Larsen, Karl Udenfor Rangklasserne

Udenfor Rangklasserne

Karl Larsens sproglige studier danner bund for hans Københavnerfortællinger. Han benytter både argot, slang og jargon i karakteristikken af sine personer. Hvor meget Karl Larsens stigende sikkerhed i det talte sprog kom til at betyde for hans fortællinger, kan man se ved at sammenligne Egskov-episoden fra Circler 1893 (Tillæg s. 209), og Egskov-fortællingerne i Udenfor Rangklasserne 1896.

Men Karl Larsen arbejdede i lige så høj grad med kortprosaens stilistiske og kompositoriske problemer. I 1893 træder Egskov først frem efter en noget for omstændelig forberedelse. I 1896 lader forfatteren ham straks træde frem på scenen med en smældende replik: »Hvor i Helvede har du gjort af min hvide Vest? sagde den gale Baron Cronenschiold til mig, og han hen til Skabet og ud med alle Vestene paa Gulvet: Er det den, din Laban, eller tror du, det er den? Og saa smed han dem, sorte og blaa og Uniformsveste, li'saa fort, han kunde, hen ad Gulvet.«

Det er et gennemgående træk i Udenfor Rangklasserne, at prosaen er dramatisk. Personerne placeres i situationer, som læseren har let ved at visualisere, og deres replikker er så dynamiske, at de aftegner personernes krop og bevægelser i det øjeblik, replikken falder.

Karl Larsen var først og fremmest prosaist og har kun få gange brudt med sin prosatradition. I Udenfor Rangklasserne findes overraskende en lille digtkreds med titlen Stoddere. Den er i sine temaer tilsyneladende i overensstemmelse med Karl Larsens proletarskildringer på prosa. Men digtkredsens Jeg er langt mer pessimistisk og tungsindig end Kresjan Vesterbro. Han har heller ikke Kresjans evne til at komme i kontakt med andre mennesker, han lukker sig tværtimod inde med sit tungsind. En vis galgenhumor holder ham oppe, men vel især hans kærlighed til Marie. Hans følelser er af en anden karat end Kresjans kærestesorger. Men digtkredsens Jeg adskiller sig på afgørende 235 vis fra Kresjan Vesterbro. Han virker som et postulat, fordi der ikke er overensstemmelse mellem hans dybe sociale elendighed og hans næsten akademiske, rigsdanske sprog. Stoddere er i stil med Holger Drachmanns socialrealistiske digtning i 1890'erne og viser den store forskel på den ældre generations realisme og Karl Larsens i prosaværkerne.

Da Karl Larsen udvidede Egskov-episoden i dreier og skabte Egskovs Iliade i Udenfor Rangklasserne, søgte han at indpasse de nye fortællinger i den gamle, så de tilsammen gav Egskovs levnedsløb fra tidlig ungdom til manddom. Kunststykket lykkedes - til et vist punkt.

Efter soldatertiden bliver Egskov tjener hos baron Karl Rosenhjelm, og efter baronens død får han tjeneste hos baron Cronenschiold på Tangegaard. Derefter følger hans tid som tjener, først hos den gamle enkegrevinde og dernæst hos konferensråden. Så drager han til København, bliver ringforlovet, og parret lægger planer om at starte en vognmandsforretning. Men forlovelsen går i stykker, og der bliver intet af forretningen.

En tid går Egskov arbejdsløs i København og klarer sig med småfiduser, bl.a. handler han med prinsen. Han oplever et lykkeligt halvt år som karl på Jyske Avis's trykkeri i Ålborg. Efter nogle småjobs i samme by drager han til Amerika. I Staterne er han cowboy en uges tid, oplever sløje tider i New York, men får så arbejde hos en landmand. På grund af sit kæresteri med landmandens kone må han stikke af og drager rundt i Syd-Carolina med »et Selskab«, der fremviser panoramaer. Efter fem måneder i USA får han skibslejlighed hjem ved at arbejde på et russisk skib.

Da Egskov bliver gift og etableret som marskandiser, ophører enheden i de to fremstillinger. I Circler går forretningen dårligt, konen kan ikke overkomme arbejdet, og Egskov bliver fordrukken. Ægteparret har tre børn, en dreng og to piger. En lille pige ved navn Camille er død, men sønnen Johannes Ewald nævnes ikke. Til sidst opgiver Egskov, anbringer kone og børn hos familien i Ringsted og drager selv alene til Amerika for anden gang.

I den sidste historie i Udenfor Rangklasserne har Egskov ganske vist haft den sorg at miste sit kønneste barn, men ellers har han det godt. Konen er et jern til at arbejde, og Egskov har råd til at holde karlen Frederik til at gøre alt det arbejde, han selv ikke gider gøre. Der er ikke sparet på udgifter til det syge barn, og intet tyder på, at forretningen ikke går godt.

