Denne nyetablerede harmoni i det dansk-nordiske åndspræg opfattes som grundlæggende munter og sundt-naiv og tilskrives først og fremmest Oehlenschläger, der allerede af P.O. Brøndsted i 1805 (men først trykt 1810) får følgende skudsmål: "Die dänische Litteratur hat nichts Phantasiereicheres, nichts Innigeres und Herzlicheres, mit einem Worte, nichts Göthischeres, als die Romanzen dieses jungen genialischen Dichters", hvorpå denne poesi modstilles Schack Staffeldts "kranke, aber selbst in ihrer Krankheit gewaltige und zügellose Phantasie", der ikke tåler at blive efterprøvet af "ruhigeres Nachdenken und Gefühl" (Brøndsted: "Schöne Redekünste der Dänen", 1810, s. 1160 f.).