Aakjær, Jeppe Uddrag fra VREDENS BØRN

↩ Det var en af de henrivende Septemberdage, da Himlen ligner et blaat Hav med Hundreder af Skyøer, der alle gaar med det hvideste Skum om Randene; milevidt var Jorden spættet af Lys og Skygge, næsten som det hvidbrogede Kvæg dernede i Engene. Kirken lyste mellem grønne Træer, og Møllen spærred sine Arme vidt ud som for at favne al Vinden, men Vinden pusted den bare kjælent op under dens graa Hat; det kjendtes næppe mere, end som naar en ung Kvinde leende blæser ind i sin Elskedes Skjæg.