TRE BIBELSKE VISER.
(C. M. Bellman.)

DET FØRSTE KYS.
(Joh. L. Runeberg.)

✂ I Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen,
fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen;
Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes
naar første søde Kys den Elskte skjænkes,
og Himlens rene Datter hørtes svare:
Til Jorden titter Lysets Engleskare
og ser afspejlet deres egne Glæder,
blot Døden vender Øjet bort - og græder.

DE FANGNE.
(Joh. L. Runeberg.)

✂ PAA den røde Elvebund
fiskede en Yngling Perler,
fandt en Perle, blaa som Himlen,
og saa rund som Himlens Stjerne.

✂ Men en Pige laa i Perlen,
og hun bad en Bøn og sagde :
"Offer dog din Perle, Yngling,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
et taknemligt Blik i Stedet
jeg dig for min Frihed skjænker."
"Nej ved Gud, min søde Pige,
Perlen er dog altfor kostbar;
bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre." -
Sønderbrød hun sagte Skallen,
Morgenrøden lig i Skjønhed
255 skjød hun op ved Guttens Side,
gyldne Lokker dulgte Panden,
Rosenblod i Kinden gløded. -
Stum i hendes Skjønhed fanget
stod i trende Timer Gutten.
Da den tredie var omme,
bad han tyst en Bøn og sagde:
"Offer dog din Skjønhed, Pige,
bryd mit Fængsel, lad mig fare,
og dig en taknemlig Taare
vil jeg for min Frihed skjænke.

✂ "Nej, ved Gud, du søde Yngling,
Perlen er dog altfor kostbar.
Bær med Taalmod du din Lænke,
mange bærer én langt værre !"

JEG SER PAA TERNERNES SKARE.
(Joh. L. Runeberg.)

✂ JEG ser paa Ternernes Skare,
jeg spejder og spejder bestandig,
den skjønneste vil jeg vælge
men fejler dog stadig i Valget.
Den ene har klarere Øjne,
den anden friskere Kinder,
den tredje har fuldere Læber,
den fjerde har varmere Hjærte.
Saa findes ej én som savner
det noget, som fængsler mit Hjærte;
jeg kan ikke én forskyde -
o, turde jeg kysse dem alle!

SMAAVERS.
(Joh. L. Runeberg.)

✂ YNGLINGEN blev femten Aar - og tro'de
ej endnu at Elskov var i Verden,
og han leved fem Aar til og tro'de
ej endnu at den var til i Verden.
Kom da brat en underdejlig Pige,
som i nogle Timer Gutten lærte,
hvad i tyve Aar han ikke fatted.

✂ Pigen kom fra Mødet med den Elskte,
kom med røde Hænder. Mod'ren spurgte:
"Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?"
Pigen sagde: "Jeg har plukket Roser,
paa dens Torne revet mine Hænder."
Atter kom hun fra sin Elskers Møde,
kom med røde Læber. Mod'ren spurgte:
"Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?"
Pigen svared: "Jo, jeg har spist Jordbær,
deres Saft har farvet mine Læber."
Atter kom hun hjem fra Stævnemøde,
kom med blege Kinder. Mod'ren spurgte:
"Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?"
Pigen svared: "Red en Grav, o Moder,
gjem mig der og sæt et Kors derover,
og paa Korset rist de Ord jeg siger:
Én Gang kom hun hjem med røde Hænder,
thi de rødmed mellem Elsk'rens Hænder;
én Gang kom hun hjem med røde Læber,
thi de rødmed ved den Elsktes Læber;
senest kom hun hjem med blege Kinder,
de blev blege ved den Elsktes Utro."
257 Ved en Piges Vindu stod en Yngling
trende lange, lyse Sommernætter,
lokkede og bad om at bli' indladt.
Første Aften fik han Skjænd og Trusler,
anden Aften fik han Graad og Bønner,
tredje Aften fik han Vindvet aabnet.

OJAN PAVO.
(Joh. L. Runeberg.)

✂ STOR var Tavastbonden Ojan Pavo,
stor og vældig iblandt Finlands Sønner,
støt som en med Gran bevoxet Klippe,
djærv og rask og kraftig som en Stormvind.
Træer havde han med Rødder oprykt,
tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft,
løftet Heste over høje Gjærder,
knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa.
Og nu stod den stærke Ojan Pavo
stolt og vældig frem paa Lagmandstinget.
Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket
som den høje Fyr imellem Smaaskov.
Og han løftede sin Røst og sagde:
Hvis her findes en, af Kvinde ammet,
som formaar at holde mig paa Stedet
saa jeg ikke røre mig af Flækken,
han maa tage mine fede Agre,
han maa have mine Sølveskatte,
han maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave.
Saa til Folket talte Ojan Pavo;
men forskrækked' stode Byens Karle
tavse i den stolte Ojans Nærhed,
og der traadte ingen frem imod ham.
Men med Kjærlighed og med Beundring
saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe,
thi han stod, den stærke Ojan Pavo,
som den høje Fyr imellem Smaaskov,
Øjet straalte som en Himlens Stjerne
258 og hans Pande lyste klar som Dagen,
og hans gule Haar sank mod hans Axler
som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet.
Men af Kvindeflokken fremstod Anna,
hun den skjønneste af Egnens Piger,
herlig som den lyse Dag at se paa.
Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo,
slog omkring hans Hals de runde Arme,
nærmede sit Hjærte til hans Hjærte,
pressede hans Kind mod sine Kinder
og saa bød hun ham at slide løs sig.
Men den stærke Yngling stod besejret,
kunde ikke røre sig af Flækken
men kun sige aandeløs til Pigen:
Anna, Anna, du har vundet Prisen,
du maa tage strax min rige Bopæl,
du maa have mine Sølveskatte,
du maa eje mine mange Hjorde
og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje.