderne sig bade,
Ak i de kjære Kildevæld forsand,
Som denne søde Duft dig give kan
Og denne Ynde, disse bløde Blade.

✂ Kan ei mit stakkels Hjerte ogsaa qvæges
I dine friske Bølger, stige ned
Og fange Liv og Duft og Blomstergave?

✂ Da blev det karskt, da vilde Saaret læges
Og Hjertet staae hos dig i Vaarens Have
Uskyldig som dets første Kjærlighed.

ØHLENSCHLÄGERS COLLEGIUM.

✂ Som i Onyxens dunkle Aarer vinder
De skjønne Former sig i dunkle Halle,
De røde Lys med Ildcouleurer falde
Paa Billedstrømmen, som i Ord henrinder.

✂ Blaaølet Dag fra Ruden Vei dog finder,
For mørke Grund et himmelklart Krystalle.
Med Dagens Blomsterlys fra Vindvet kalde
De muntre Alfer og med Rosenkinder.

✂ Sødtlyttende, paa Vingens Zephyrbæven,
Mod kolde Muur de varme Engle gløde,
Vil Krandse hen til Musapræsten bære.

✂ Ha - underfuld i Tausheds dybe Svæven,
Blandt Stjerner halv og halv i Aftenrøde
Staaer Poesiens maanedunkle Lære.

FOSTBRØDRENE.

✂ Ung SVANHILD stander i Borgegaard,
I Rrandse bandt hun det gyldne Haar"

✂ De Kjemper stande saa dybt i Tanke,
De flette Guldbaand i Hestens Manke.

✂ De Kjemper beiled til Jomfruens Haand,
De hende mon elske med trofast Aand.

✂ Det var Svanhildur den skjønne forsand,
Saa listelig tog hun Ordet paa Stand:

✂ "Og vil I mig fæste, I Kjemper to,
Kun een jeg give kan Haand og Tro.

✂ Naar I mig have saa kjær i Hu,
Lad Sværdet mellem jer skifte nu!"

✂ "Og veedst du ei da, du Jomfru skjær,
At vi tilsammen Fostbrødre er?

✂ Kun slet det huer en Kjempe bold
Fostbroder at møde med Stang og Skjold.

✂ Men sige maa du, hvad om du vil,
Hvem af os vel din Hu stander til."

✂ Da ganger Møen i Buret ind,
Og spodsk hun siger med Smiil paa Kind:

✂ "At ræddes sømmer ei Kjempen bold,
Kun Niddingen frygter og Nattens Trold."

✂ Da Maanen stod i den dunkle Nat,
Og Skyggerne lured bag Skovens Krat,

✂ Den Jomfru vandred i Lunden ind,
Hvor Roser lue i Maaneskin.

✂ Kun Vinden lefled i Eliegrene,
Saa rædsom truede Fjeldets Stene.

✂ Da sad paa Stubbe en rynket Qvinde,
Saa gusten uden som listig inde.

✂ Skindkoften tæt hun om sig slaaer,
En iiskold Gysen gjennem Kroppen gaaer.

✂ Og Barken skallet af Birken er,
Der hvisler kroget den Gamle nær.

✂ Da ned Svanhildur hos Hexen sad,
Om Raad og Bistand den Møe hende bad:

✂ "Tidt søgte jeg dig i Skoven her;
Det Raad er godt, som Sindet har kjær.

✂ Thi sug mig Gamle, ved THURSERS Liv!
Skal Sol imorgen mig see som Viv?"

✂ I Mørket ud fra dybe Hule
Den Qvindes Blik saa fælt mon skule:

✂ "Det siger jeg dig Møe forsand,
At ei dig værdig est nogen Mand.

✂ Du saaest jo Kjemperens stolte Færd,
Naar frem han drager med Ild og Sværd,

✂ Mens bleg og gusten ved gamle Rok
Hans Viv maa sidde i Tærneflok.

✂ Thi vogte sig vel dit unge Liv,
Ei falme det bort som blegen Viv.

✂ Men Hævn du skylder de Kjemper to,
Som turde forlange din Haand og Tro;

✂ De turde dog ei hinanden møde,
De agted det ringe for dig at bløde.

✂ Du lokke de Kjemper til Stranden hist,
Der Hævn erlange du vil forvist.

✂ Du sige dem hver saa listig et Ord,
Du sige de møde en Kjempe stor.

✂ Naar Stjerner rulle i sorte Nat,
Lad Kjemperne møde hinanden brat.

✂ Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst,
De prøve sammen en Kjempedyst.

✂ De vil hinanden for Jetten ansee,
Saa lystig kan du da af dem lee.

✂ De vilde ei kjempe for Pigen saa skjøn,
En af dem skal bide i Græsset til Løn.

✂ Farvel nu, SvanMldur! og Raadet husk!"
Troldqvinden svandt bag sorten Busk.

✂ Da blev den Pigelil Kinden saa rød:
"Ha, de fortjene fuldvel deres Død!"

✂ Den træske Snog hun haver i Barm;
O vogt dig, den vorder dig selv til Harm!

✂ Alt som henvandred den lille Fod
Blandt Blomsterstengel og knudret.Rod,

✂ Da møder Kjempen den Jomfru skjøn,
Hans Hjerte haver saa kjær i Løn:

✂ "Og siig mig nu, du Lillievaand,
Hvad om jeg fanger din Silkehaand?

✂ Jeg gaaer saa sorgfuld I mørke Skove,
Saa taus jeg stirrer jeg dunklen Vove,

✂ Og Frela blinker saa salighuld
Om Natten fra Himlens lyse Guld.

✂ O siig, hvis haver du anden Ven,
Jeg vorder hans djærveste Riddersvend!"

✂ "Ei haver jeg kjær nogen anden Mand,
Men hist paa Strandens det hvide Sand,

✂ Der ganger en Kjempe i Vaabenglands,
Hans Blod indvier min Brudekrands.

✂ Naar Stjerner blusse paa Bølgen lyst
Med ham du prøve en Kjempedyst,

✂ Og da med inderlig salig Lyst
Jeg favner dit blodstænkte Heltebryst."

✂ Det sværger den Kjempe ved ODIN og THOR,
Han gav den skjøn Jomfru sit mandige Ord.

✂ Meer lyse blive de krumme Grene,
Det Hav henstrækkes saa rædsomt ene.

