↩
I et Spring stod Per nu Øje til Øje med Hans Nielsen. Med Skjæret af
Barndomshjemmets Brand i sine Træk raabte han, saa alle kunde høre
det:
"Hvad der her er sket, skal du komme til at angre
paa dine Knæ, Hans Nielsen! Du er ikke at regne for andet end som en
Mordbrænder! Hvor har du gjort af mine fattige Forældre? A kræver dje
Liv af din Haand! - Lige siden a kan huske, har du og dine
Standsfæller her i Kommunen drevet Handel og Prang med dem og deres. Din Bestilling har
alle Dage været den at gjøre vi Smaafolk Brødet saa surt som muligt. Nu
har du drevet dine Kunster for vidt! For at spare nogle lumpne Øre er du
i Dag bleven Skyld i to Menneskers forfærdelige Død. Du tror, du kan
tillade dig, hvad du vil, men du har i Dag forregnet dig, Hans Nielsen!
Na skal der snart blive gjort en Ende paa dine Handeler; a skal sørge
for, te du skal blive sat der, hvor du hverken ser Sol eller Maane, din
- - Mordbrænder!"