Tydeligst står billedet af en 'Heiberg-skole', der optræder jævnligt fra midten af 1860'erne, således i F. Dahlerups Oversigt over Danmarks Literatur- og Sprog-Historie (1866, s. 135 ff.). Dels ses den - til forskel fra Oehlenschlägers og andre ældre digteres indholdsæstetik - som en form-skole, der allerede i samtiden (1836) af antagonisten Blicher karakteriseres som "Formskjærerlauget" (Samlede Skrifter, bd. XXXI, 1932, s. 196); under denne synsvinkel manifesterer 'skolen' sig ved Heibergs kritiske behandling af Oehlenschlägers Væringerne i Miklagard (1827) og efterhånden digterkongens samlede forfatterskab. Dels sættes den i relation til den ovennævnte drejning o. 1825 i retning af en større interesse for den lokale virkelighed; dette sidste fremkaldte dog, uden større held i øvrigt, en heftig protest fra Clemens Petersen (Fædrelandet, 29.9.1866). Til Heiberg-skolen henregnes ud over dens hovedmand først og fremmest fru Gyllembourg, Carl Bernhard, Henrik Hertz og Paludan-Müller, undertiden også med forbehold Chr. Winther og H.C. Andersen; men der råder betydelig forvirring om disse sidstes tilhørsforhold til denne 'skole'.