✂ Den anden Kjempe da seer den Møfe,
Mens Bølgen hvisler i dunkle Søe.

✂ Hvad før hun monne den Bolde sige,
Nu atter gjentog den træske Pige.

✂ Og Svigen daarer, dens Pile ramme,
Men dybt i Grunden boer Hævnens Flamme.

✂ Da Stjernen lued, men Natten var sort,
De Kjemper ginge til Stranden fort.

✂ los Blandt Stene plasked den hvide Vove,
Og Stormen hvined i mørke Skove.

✂ Ei langt fra fraadende Hav saa blaa
En mosset Kampesteen ene laae.

✂ Svanhildur vælger Høisædet der
Hvorfra hun skue kan Kjemperfærd.

✂ Det var saa underlig lyt og stille,
Skumbølger bort under Skyen trille.

✂ Da mødte hinanden de Kjemper brat,
De kjendtes ei I den mørke Nat.

✂ ns Hver troede Jetten ham kom imøde,
Og flux de Skjold og Brynier brøde.

✂ Den røde Funke i Natten staaer
Om staalblaa Klinge og røde Saar.

✂ Det Vaabenbrag over Havet lød,
Viid gabed Brynien for dræbende Stød.

✂ De stunge begge saa dybt i Hjerte,
Det kolde Staal dennem isned med Smerte.

✂ Det gjalded langtsomt hen over Hav,
Hver Bølge hvisled og Gjenlyd gav.

✂ I Kampestenen saa dybt derinde
Den Jotun kommer det brat isinde,

✂ At Freia fjernte sit Øie vred,
Og Skuldes Griffel ad Skjoldet gled.

✂ Ham tyktes, hans Kone i Skoven vel
Har redet et Leie hos den blege Hel.

✂ Med Seid*) han monne Svanhildur binde,
Fra Stenen kan sig ei Møen vinde.

✂ Fortvivlede Skrig lød hen over Hav,
Dem huult tilbage atter Bølgen gav.

✂ Og Hjertet vælted sig i hendes Bryst,
Saa ynkelig blev hun af Døden kryst.

✂ Men hver en Midnat paa Sandet staaer
De Kjemper atter med blodigt Saar.

✂ I Mørket gribe de Sværdefang,
Og dump hendrønner den hule Klang.

✂ Fostbrødre var de i Liv og Død,
Vee den som Eden og Løftet brød.
**) En slags Troldom -
76 Alt længst forfulet paa Stenen er
Den stolte Pige, den Møe saa skjær.

✂ De gule Lokker bort Stormen dreev,
Det skjønne Øie en Ravn udreev.

✂ Den Kamp gjenlyder fra skumle Strand,
Did Skipperen skuer fra Skibets Rand.

✂ I mørke Rustning de Kjemper staae,
Og stirre saa stift paa Stenen graa.

✂ De stirre saa vildt paa den Kampesteen.,
Blegt lyser Maanen et Dødningebeen.

BAKKEHULEN.

✂ Paa Marken ligger en Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.

✂ Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.
s Om Natten stjæler han Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.

✂ Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.
Om Høstens Tid den sorte Trold,
Han haver fanged en Jomfru i Vold.

✂ Den sorte Trold
Han haver fanget en Jomfru i Vold.
Han gj emmer hende i mørke Stue,
Hun skulde Solen ei mere skue.

✂ I mørke Stue
Hun skulde Solen ei mere skue.
Og hør du mig, du venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.

✂ Venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.
78 Alt da trilled den hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.

✂ Hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.
O var jeg nu blandt de Søstre smaa,
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.

✂ Søstre smaa.
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.
Den Trold bortslænger de Oxebeen,
Den Jomfru sukker saa mod ved Teen.

✂ Den Trold han tager sin Ej ølle tung,
Nu vil jeg slaae baade Gammel og Ung -

✂ Saa farer han i Skoven grøn,
Jomfruen sukker saa dybt i Løn.

✂ Den Bondemand gaaer bag sin tunge Plov,
Alt igjennem den mørke Skov.

✂ Hvad klinger dernede saa underlig?
Som var der nogen der kaldte mig!
79 Ak hjelp mig nu, du Herre Christ!
Det Trolden er i Bakken forvist

✂ Ak nei jeg er en Jomfru bold,
Den lede Trold haver fanget i Vold.

✂ Han satte mig i sin mørke Stue,
Jeg skulde Solen ei mere skue.

✂ Og var du en saa ædelig Blomme,
Ret aldrig det kunde saa ynkelig komme.

✂ Du est den falske Trold forsand,
Saa mangt et Mæle den Lede kan.

✂ Fra dine Snarer mig bevare
Den naadelig Gud og hans Engleskare!

✂ Ak, vee mig da, jeg arme Møe!
Af Sorg saa maa jeg i Hulen døe.

✂ Da foer det Bonden til Hjertet brat,
Han vidste ei selv hvordan det var fat.

✂ I Guds Navn da, jeg ei andet kan!
At du mig besnærer, jeg veed forsand.

✂ Saa skred han op paa Bakken trøst,
Og raabte derpaa med høien Røst:

✂ Saasandt Gud lever i Himmerig,
Du grønne Jord, saa aabne du dig!

✂ Da revned med eet baade Steen og Muld,
Af Bakken steg den Jomfru huld.

✂ Hun stod i Mørket saa lys og klar,
At Bonden meente en Engel det var.

✂ Alt paa sine Knæ i Skoven grøn
Den Jomfru forretted sin Aftenbøn.

✂ Men over Bakken i gule Sand
Et Kors saa tegned den Bondemand.

✂ Gik saa hen til den Lilievaand,
Og tog med Liste Jomfruens Haand:

✂ En Drøm mig loved en herlig Skat,
Forsand, den haver jeg fundet i Nat!

✂ Saa spændte han fra Ploven sin Hest,
Saa rede de bort som de kunde bedst.

✂ Og Trolden kom hjem til Bakkehule,
Saalidet kunde han der sig skjule.

✂ Ret aldrig han der sine Been fik lagt,
Det Kors, det havde saamegen Magt.

✂ Men Jomfruen gav den Bonde sin Tro,
Og saa lode de deres Bryllup boe.

✂ Eia! det var et prægtigt Gilde,
Sletingen af Gjæsterne kom forsiide!

BETLERSKEN MED SIT BARN.

✂ Stakkels Barn! sov ved mit Bryst!
(Se Side 123)

SYEKURVEN.

✂ Mystiske Redskab, som tidt laae henslængt i Ro hos Quitaren,
Mon du ei Strengen i Løn hvidsked din Færd og dit Liv?
Og kunde Sangeren ei Quitaren, sin søde Veninde,
Atter aflokke de Ting, du monne denne betro?
Vexlende er du, det veed jeg, og snart bereed til Forvandling,
Gratierne dannede dig tredobbelt, saasom de selv.
Først TALEIA dig hang paa Armens sødt- glødende Marmor,
Fyldt med det fangende Garn, Staalsax og strikkende Spyd,
Derhos en saftrig Fersken, maaskee nogle lysgrønne Druer,
Ak, thi den elskende Mund drømmer saa gjerne om Kys!
Og fra Lystgangens smilende Fart over Torve og Gader
Kom den i Mørkningen hjem glad som den Yndige selv.
See, da tog AGLAIA Kurven, og satte den fra sig
Aabned i dunkle Gemak Ovnens jernhamrede Dør,
Gik saa til Kurven igjen, oplukked med skjæl- vende Hænder
83 Silkens Bedækning, og greb frygtsom et snehvidt Papiir.
Hvad var vel det? Omskifted Natur alt den mystiske Sylpirv?
Ruger som Drage den nu gridsk over hemmelig Skat?
Ja, en Skat har den baaret i Skjødet, trolig bevogtet,
Dog ei med Dragernes Gift, ikkun med Taushed og Skjul.
Stirrende læser hun nu, og drager ei Aande, og gløder,
Kysser det elskede Brev, farer af Skræk for sig selv
Ængstlig fra Stolen, og skuer - var det med Forsæt, hvadeller
Kun ved det flygtige Træf? - ind i klartskinnende Speil.
Rød ved sin Rødmen - som Piger det ofte kan hændes - i Løn hun
Veier paa Tankernes Vægt Skjønhedens himmelske Magt,
Undres og glædes, at hendes egen Seier har vundet,
Skjøndt - saa troer hun - ei stærk, Seir i den Elskedes Bryst. -
Trediegang baer EUPHROSYNE Kurvens mystiske Redskab,
Munter er hun og god, derfor med smilende Ynk,
Rækkende sin Kavaleer, der svævende hen over Engen
84 Med balsamerede Lok puslet af tryllende Kunst
Dufter en gylden Aurikel i veludzlrede Potte,
Bækkende denne sin Haand, ak og med Haan- den sin Kurv,
Lod hun det mystiske Redskab blive i Beilerens Hænder.
Manden raser og døer - vil døe, meente jeg kun,
Ligesaa han; hentumler til Brøndens gabende Dybde,
Styrter i vildt Raserie, sig el, men Kurven derned.
Dengang var Kurven for slem! der drev den for vidt dog sin Spøgen
Læser, mener du det? hør da hvor Damerne lee!
Dengang som ridderlig Landse den Helten af Sadlen just løfted,
Jagede Fjenden paa Flugt - o det var Kurvens Triumf!

MINAS DØDSSANG.

✂ Syster, syng saa muntert el!
(Se Side 126)

TIL DEN BORTREISTE.

✂ I hvor du ogsaa kjører
I Maanskin eller Solskin,
Og folder dine Hænder,
Og seer Guds store Verden
Og alle Kreaturer
Saa venlig rundt omkring dig.
I hvor du ogsaa hviler
Paa Bænken foran Huset
Med Strikketøi og Solhat,
I Græsset mellem Jordbær
I Lye af Blomstergrene,
Hvadeller paa de bløde
Fortroligvarme Puder
Med Lokkestrømmen hvirvlet
Om Barmens Alabaster,
Med Øiets dunkle Himmel
Forelsket over Kindens
Den hellige Aurora,
I hvor du gaaer, i hvor du staaer,
O du min Sjæls Gudinde!
Husk paa den stakkels Sanger,
Der græder langt fra dig.
Men husk ei paa din Elskov,
Speid ei det fromme Hjerte,
Du kunde ellers mærke
Hvor lidt du har mig kjær,
Hvor saare lidt, du Engel;
Saa døde jeg af Sorg!

TIL SOMMERLUFTEN.

✂ O du blaae Luft! kom du, en venlig Engel,
Til mit Lysthuus ned! Kunde Kildens Draaber
I den smukt blomstvundne Pokal min Haand dig
Kjærligen række!

✂ Kunde taus, frydskjælvende jeg dit Ansigt
Skue! O tilgiv! Turde ømt min Læbe
Aande varmt Duftliv paa dit Øies bløde
Lilielaage!

✂ Turde hvert Frugttræ i min grønne Hauge
Blad og Blomstknop fromt dig i Skjødet ryste!
Vilde selv, o Engel, af Bordets Retter
Venlig du nyde! - -

✂ Ak, men taus staaer, høit mellem Jord og Himmel,
Stedse du, blaaøiede Æthernymphe!
Hæv da, hæv fromt op mod de klare Egne
Sangen og Hjertet!

AFTENSANG.

✂ Taus er den stille Bye,
Dødmat det blege Nye
Hist paa det gamle Taarn
Hviler sit hvide Horn.

✂ Lærkelil reder Seng
Luunt i den bløde Eng;
Pigen til Gud i Løn
Hvidsker sin Bøn.

✂ Ak ingen Rosenmund
Beder i Nattens Stund
Fromt for den Arme, som
Vanker paa Heden om!
O, men fortvivl dog ei,
Lys Blomstrer Naadens Vei;
Hvo som paa Sorgen bær
Lykken er nær!

SYNER.
(Sonetto)

✂ Jeg seer et Land, og seer en Fredens Engel
(Se Side 140)

DIGTER-VEER.

✂ Ikke veed jeg hvad jeg vil,
(Se Bind V)

ET EPIGRAM.

✂ Den gamle B. skjøn Ida monne sit Hjerte skjænke;
Ak stakkels Glut! hvor er hun tidlig bleven Enke! -

DEGNENS EVENTYR.
(efter GUBITZ)

✂ Henrykt end af Kysset, sidst jeg
(Se Bind V)

HVER SØRGER FOR SINE.

