Aakjær, Jeppe FRA SVENSK.

FRA SVENSK.

TRE BIBELSKE VISER. (C. M. Bellman.)

I.

JOACHIM udi Babylon
havde en Hustru, Susanne.
:, Hæv din Kande, , :
tøm den redebon!
Joachim var en gjennemhæderlig Mand,
Fruen saa hæderlig omtrent som han.
:, H j ærter mange ,:
stak den Glut i Brand.

Takkes skal du, Susanne kjær,
Skaal for hver dydelig Mage!
:, Lad os smage ,:
nu paa Mosten her!
Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor,
Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor,
:, lad os synge, ,:
Skaalen er saa stor.

Joachim kunde - efter Skriftens Ord -
føre det herligste Leven,
:, give Greven ,:
ved et veldækt Bord.
Fru'n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag,
hungrige Friere hver evige Dag!
:, Hurra, Gubber ,:
for saa godt et Lag!

Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog:
Naar Kalaserne tystne,
:, tvende Lystne ,:
Kreds om Fruen slog.

251

Gubberne kryber om hinanden tyst,
Troskab bor dog i Susannas Bryst,
:, Afslag ramte ,:
deres fule Lyst.

Joachim havde under Havens Træ'r
dannet det yndigste Eden;
:, Middagsheden , :
fandt Susanna der.
Rundt om en Dam stod der Ege og Lind,
skjønne Susanne tog Bad som en Hind;
:, naar hun plasked, ,:
titted Liljer ind.

Stod to Skalke bag Lindes Læ,
lured paa Joachims Frue,
:, tændt i Lue ,:
af saa sødt et Knæ.
"Hej," hvæsed Skalken til sin Medskalk frem,
"Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!"
:, To Kanaljer ,:
var de i hvert Lem.

Let forstaar man de Skalkers Trik,
hvad de havde i Sinde.
:, Hofter trinde ,:
daared mangt et Blik!
Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt,
Laas var for Porten og Vagten kaldt,
:, Blodets Hede , :
fjorten Grader faldt!

Saâ gik Dyden sin Sejersgang;
Himlen Susanne belønne!
:, Blandt de Skjønne ,:
hun har dobbelt Rang.
Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv!
Vakre smaa Hjærter, - søde Tidsfordriv!
:, Lad os drikke , :
uden Larm og Kiv.

252

II.

En Potifars Hustru saa daarende kjær
lønligt for Josef mon sukke,
ta'r ham om Armen og hvisker saa nær:
"Bliv her, bliv her!"
En Rose saa dejlig, som slet ikke stak,
stod For vor Josef at plukke,
men som en Lømmel han ofred sin Frak,
- jo, Tak, jo, Tak!
Ak, om jeg sattes i Josefs Sted,
jeg løb knapt et Fjed.

Men Josef, den Taabe, ad Døren han for,
Nymfen hun vinker og beder.
Aldrig i Verden en Daare saa stor
har traadt vor Jord.
Frit æde og drikke i Potifars Sal,
Ild paa Kaminen af Ceder,
ingen Dueller og ingen Rival
med Kvalm og Kval.
Skaal for den Frue i Potifars Arm,
hun sover saa varm.

Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik
flyed, afskyed med mere,
derfor benovet ved Skjønhedens Blik
hans Mod slog Klik.
Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én
Potifar var mellem flere,
søvnig i Sengen, og tynde hans Ben,
en Glut til Mén.
Skaal for den Frue i Potifars Hus,
hun kranse vort Krus!

III.

:, Gubben Noa ,: var en Hædersmand;
straks han kom fra Arken
han plantede i Marken
:, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han.

253

:, Noa ro'de ,: fra sin gamle Ark,
fyldte sine Tasker
med Bimpler og med Flasker
:, for at drikke ,: paa den grønne Mark.

:, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var
tørstig af Naturen,
Folk som Fæ i Furen,
:, derfor Gubben ,: Vinen plantet har.

:, Mutter Noa ,: var en Hædersfru,
gav sin Mand at drikke,
lod i Fred ham hikke;
:, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du!

:, Aldrig sa' hun ,: "Kjære Far, saa, saa!
Sæt nu fra dig Kanden!"
Nej, med Kys paa Panden
:, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa.

:, Gubben Noa ,: havde fagert Haar;
Fip paa Dobbelthagen,
Kinder som Skarlagen;
:, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar!

:, Herlig var da , : denne grønne Jord;
hver blev budt det Bedste;
ingen tørstig Næste
:, sad og hængte ,: ved et duget Bord.

:, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær,
ej hin dumme Lære:
"Jeg skal ha' den Ære - -"
:, Nej, til Bunden ,: drak man ud - som her!

1907.
254

DET FØRSTE KYS. (Joh. L. Runeberg.)

I Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen,
fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen;
Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes
naar første søde Kys den Elskte skjænkes,
og Himlens rene Datter hørtes svare:
Til Jorden titter Lysets Engleskare
og ser afspejlet deres egne Glæder,
blot Døden vender Øjet bort - og græder.

1890.

DE FANGNE. (Joh. L. Runeberg.)