236

I den sidste Egskov-historie i Tilskueren 1900 bekræftes den opadgående linje fra 1896. Den midaldrende Egskov har lagt sig ud og er blevet et hjemmemenneske. De mange beværtningsbajere er blevet afløst af hyggelige sherrystunder med opbyggelige diskussioner om livet og døden m.m. Men bag den »vakte« evangelist lever den slagfærdige tjener Egskov stadig. Han fortæller, at konkurrenten »halte Lund« har talt ved et møde i menigheden over ordet: »- - - vi skal ikke bygge faste Boliger, for Herren kommer snart« - -, hvortil Egskov bemærker: - - -»Og saa to Dage efter gaar han hen og køber selv en Villagrund ude paa Jagtvejen.«

I 1896 havde Egskov-fortællingerne undertitlen Af Hans Peter Egskovs Hiade. Forfatteren drager en ironisk parallel til Homers berømte heltedigt. Den centrale skikkelse i dette epos er Achilles, som beherskes af to ambitioner: han vil eje alle skønne kvinder og vinde den største krigerære i grækernes kamp mod trojanerne. Når noget går Achilles imod, bliver han enten ustyrligt rasende, eller han græder ynkeligt og påkalder sin moders hjælp. Thetis har fået Achilles efter et eventyr med Zeus, og hun kan altid finde støtte hos den øverste Gud til at hjælpe sin søn.

Egskov er ikke af fornem herkomst, men er måske som Achilles frugten af et uægteskabeligt forhold. Han er ambitiøs og kvindekær som den græske helt, men kan ikke søge hjælp hos en indflydelsesrig mor. Hans altid redebonne støtte er hans utrolig flittige og selvfornægtende kone. Egskovs Iliade må da forstås som hans eventyr i det gamle København, med de mange små beværtninger, med fremmede søfolk og gadens løse piger.

I 1909 udgav Karl Larsen Søndagsbørn og Hverdagsmennesker, hvori han havde samlet alle de fortællinger, som han indtil da havde skrevet. Han medtager Circler, men ikke I det gamle Voldkvartér. Fortællingerne, hvoraf en del kun havde været trykt i tidsskrifter, er inddelt i grupper med forskellige karakteriserende overskrifter. Udenfor Rangklasserne er splittet op, så Egskov-fortællingerne danner én gruppe, mens resten er blandet med andre fortællinger under overskriften Sære og snurrige Folk. Kresjan Vesterbro er anbragt i gruppen Københavnske Proletarer.

Karl Larsen har lavet en lille navneændring, så Egskov nu hedder Egeskov. Desuden har han strøget undertitlen fra 1896 til fordel for 237 en ny: En moderne Henrik. Egskov-fortællingen fra Tilskueren 1900 er medtaget og danner afslutningen på fortællekredsen.

Sammenligningen med Holbergs Henrik er ikke ganske heldig. Holberg har skabt et helt galleri af Henrik-figurer, og de er ikke kalkerede over hinanden. Hvis man ville prøve at samle dem alle til én figur, ville den komme i splid med sig selv og gå i stykker. Karl Larsen har ret i, at der er fælles træk hos Hans Peter og mange Henrik'er, men det gælder hovedsageligt for den periode, da Hans Peter er tjener. I det øjeblik han slår sig ned som forretningsmand i København, holder ligheden op. Karl Larsen beholdt den nye undertitel i Udvalgte Skrifter, II, 1921.

I Tolderen i det hellige Land har Karl Larsen skabt en figur, som er helt anderledes end Egskov. Det er ikke blot Jansens sprog, der er gennemsyret af hans tid i marinen, hele hans livssyn er præget af de mange år til søs. Han har f eks. et bestemt »Reglement« for sin husførelse, og dette har han svært ved at få sine skiftende husholdersker til at overholde.

Som ung marinesoldat har han af sin chef, »vor Far«, som det hedder i marinens argot, lært, at et menneske er sat her på jorden for at passe sit arbejde, så Jansen foragter folk, som ikke følger dette bud. Han har uden kritik overtaget sin kaptajns religion og har levet godt på den. Han føler sig også parat til at dø på den og roligt vente, til »den Gamle deroppe« vil afmønstre ham.

I marinen har han imidlertid også lært at foragte bønder. Marinens skældsord er præget af den dybeste foragt for alt, hvad der hører landjorden til, skriver Karl Larsen i Soldatersprog til Lands og til Vands. »- - - Bonde - - - rummer til Orlogs en endnu dybere Mistillid og

Haan end blandt Landmilitæret - - -«. Fortiden til søs gør derfor Jansen til en ensom mand i det bondesamfund, han nu bor i. Denne isolation uddybes end mere af hans store uvilje mod missionen, som har en dominerende stilling i området. Han finder den skadelig, dels fordi den tillader ulærde bønder at prædike, dels fordi bønderne spilder alt for megen kostbar tid ved at gå til gudelige møder uden for de reglementerede gudstjenester.

Jansens største fornøjelse efter hjertevennen kaptajn Ortveds død er at sidde på bænken foran sit hus og se folk gå forbi på landevejen. Han er en af de stille eksistenser, som Herman Bang havde gjort så populære.