✂ Baronen beiler for sin Søn hos Mine.
"For ham, den lange flaue Nar?"
Baronen ikke andre Sønner har.

KAABERNE.

✂ I fordumstid holdt Konen Joseph fast ved Kaaben
Til stor Forargelse for Manden;
Nu gnider han betænksom Panden,
Og vikler, angst for Folks vidunderlige Haaben,
Selv Konen ind i Kaaben.

CONVERSATION.

✂ INA.
Du søde Ven, jeg kunde spise dig!

✂ INUS.

✂ Hvad Forskjæl ogsaa vel paa Sukkergot og mig!

✂ INA.

✂ Ak nei!
Jeg længdes efter Kalvesteg.

SPEILET

✂ Lille Ecko, lille Skjønheds-Ecko,
(Se Side 128)

KYS OG ANELSE. -

✂ Gjerne jeg i stille Drømme
(Se Side 141)

MAANEN.

✂ Den Maane den synger en underlig Sang,
(Se Side 133)

VED EVALDS GRAV.

✂ Evald, fromme Genius,
Ligger du I Solskin der
I det kjøle Blomsterhuus?
See, jeg staaer bag Gittret her,
Pyntet under Vaarens Træ'r,
Rede til en Kirkegang.
Evald, fromme Genius,
Staaer du op til Aftensang?
Løft det store Adelsskjold,
Som dig hviler stolt paa Bryst!
Løft det, o du Kjempe bold!
Digterrosen staaer deri,
Daad og Sang er ei forbi,
Er end Danmarks Liv og Lyst.
Gak i høien Chor at staae
Mellem Altrets Engle smaa!
Psalmer du mig lære skal
Sjunge høit i Christi Hal.

✂ Mange stirred her, som jeg,
I det lille Himmerig,
Som paa grønnen Digtervei
Fader gav til Hvile dig;
Mange offred Eviggrønt
Og en kjærlig Myrteqvist -
Ak, hvor var det dog ei skjønt,
Undte mig den rige Christ
91 Ogsaa sligt at bringe dig!
Intet Offer end jeg har;
Ilden dybt i Hjertet mig
Brænder sjælden reen og klar,
Og den vaade Taage bar
Aldrig nogen Blomsterflor.
Men til Huset, hvor du boer,
Til den grønne Sommerdør,
Jeg andægtig vandre tør;
Indenfor er Hallen stor,
Høi og blaa og varm og mild,
Hjerterne af Rosenild.
Evald, fromme Genius!
Ved dit grønne Blomsterhuus,
Der jeg paa min Kirkegang
Hilser dig, mens Klokkeklang
Kalder mig til Aftensang!

NAADEN!

✂ Hvor er Du Engel, som min Sjæl tilbeder?
Paa Jorden, eller over Stjernehærer?
Hvor er Du efter hvem mit Øie leder,
Mon Bølgen kyssende dig ængstlig bærer?

✂ Hvor er Du flygtet hen, Du Herrens Datter
Hvis Lokker krandses huldt af Naadens Krone,
Med Taarer Støvets Søn Dig kalder atter,
Udslet hans Synd, hæv ham til Herrens Throne.

✂ Sødt grædende han stirrer mod Din Himmel
Med Blikket vendt forlængst fra Syndens Veie,
og Du er ene nu hans Trøst i Nøden! -

✂ O! svæv da ned fra Himlens Stjernevrimmel
Stiil moderhuld Dig ved det tause Leie,
Mens Naadens Kys Du giver ham i Døden.

CAMILLA

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

✂

XII

✂

XIII

✂

XIV

✂

XV

✂

XVI

✂

XVII

✂

XVIII

✂

XIX

✂

XX

✂

XXI

✂

XXII

✂

XXIII

✂

XXIV

✂

XXV

✂

XXVI

✂

XXVII

✂

XXVIII

✂

XXIX

✂

XXX

✂

XXXI

✂

XXXII

✂

XXXIII

✂

XXXIV

✂

XXXV

✂

XXXVI

✂

XXXVII

✂

XXXVIII

BEGEISTRINGEN OG ORDET.

✂ Dernede ved den grønne Aae,
(Se Side 182)

TIL MIN LYRA.

✂ Elskte Lyra, du min Sorgs Veninde,
O tilgiv, saa tidt jeg dig bedrøver!
Qvæles Sukket, tør ei Taaren rinde,
Jeg dig behøver.

✂ Andres Stemmer gjør mig, ak, saa bange;
Kun med dig mit Hjerte er fortrolig;
Dine Toner, dine kjære Sange
Gjør Sjælen rolig.

✂ O min Sorg og al min ømme Glæde
Vil jeg i din Sangbund fromt begrave,
Og som Aander skal de derfra træde
I Sangens Have.

JESUS PAA HAVET.

✂ En Aftenstund den Herre Chrlst mon vandre
Paa Havet ud; og det sig just tildraged,
At hans Dlciple vare med hverandre
Paa Skibet, og led Nød af Bølgeslaget.
Men da de saae ham midt paa Havet vandre,
Da bleve saare de af Angst betaget
Og kunde saadant heller ei fordølge,
Men sagde: gaaer et Spøgels der paa Bølge?

✂ Da talte Jesus: ængster ikke eder,
Men værer freidige; thi det er mig.
Og der de kjendte hannem, sagde Peder,
Som stod i Skibet: Herre, er det dig,
Saa byd at jeg paa Vandet til dig træder! -
Og Jesus bød ham venlig nærme sig.
Da traadte Peder ud, og gik paa Vandet
Saa fast og trygt som vandred han paa Landet.

✂ Men da det stormed, blev han mod i Hu,
Og der han i sin Angest sank tillige,
Da raabte han: ak, Herre, hjelp mig nu!
Men Jesus tog ham fat, og monne sige:
Du Lidettroende! hvi tvivlte du?
Og da i Skibet atter de mon stige,
Ei Tordenskyer meer paa Himlen vare,
Men Havets Bølger rolige og klare.

TIL ET BARN.

✂ Ach es lebt, es wird geliebt
Bis es Liebe wieder giebt.
GÖTHE

✂ O hulde Barn, du med det lyse Øie,
O smiil, smiil sødt! din Fryd i Himlen er.
Leeg muntert kun paa Glædens grønne Høie,
En frodig Vaar du i dit Hjerte bær.

