Aakjær, Jeppe FRA VÆRMLANDSK.

FRA VÆRMLANDSK.

BREMSENS MØSSE*). (F. A. Dahlgren.)

OG Bremsen han fôr til Marked engang,
der fik han den grønneste Møsse,
og saa fløj han hjem og summed og sang -
og hjemme han havde i Tøsse.

Men bedst som han fløj saa tænkte han brat:
"Nej har jeg nu faa't mig en Møsse,
saa skal jeg da komme som Ka'l for min Hat
og ej som et Fjols til Tøsse."

* 259

Saa svang han sig op og red paa en Kalv.
"Hejhop!" han svinged sin Møsse.
Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv
og kiled afsted mod Tøsse.

Det gik som en Røg, det gik som en Dans,
"Hejsa!" paa Vej til Tøsse,
og Kalven den rejste i Vejret sin Svans
og løb som skudt ud af en Bøsse.

Og da de nu kom til Gusted Kro,
hovsa! paa Vej til Tøsse,
tog Bremsen en Snaps saa god som to,
for Kalven monne han kysse.

Og da de saa kom til Aamelsstad,
hovsa! paa Vej til Tøsse,
stod dér Borgmester og Raad i Rad
og bukked for Bremsens Møsse.

Men Bremsen jog bort i rygende Trav
og letted end ej paa sin Møsse,
og Kalven afsted uden Bu eller Bav
med Halen hejst imod Tøsse.

Og da de var kommen til Torpendam,
det Gjæstgiversted i Tøsse,
blev Bremsen atter iwont for en Dram
og vilde strax Kalven kysse.

Men Kalven han slog med Rumpen bagud:
"Se saa gaar det til i Tøsse !"
og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud
saa ratsch! sa' hans grønne Møsse.

Og Bremsen han himled med "Ak" og med "Av",
i Grøften der laa hans Møsse,
og Oxer og Svin de danser paa hans Grav,
og saadan gjør hele Tøsse!

7/7 1904.
260

GRISEN. (F. A. Dahlgren.)

OG sen sprang gryntende langs et Stakit,
Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf!
"Jeg kan ej andet tro, end det gi'r sig om lidt."
Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!

Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa.
"Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa."

Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb:
"Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!"

Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot:
"Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!"

Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:
"Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!"

Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej:
"Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!"

Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.
"Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt."

Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét:
"Nej varer dette længe, jagu' saa bli'r jeg svedt!"

Og Grisen han rendte fra et og til to:
"Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi'r mig ingen Ro."

Og Grisen galoperer fra to og til tre.
"Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!"

Der rendte han - og rendte sine Kløver itu.
Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf.
Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu :
"Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!"

7/7 1904.
261

KJÆRESTE-HANDEL. (F. A. Dahlgren.)

OG ne paa Bjærg havde Kjæresten Palle
filo filobo filibombombom,
men Line fra Sverr'g satte ham over alle,
filo filibo filibom.

Ja, Stine," sa' Line, "ifald jeg maa faa ham,
saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham."

"Saa tag ham," så' Stine, "ifald du betaler
for hele Fyren ti smaa Rigsdaler."

"Nej jøsses," sa' Line, "hvor Folk kan vær' gale!
hvem saa du for Kjærester saadan betale?"

"Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke,
men giv saa det halve - og dermed til Lykke!"

"Jotak," sagde Line, "fem Daler paa Tælling!
den Ka'l skal nok ikke være en Skrælling."

"Det var da som Pokker til Prutten," sa' Stine,
"tilsidst vil du under Rigsdal'ren mig pine."

"Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde,
jeg gi'r dig mit Kammerdugs-Forklæd' for Palle."

"Lad gaa," sagde Stine, "skjønt næppe jeg skuld'et;
det Forklæde der er jo gnavet og hullet."

Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet,
"den Kjærest' kund' Fjolset helt gratis ha' faaet.

For Palle... Ja var der ett anne Raa' med ham,
filo filobo filibombombom,
saa gav jeg et Forklæd' for at bli' aa med ham!"
filo filibo filibom.

1904.
262

STINES PARASOL. (F. A. Dahlgren.)

OG Stine og Mads drog til Byen paa Stand,
og Jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,
en Part af hans Hjærte hun havde i Vold;
saa gav han sin Stine en Solparasol.

Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur,
da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;
saa skulde Stockholm i hver eneste Fold
se hende gaa rundt med sin Solparasol.

Og Søndag paa Søndag kom stadig paany,
men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,
og Stine hun syntes den Glæde var gold
at traske i Graavejr med Solparasol.

Hun klaged' til Mads: "Nej om jeg det forstaar,
hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.
Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,
saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!"

Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,
han svared': "Du skinner saa mageløs bovn,
at blot du gaar over en Plads eller Vold,
maa Solen ta' Tilflugt til Solparasol."

1904.