Skellet ca. 1850
Tiden efter 1850 frem til 1870, som Dietrichson ikke kunne tage stilling til, blev påfaldende hurtigt karakteriseret med ord som "Overgangstid" (T. Ström: Dansk Literaturhistorie, 1871, s. 266), "Epigontid" (Fr. Winkel Horn: Dansk Literaturhistorie, 1883, s. 125) eller "Periodens Afslutning" (P. Hansen: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. II, 1886, s. 541), evt. som "Romantisk Efterklang" (Georg Christensen: Den danske Litteraturs Historie, bd. II, 1916, s. 107). Vilh. Andersen fremhæver det folkelige og danske ved perioden, men også, at den er uden "Fører" (Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. IV, 1925, s. 788), hvilket stemmer med Billeskov Jansens tale om "Manglen paa nye Talenter" i denne periode, som han benævner "Folkelig Romantik og Romantisme" (Danmarks Digtekunst, bd. III, 1958, s. 363 f. og 367). Blandt debutanterne fra disse år bør dog bemærkes Chr. Richardt, Vilhelm Bergsøe og ikke mindst H.E. Schack, ligesom det må erindres, at bl.a. Goldschmidt, Hauch og Paludan-Müller publicerede nogle af deres vægtigste værker i disse år. Men man må nok konkludere, at mens eftertidens billede af hele tidsrummet 1800-70 ikke har ladet sig vejlede af Georg Brandes' ord om "Reactionens Sump" (jf. ovenfor), kan litteraturhistoriernes beskrivelse af dets sidste delperiode nok siges at ligge på linje med den opfattelse, der formentlig har ligget bag den unge Brandes' polemiske felttog mod hele den forløbne del af århundredet. Samtidig kan man notere, at nedskrivningen af de sidste tiår inden det moderne gennembrud svarer til den gennemgående lave vurdering af det sene 1700-tal som forspil til behandlingen af det romantiske gennembrud; de store gennembrud stilles i relief ved at skildres på baggrund af en umiddelbart forudgående, lavt vurderet periode.