✂ Du Draabe klar, af Livsens Væld udrunden,
Ak Himlens Lys din rene Sjæl har kjær,
I den det huldt sin Farveglands har bunden;
O smiil, smiil sødt! din Fryd i Himlen er.

✂ Gid ingen Tid sig Diamanten dunkle,
Som, hulde Barn, du ømt i Brystet bær;
Da Farven flyer, ei Lysets Straaler funkle -
O smiil, smiil sødt! du end i Himlen er.

✂ Farvel, du Engel! Herren dig velsigne!
O see paa mig! Dig har mit Hjerte kjær;
Engang skal jeg jo, fromme Barn, dig ligne -
O smiil, smiil sødt! vor Fryd i Himlen er.

SØRGEDRAGTEN.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

DE FORELSKTES APRIL.

✂ Skyerne komme og gaae, Violer sankes paa Volden,
Men man maa skynde sig hjem, Regnen i Hælene er.
Skottes til Siderne hen, flux falder der Natmulm og Natdug:
Dog paany kun et Smiil - og der staaer Roser i Øst

HOLBERG.

✂ Ei du det Yndige tog og de skjønne Former og bygged
For idealiske Møe Musernes høie Altar;
Men det Naragtige du og det Flaue hæved fra Dyndet
Frelst det paa Fortouget stod, rendset til Latter og Skjemt.
Derfor dig hjertelig Tak, o du Smagens vældige Kjempe,
Sjælden dig Pegasus bar, selv du en Kraftvinge var.

SATIREN.

✂ Lystig, Svende, kaster i Diglen de blanke Metaller!
Sprogets letbøiede Leer danne til Formen vi her.
Stormklokken snart skal I høre at klemte i Gader og Stræder,
Varslende - ikke om Ild - nei! om det smagløse Vand

MED EN CONFIRMATIONS ROSE.

✂ Lille Rose, vær ei bange
(Se Side 157)

BETLERSKEN MED SIT BARN.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

KJENDETEGNET PAA UTROSKAB.
(Ideen efter Gerstenfoerg)

✂ Saa smuk, saa rød, de kjære Pigers Lyst,
(Se Side 146)

MINAS DØDSSANG.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

DYDEN.

✂ Hverdags synes os Solen, skjøndt ei vi vove den skue
Fængslet af Vane og Nat blænder dens Lys os for stærkt;
Saa den himmelske Dyd bekjendt os synes, skjøndt ukjendt,
Prismaets kløvede Glands see her i Støvet vi kun.

SPEILET.

✂ Lille Ecko, lille Skjønheds-Ecko,
Tør en Hyrde i din Grotte hvile?
Ak, mit Bryst er ogsaa Minas Ecko,
Men saa rødt, saa rødt af Amors Pile.

✂ Du har ingen, ingen dunkle Pletter
Uden een som Maanens Skye om Natten,
Uden een, som Minas Aande sætter;
O at i min Barm hun ogsaa sat den!

✂ O at hun den evig aande vilde,
Evig aande i mit arme Hjerte,
Ak, da blev det Sangens rige Kilde,
Og en Rosenbusk blev al min Smerte.

MORGENEN.

✂ Naar Morgnen phantaserer paa sin Lyre
Og dens Accorder sødt fra Leiet kalde:
Træd ud da i den store Dæmrings-Halle
Hør Lærkechorets fromme Ouverture!

✂ Forteppet, som Guldfryndser lyst baldyre,
Som Nattens Taager væve, seer du falde.
Halvdrømmende vor Herres Urter alle
Er pynted' ud med Farverne de dyre.

✂ Huldt ranker Sjælen sig til Blomsterstaven,
Som Sandselivets Tryllepensler male,
Og klarest perler Duggen for de Glade:

✂ Sværm derfor ud med Bierne til Haven!
Følg Hyrdefløiten i de grønne Dale!
Lad freidigt Mod i Morgenluft sig bade!

MIDDAGEN.

✂ Alt Dagens Melodrama sig udfolder.
Med Sang og Klang og festlig det fremskrider,
Fra Himmelkuplen Straalen blank nedglider,
Og Sandet brænder Pillegrimmens Saaller.

✂ Alt som det klare Glas Bouquetten holder
I liflig Væde inden blanke Sider
Og klynger tæt de kjælne Nereider;
Saa Dagen sig om spraglet Mængde folder.

✂ Og vinker hvide Bord, af Lilie-Hænder
Og af Quirlander, Purpurfrugt udsmykket,
Med venlig Ynde og med Viin-Karfunkel,

✂ Saa pluk den muntre Rose hvor den brænder,
Paa Kind, paa Mund og tyst af Blyhed skygget!
En Dag i Vennekreds er aldrig dunkel.

AFTENEN.

✂ Nedsynker Solen rødmende og stille
Som blysom Pige i sin Elskers Arme,
Og vil Alnaadens Gud sig mildt forbarme,
De bittre Savn med Vemodsbalsam stille;

✂ O dvæl i Lunden! Dvæl hvor Grottens Kilde,
Skjøndt kold og vild dog nærer Blomstens Varme!
Tryk rørt en velmeent Skjærv i Haand de Arme,
Hvis hede Taarer uden Hjelp maae trille.

✂ Stræk Armen ud - et Kys til Jord og Himmel!
Og hold din Aftenbøn paa Bakkens Skraaning;
Opad gaaer Veien, skraa er steds vor Standen.

✂ List dig da hen fjern fra den store Vrimmel!
Kik gjennem Ruden paa din Elsktes Vaaning,
Og skriv et Elskovsbrev paa Himmelranden!

NATTEN.

✂ Og kommer Natten, falder Dug i Enge
Og Trætlieds tunge Blyhaand paa dit Hoved,
Saa husk at Vaagen er med Søvn trolovet,
Der valmukrandset vinker dig tilsenge.

✂ Men Druer, dunkelblaae, safttunge, hænge
Om bløde Arm, hvor du er blidt indsovet,
Begeistrende de gode Aander voved
Af Natten skjult ind i dit Hjerte trænge.

✂ Og Himlen dig bereder Morgnen atter,
Indluller kyssende forgrædte Øie,
Staaer hellig Vagt ved Uskylds stille Leie.

✂ Sov derfor sødt! og om du end ei fatter
Det dunkle Drømmeliv, sendt fra det Høie,
Priis dog den gode Faders skjulte Veie!