PAA den røde Elvebund
fiskede en Yngling Perler,
fandt en Perle, blaa som Himlen,
og saa rund som Himlens Stjerne.

Men en Pige laa i Perlen,
og hun bad en Bøn og sagde :
"Offer dog din Perle, Yngling,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
et taknemligt Blik i Stedet
jeg dig for min Frihed skjænker."
"Nej ved Gud, min søde Pige,
Perlen er dog altfor kostbar;
bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre." -
Sønderbrød hun sagte Skallen,
Morgenrøden lig i Skjønhed
255 skjød hun op ved Guttens Side,
gyldne Lokker dulgte Panden,
Rosenblod i Kinden gløded. -
Stum i hendes Skjønhed fanget
stod i trende Timer Gutten.
Da den tredie var omme,
bad han tyst en Bøn og sagde:
"Offer dog din Skjønhed, Pige,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
og dig en taknemlig Taare
vil jeg for min Frihed skjænke.

"Nej, ved Gud, du søde Yngling,
Perlen er dog altfor kostbar.
Bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre !"

1890.

JEG SER PAA TERNERNES SKARE. (Joh. L. Runeberg.)

JEG ser paa Ternernes Skare,
jeg spejder og spejder bestandig,
den skjønneste vil jeg vælge
men fejler dog stadig i Valget.
Den ene har klarere Øjne,
den anden friskere Kinder,
den tredje har fuldere Læber,
den fjerde har varmere Hjærte.
Saa findes ej én som savner
det noget, som fængsler mit Hjærte;
jeg kan ikke én forskyde -
o, turde jeg kysse dem alle!

1890.
256

SMAAVERS. (Joh. L. Runeberg.)

YNGLINGEN blev femten Aar - og tro'de
ej endnu at Elskov var i Verden,
og han leved fem Aar til og tro'de
ej endnu at den var til i Verden.
Kom da brat en underdejlig Pige,
som i nogle Timer Gutten lærte,
hvad i tyve Aar han ikke fatted.

Pigen kom fra Mødet med den Elskte,
kom med røde Hænder. Mod'ren spurgte:
"Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?"
Pigen sagde: "Jeg har plukket Roser,
paa dens Torne revet mine Hænder."
Atter kom hun fra sin Elskers Møde,
kom med røde Læber. Mod'ren spurgte:
"Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?"
Pigen svared: "Jo, jeg har spist Jordbær,
deres Saft har farvet mine Læber."
Atter kom hun hjem fra Stævnemøde,
kom med blege Kinder. Mod'ren spurgte:
"Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?"
Pigen svared: "Red en Grav, o Moder,
gjem mig der og sæt et Kors derover,
og paa Korset rist de Ord jeg siger:
Én Gang kom hun hjem med røde Hænder,
thi de rødmed mellem Elsk'rens Hænder;
én Gang kom hun hjem med røde Læber,
thi de rødmed ved den Elsktes Læber;
senest kom hun hjem med blege Kinder,
de blev blege ved den Elsktes Utro."
257 Ved en Piges Vindu stod en Yngling
trende lange, lyse Sommernætter,
lokkede og bad om at bli' indladt.
Første Aften fik han Skjænd og Trusler,
anden Aften fik han Graad og Bønner,
tredje Aften fik han Vindvet aabnet.

1890.

OJAN PAVO. (Joh. L. Runeberg.)

STOR var Tavastbonden Ojan Pavo,
stor og vældig iblandt Finlands Sønner,
støt som en med Gran bevoxet Klippe,
djærv og rask og kraftig som en Stormvind.
Træer havde han med Rødder oprykt,
tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft,
løftet Heste over høje Gjærder,
knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa.
Og nu stod den stærke Ojan Pavo
stolt og vældig frem paa Lagmandstinget.
Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket
som den høje Fyr imellem Smaaskov.
Og han løftede sin Røst og sagde:
Hvis her findes en, af Kvinde ammet,
som formaar at holde mig paa Stedet
saa jeg ikke røre mig af Flækken,
han maa tage mine fede Agre,
han maa have mine Sølveskatte,
han maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave.
Saa til Folket talte Ojan Pavo;
men forskrækked' stode Byens Karle
tavse i den stolte Ojans Nærhed,
og der traadte ingen frem imod ham.
Men med Kjærlighed og med Beundring
saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe,
thi han stod, den stærke Ojan Pavo,
som den høje Fyr imellem Smaaskov,
Øjet straalte som en Himlens Stjerne
258 og hans Pande lyste klar som Dagen,
og hans gule Haar sank mod hans Axler
som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet.
Men af Kvindeflokken fremstod Anna,
hun den skjønneste af Egnens Piger,
herlig som den lyse Dag at se paa.
Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo,
slog omkring hans Hals de runde Arme,
nærmede sit Hjærte til hans Hjærte,
pressede hans Kind mod sine Kinder
og saa bød hun ham at slide løs sig.
Men den stærke Yngling stod besejret,
kunde ikke røre sig af Flækken
men kun sige aandeløs til Pigen:
Anna, Anna, du har vundet Prisen,
du maa tage strax min rige Bopæl,
du maa have mine Sølveskatte,
du maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje.

1890.