MAANEN.

✂ Den Maane den synger en underlig Sang,
Og det kan mit Hjerte fornemme,
Som hørte den før vel mangenengang
At nynne, den venlige Stemme!

✂ Den synger om Blomster, de hvide, de blaae,
Saa sjælden, saa sjælden om røde,
Den synger om Piger, som grædende staae,
Om venlige Piger, som døde.

✂ Og stormer en Dreng med Ild i sit Blik,
Forbi, hvor den dæmrende funkler,
Den synger om Længsler, som Hjertet fik,
Om Taarer, som Øiet fordunkler.

✂ Mig lyste den mildt da Ida jeg saae,
Og Pilen foer mig i Brystet;
Men Ida blev kold i det natlige Blaae,
Hun løfter ei Amor til Brystet.

FLODPIGENS VISE.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

BLOMSTEROFFERET.

✂ Her staaer Huset. I det mørke Stræde
Brænder Lygten døsig paa sin Stage.
Pilgrimsgangen maa jeg stille drage
Til den Kjæres Huns med hellig Glæde.

✂ Der jeg staaer hvadenten Straaler klæde
Vindvets Ruder, eller Storme brage
Vildt i Natten mellem Gavl og Tage;
Længslen vil fornøie sig, og græde.

✂ Duft Levkøier, som jeg nys mon bryde!
Duft og døe! For Templet skal I hvile,
Offerstrøet for hendes Dør nedfalde.

✂ Eders Duft skal hendes Drøm omflyde,
Hvor I svævende som Sylpher smile,
Og paa mig hun vil i Drømme kalde!

GULDRINGEN.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

TIL DEN FORLADTE.

✂ O du stakkels fromme Lllieklokke,
Som min Sjæl har fyldt med al sin Ild,
Græder du, at Jordens Blomsterflokke
Drog mit Øie fra dit blege Smiil?

✂ Har du ingen Duft og ingen Farve,
Arme Blomst, som vorde kan min Lyst?
Er du kun en tom, en flygtig Larve,
Phantasia aanded i mit Bryst?

✂ Er din spæde Blomstertid alt omme,
Fromme Barn, som ved mit Hjerte laae?
Er du ei den stille Uskyldsblomme,
Jeg engang i Paradiset saae?

✂ Græd ei meer, du Hulde! glem nu Sorgen!
End du staaer en Engel paa min Vei;
I vor Hilsens første Rosenmorgen
Faldt en himmelblaa Forglemmigei.

✂ Er du bleg, og er din Duft kun ringe,
O saa kom, mit Hjerte varmer dig;
Og vi skal i Himmelchor os svinge,
Naar kun trofast du vil elske mig.

SYNER.

✂ Jeg seer et Land, og seer en Fredens Engel
Om Blomsterhaugen. Hænderne at folde,
Den gyldne Aften over Slottet holde
Med Musika for dig, du milde Engel!

✂ Jeg seer en blad- og torneziret Stengel,
Der træder Rosen ud paa grønne Volde;
Jeg seer de ædle Mænd med Kors og Skjolde,
Og hvide Damer - o du Fredens Engel!

✂ Jeg seer et Kirkespiir mod Himlen række,
Og Svanerne omkring paa Floden seile,
En Qvist sig under Nattergale bøie.

✂ Jeg seer en Yngling Elskovsbrevet brække,
Og svanebleg mig selv i Floden speile
Den klare Taare og det dunkle Øie.

KYS OG ANELSE.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

SONETTER. -

✂ I Hjertets Dyb sig dunkle Toner rørte,
En sælsom Drøm den vilde Attraae stilled:
Som svæved lyst i Skye et Helgenbilled,
Skjøndt Nattens Mulm og Taager det omslørte.

✂ Men Morgenen sit Rosenlys fremførte
Og speilte sig i Taaren, som nedtrilled;
Da saae jeg Dig, forklaret var hiint Billed,
Og Engle i Dit Bryst jeg sjunge hørte.

✂ I Dig var Gangen til min Hjemstavn funden
Og alt mit Liv saa saligsødt henrunden,
Til Dine Smiil var - ak! - min Himmel bunden.

✂ Tør jeg da nu den lette Sangens Vinge
Om Fredens gudindviede Celle svinge,
Og dig min dunkle Elskovsrose bringe?

✂ Ei hvo jeg er kan jeg Dig rede gjøre,
Det Gaaden er hvorpaa jeg længst har grundet;
Dog aldrig end er dens Betydning fundet,
Den fattes ene af den Elsktes Øre.

✂ Med kjerllg Sind maa Du paa Sangen høre,
En ædlere Natur har Krandsen bundet;
Hilsen og Afskeed venlig sammenbundet,
At Farvetonen maatte' Hjertet røre.

✂ Og har en Engel, med sin lyse Kjæde,
Alt fængslet Dig paa Livets Ætherbølge,
Jeg tømmer Smertens Kalk med salig Glæde!

✂ I Natten skal mig Phantasia følge
Og blegen Kind i Sørgefloret dølge,
Ved Maanens Lys vi under Pilen græde.

✂ Men straf ei grumt den stille Alf i Skoven,
Fordi den skjult, halv ængstlig, halv forvoven,
Nedkasted Dig sin dunkle Blomst i Skjødet -
Ak, alt for haardt den for sin Daad da bødet!

✂ Fro sidder den i Træets Top foroven,
Og kysser Himlen, speiler sig i Voven;
Et Blik fra Dig, som fyldt med Vrede gløded,
Dybtsaarende dens ømme Fryd borthøded.

✂ Beklag det arme, haabbedragne Hjerte,
145 Hvis ei det har din Agt, Dit Venskab vundet,
Da for Dit Blik mig Nattens Skygger dølge.

✂ Men Helgenskin omkrandse vil min Smerte,
Til Pilgrimsaanden har sin Himmel fundet
Og Dig forklaret evig tør ombølge -

KJENDETEGNET PAA UTROSKAB.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

MINE HAAB.

✂ Herud i Luften, Vingerne at tumle,
Forvovne Haab, I Kraftens spæde Drenge!
Fra Grenen smelter Sneen, og den skumle
Graataage flygter; Vaaren gaaer I Enge.
Forpilnte sad I længenok derhjemme;
Det dunkle Hjerte turde jer ei slippe.
Nu frisk! Lad skingre høit den viltre Stemme!
Slaa Vingen ud, til Trods for hver en Klippe!

✂ Hvor kaade, overgivne dog de larme!
O stærkt forandret har sig nu de ømme,
Barnlige Haab, der laae i Løndoms Arme -
Fast ængste mig de kjæktopvoxne Drømme!

✂ Dog deres Væxt jeg kan ei meer neddæmpe;
Med Liv de storme dristigt hen i Livet,
Og fældes de af Skjæbnens høie Kæmpe,
Med dem jeg syijker blødende i Sivet.

TIL AMANDA.

✂ O du, sorn syg og svag, med bange Taarer,
Den sunde Kjærlighed i Hjertet dulgte,
Som mine vilde Veie gjerne fulgte,
Og hvem mit mørke Sind for ofte saarer.

✂ Dig ønsker jeg, den milde Foraarsvarme
Maa runde Banden rød og fyldig atter,
Og at dig Sangen, Brystets kjælne Datter,
Bortsynger Sorgen, fro i mine Arme.

✂ Med Svaler i sit Haar og grønne Qviste,
Med muntre Trin Foraaret seer jeg komme.
Nu er den dunkle Sørge time omme;
Gud hjelper selv, at Lænkerne kan briste.

✂ Han gjør sin Luft saa blaa, sin Jord saa frodig,
Og alle Skabninger saa fuld af Glæde,
Han siger venlig, du skal ikke græde,
Men ved hans kjære Haand kun vanke modig.

DEN FORKJØLEDE AMÖR.

✂ Ved et Kildespring i den grønne Lund
Sad Hanne og jeg en Morgenstund.
Vi talte om Dit, vi talte om Dat,
En Sommerfugl sig paa min Skulder sat.
Og Solen brændte gjennem Løvet ned,
Saa at Hanne blev baade rød og heed.
Flux kyssed jeg hende paa Kind og Mund:
Min Glut, det er for at skygge kun!
Men længer inde i dybe Dal
Der fløited den lille Fru Nattergal,
Og Hanne saae saa yndig i Søe,
At Sivene vilde af Længsel døe. -
Da pusled det om i det høie Græs,
Og bag en dunkel, dunkel Cypress
En lille Dreng kom vankende frem.
Han bosted bestandigen: hem! hem! hem!
Og naar man lidt nøie paa ham saae,
Havde han to spraglede Vinger paa.
Drengen kjendte jeg da paa en Studs,
Han havde alt spilt mig saamangt et Puds.
Men Hanne kjendte ham endnu ikke,
Og saae paa ham med spørgende Blikke:
Hvem er du da, du søde Dreng?
Søger du Blomster dig her i Eng?
Da stod han ganske forundret stille,
Og med yndig Røst sagde den Lille:
Min smukke Pige, hør paa mit Ord!
Jeg er den bekjendte Gud Amor.
153 Her kan du see mine lette Vinger
Og Pilen, som megen Glæde bringer.
Han vilde tale længere end,
Men saa kom Hosten paa den lille Ven,
Og han blev i Hovedet ganske rød.
Ak, sagde han, det bliver vist min Død. -
Hanne hun blev ret sælsom tilmode;
Paa Elskovsguder hun før ei troede.
Nu kunde hun tage og føle derpaa,
Al Vantro maatte paa Døren gaae.
Hun bukked sig meget medlidende ned:
Ak, kjære Gud, hvor din Kind er heed!
Hun satte ham paa sit Skjød, og smulte
Da han sig op imod Barmen hviilte.
Hvor fik du den slemme Hoste fra?
Hun spurgte kjælent; han svarte da,
Idet han hostede meget stærk:
Min Bedste, det er et skammeligt Værk!
Der var en deilig ung Prindsesse,
Hun gik i Lunden, hvor Faarene græsse,
Klædt som en landlig, naturlig Hyrdinde,
Man kunde ingen skjønnere finde
I hele Egnen deromkring.
Da kom mig i Hjertet en underlig Ting,
Som trak og trak, og ei Ro jeg fik,
Før i den dunkle Skov jeg gik,
Og sagde til hende: min sødeste Pige,
Jeg er en Tjener udi dit Rige.
Fra den Tid skiltes vi aldrig ad;
Jeg Stakkel gjorde Alt hvorom hun bad.
Saa maatte jeg følge til Hoffet med,
Og det er et grumme afskyligt Sted.
154 Snart maatte jeg der i Vinduet staae
Og vise min Pul og spænde min Bue,
Snart maatte jeg paa Comoedie gaae,
At alle Mennesker kunde mig skue,
Og snart i Dandsen fare omkring;
Det var en meget ubehagelig Ting!
I Maanskin paa en aaben Altan,
Der maatte jeg fryse; hun havde sin Plan.
En Kammerjunker stod bag en Qvist,
Og jeg maatte kalde og sige: pist! pist!
Saa blev jeg da ganske forkjølt jeg Arme;
Men længere skjulte jeg ei min Harme.
Jeg løb fra hende, den Troløse, bort
Hvor Skoven ret var dunkel og sort,
Jeg vilde mig sætte ved en Kildebred:
Saa fandt jeg da dette deilige Sted,
Og dig, min Pige, og dig, min Ven;
Saasnart gaaer jeg rigtig ei bort igjen.
Da kyssede Hanne af Hjertensgrund
Den lille Amor paa hans røde Mund;
Og listig rev han det fine Klæde,
Der hang over Barmen i himmelsk Glæde,
Med Haanden løs, og skjulte sig bag
Det tynde Forhæng med megen Behag.
Jeg kikked til ham med nysgjærrigt Blik,
Da sagde han ganske næsviis den Strik:
Jeg holder meget af smaa Eremitter,
Som engang imellem ud kun titter,
Som leve stille, ingetogen
Og ikke forstyrres formeget af Nogen.
Denne Plads er uden Spas, mine Venner,
Den smukkeste jeg paa Jorden kjender,
155 Og derfor har jeg den ogsaa saa kjær,
At jeg vil tage mit Ophold her.
Og spørger Nogen: hvem er det her boer?
Saa svar kun dristig: den lille Amor!

✂ Hanne, som altid er saa god,
Hun kunde ei sige Guden imod,
Og jeg blev ganske henrykt derved;
i oo Hvorfor, sagtens alle Mennesker veed.

FORTABELSE.

✂ Min Sjæl er heed af Længslens Tørst,
Mit Bryst er tomt for Glæde.
Den muntre Fryd forlod mig først,
Nu kan jeg Ikke græde.
Din Jord, min Herregud, er ei
Lysthauge meer, men Tornevei,
Og træt jeg er af Gangen.

✂ O ræk din Haand fra Himlen ned,
At fajelpe mig i Nøden;
Min barnligfromme Kjærliglied
Den drages haardt med Døden.
Løft den til dig, en Englelil,
Op til dit Skjød, o Herre mild!
Mig Arme favner Graven.

MED EN CONFIRMATIONS ROSE.

✂ Lille Rose, vær ei bange!
Du skal Ikke staae tilskamme;
Ydmyg er paa Helligdagen
Kindens søde Purpurflamme.

✂ Lille lykkelige Rose,
Du skal fromt til Kirke vandre,
Der hvor Himlens Børn og Jordens
Hilse venligen hverandre.

✂ Ak, men artig maa du være!
Paa din Vei dig følge ville
Rosmarin og bly Reseda;
Sæt dig kjønt hos dem og stille!

✂ Halvomsløret, op til Hjertet
Maa du gjerne Kinden hvile,
Men kun af en hellig Glæde,
Husk, tør du i Kirken smile!

SYGDOMMEN.

✂ Hvem er du med de askeblege Lokker,
Spæde Glut, som har lagt dig paa mit Leie?
Mon du fløi i den stjerneiyidte Æther
Og slog Hovedet ømt mod Stjernens Kanter?
Har din Moder dig født med dette Sorgsmiil,
Smertens Vidne, omkring de stumme Læber? -
Blegalvorlig du seer i mine Blikke,
Som om sagde du: Arme! jeg er Qvalen
Din, undfanget af Jordens Synd og Brøde.
Men selv Synden er Herrens Tjener, jeg dens
Barn, uskyldig; min Moder er Barmhjertigheden.

DA AMANDA VAR SYG.

✂ Jeg kan ei synge, min Amanda tier;
Jeg kan ei frydes - o Amanda græder!
Til Sorgen sig mit Hjerte nu indvier
Med alle sine unge, friske Glæder

✂ Nu kan ei Øiet smelte meer og funkle,
Ei Læben kysse og med Smilet lege;
Ak, thi Amandas Øine er saa dunkle,
Og hendes Læber er saa syge, blege.

✂ Ei Tankerne kan flagre meer og ile,
De kjære Drømme mig ei finde kunne,
Thi min Amanda kan ei længer smile,
Og hun kan ei for vilde Smerter blunde.

✂ Med Skjælven kun min Haand kan Pennen fatte,
Ned paa Papiret falde mine Taarer;
Thi hendes stakkels Hænder er saa matte,
Og Leiet hendes fine Lemmer saarer.

✂ O gode Gud, giv hende gode Kræfter!
Lad Sundhed komme med sin røde Morgen,
Lad hende blive frisk og stærk herefter,
Saa takker jeg og priser Dig for Sorgen!

BONDEPIGEN.

✂ Jeg bar en Foraarsmorgen
(Se Bind III)

AFSKED.

✂ Farvel, min Fryd, Farvel!
Løb til en anden Hytte!
Du er saa bleg og arm,
Jeg kan dig ei beskytte.

✂ Du høle Herlighed,
Som blev mit Maal og Sigte,
En anden Beiler kaar!
Jeg Arme maa dig svigte.

✂ I mange Sorger smaa,
Som blev mig kjær fortrolig,
Jeg bruger eder ei
Hvor nu jeg fæster Bolig.

✂ Gak bort, mit Haab, gak bort!
Du seer, nu brister Staven;
O kom, min Kjærlighed,
Følg mig til Graven! -

HVIDTFELDT.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

✂

IX

✂

X

✂

XI

ELEGIE.

✂ Hvor min Hauges Grønt i Høsten skrantner og blegner,
Haanen, med vexlet Lys, seer gjennem Grenene ned,
Vanker jeg mild, skjøndt bedrøvet, fulgt af den tause Erindring.
Altid, veed jeg, er Sorg Hjertets forkjælede Barn.
Øiet, som fordumstid kun om Elskov bad for sin Elskov,
Nu med langsomt Blik søger kun Sorg for sin Sorg;
Læben, tung af Veemod, løftet af smertelig Længsel,
Smiler ei mere af Fryd, smiler fortrolig med Qval.
Eensom vanker jeg, stille, fulgt af den tause Erindring,
Maanen, med tvivlsomt Lys, seer gjennem Grenene ned.

SONETT.

✂ Elskte, er du bange for de Døde?
Turde du ei gaae blandt Kors og Grave,
Naar med rædde Farver Dødens Have
Laae ved Midnatstid, og naar den røde

✂ Maane kom, og hilste paa de Døde?
Tyst vi vilde gjennem Mørket rave,
Sætte os paa Stenene de lave,
Høre Træet suse i det Øde.

✂ Og naar ret vi vare angst og bange,
Vilde vi af Hjertet græde, gyse,
Bede og hinanden fromt omarme. -

✂ Thi naar rædsomst stirrer Farens Slange,
Naar af Skræk og Gru vort Blod vil fryse;
Luer høiest Kjærlighedens Varme.

BØN.

✂ Tag ei fra mig dine kjære Hænder!
Vend ei bort dit milde Frelser-Øie!
Naadig du paa Korset Hovdet bøie
For min arme Sjæl, som syndig brænder.

✂ Sundhed, Ro og Fryd sig fra naig vender.
Paa min Ungdoms før saa stille Høie
Vilde Furier med Fakler støie.
Elskov ei mit dunkle Aasyn kjender.

✂ For os alle bløder du og lider;
O jeg slog dit Bryst en blodig Vunde,
Da jeg brød af Syndens hede Frugter.

✂ Angerfuld den svage Haand jeg vrider,
Øiet ei for Nag og Qval kan blunde -
Frels mig, frels fra disse Slangebugter!

SKJØN ANNA.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

✂

VII

✂

VIII

AFTENSANG.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V

✂

VI

OM MIN MUSE.

✂

I

✂

II

✂

III

✂

IV

✂

V