Flemming Conrad Romantik (1800-1870) og Romantik (1800-1870)

Prosaens genrer

Generelt er som allerede nævnt versdigtningen dominerende frem til o. 1825. Frem til da bygger de relativt få større prosaværker på gammelnordisk sagn- og sagastof og er i et vist omfang saga-pasticher (Oehlenschlägers Hroars Saga, 1817, og Poul Møllers samtidige Sandfærdig Krønike om Eyvind Skaldaspiller). Denne tradition kan følges frem til Oehlenschlägers alderdomsdigtning og C. Hauchs Saga om Thorvald Vidførle (1849) samt Fortælling om Haldor (1864). Parallelt hermed byder perioden på en lang række oversættelser af gammelislandske sagaer ved C.C. Rafn (1821 ff.), N.F.S. Grundtvig (1818 ff.) og N.M. Petersen (1826 ff.), der kunne tjene digterne som inspiration (se Paul V. Rubow: Saga og Pastiche, 1923).

Romanen, der havde vundet en vis udbredelse, men ingen større prestige i 1700-tallet, står derimod i stampe i 1800-tallets første fjerdedel, både hvad angår originalværker og oversættelser, der falder drastisk i tal efter 1810 (jf. Hakon Stangerup: Romanen i Danmark i det attende Aarhundrede, 1936, spec. s. 37). Men fra ca. 1825 får romanen en enorm udbredelse; bemærk dog, at der i nogen tid hersker en vis terminologisk usikkerhed, sådan at betegnelsen 'novelle' benyttes om tekster, som senere betegnes som 'romaner'.

Først blomstrer den historiske roman under indtryk af Walter Scott: B.S. Ingemanns kristeligt-nationale romaner om dansk middelalderhistorie (1826-35, fx Valdemar Seier, 1926) følges af Carsten Hauchs romaner (1834-39, fx Vilhelm Zabern, 1834), siden af Carl Bernhards i 1840'erne (fx Krøniker fra Kong Christian den Andens Tid, 1847) og endelig i periodens sidste årtier af en række meget populære romaner af Carit Etlar (fx Gjøngehøvdingen, 1853) og H.F. Ewald (fx Svenskerne paa Kronborg, 1867).

Fra ca. 1830 vinder en ny romantype indpas: samtidsromanen (eller måske med fordel benævnt miljøromanen, jf. Søren Baggesen: Den blicherske novelle, 1965, s. 282 ff.); problemer i det københavnske borgerlige miljø kommer nu på dagsordenen, først og fremmest erotiske problemer før, i og ganske ved siden af ægteskabet, fx i fru Gyllembourgs altid krisefyldte, men dog såkaldte 'Hverdagsfortællinger' (1827-45), i Carl Bernhards ved titlen karakteristiske Et Aar i Kjøbenhavn med flere påfølgende romaner (1835-37) og H.C. Andersens O.T. (1836). Mere skandaløse sider af københavnsk low life skildres af Carl Bagger (Min Broders Levnet, 1835) og Poul Chiewitz (Saaledes forholder det sig eller Nytaarsgave for Forlovede, 1845, og Fra Gaden, 1848). Også M. Goldschmidts skildring af spændingen mellem jødisk og anden kultur i København (En Jøde, 1845) kan ses i denne sammenhæng.

Dannelsesromanen: Flere af de nævnte romaner som fx Ingemanns Valdemar Seier (1826), Hauchs Vilhelm Zabern (1834) eller Goldschmidts nysnævnte fokuserer på en mandlig hovedpersons livslange forhold til og (oftest, men ikke altid) sluttelige indoptagelse af den i romanen indbyggede etiske norm. En særlig gruppe tekster, der gerne karakteriseres ved en metafysisk dimension og/eller et klart markeret personlighedsideal, er blevet benævnt dannelsesromaner (til forskel fra den følgende periodes udviklingsroman, eller begge typer henregnes under sidstnævnte kategori); som denne romangruppes vigtigste europæiske mønster peges normalt på Goethes Wilhelm Meister-romaner (1795-1829). Hvilke tekster der bør henregnes til dannelsesromanen, er omdiskuteret; Poul Møllers ufuldendte En dansk Students Eventyr (ca. 1824) har været fremdraget i sammenhængen; blandt H.C. Andersens ungdomsromaner kunne især peges på Improvisatoren (1835), blandt hans senere på "At være eller ikke være" (1857) samt på H.E. Schacks Phantasterne (1858) og Goldschmidts Hjemløs (1853-57), der ofte udpeges som dansk mønster-eksempel på denne romantype. Senere følger Goldschmidts Arvingen (1865) og på grænsen til den følgende periode Fr. Paludan-Müllers Ivar Lykkes Historie (1866-73). Også F.C. Sibberns Efterladte Breve af Gabrielis (1826) og Udaf Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet (1850) kan, især set i sammenhæng, inddrages i denne forbindelse. En særstilling, bl.a. ved at være på vers, indtager Paludan-Müllers ovennævnte Adam Homo (1842-49). Det må imidlertid understreges, at 1800-tallets dannelsestænkning også ses i andre genrer end dannelsesromanen. (Om genren se Aage Lærke Hansen: "Fra dannelsesroman til udviklingsroman", 1968; Knud Wentzel: Fortolkning og Skæbne, 1970; Aage Henriksen m.fl.: Ideologihistorie, bd. I, 1975; Keld Zeruneith: "Dannelsesromanens metode", 1976; Thomas Jensen og Carsten Nicolaisen: Udviklingsromanen - en genres historie, 1982).

Dannelsesromanens elementer af handlingsretarderende karakter såsom dagbogsnotater, breve, refleksioner, enetaler og vidtstrakte dialoger af livsanskuelsesmæssig art ses i mere rendyrket form i en teksttype, der kunne benævnes den filosofiske diskussionsroman. Herhen kunne regnes Henrik Hertz' Stemninger og Tilstande (1839), Carsten Hauchs Slottet ved Rhinen (1845) og især Kierkegaards romaner fra 1840'erne: Enten-Eller (1843) og Stadier paa Livets Vei (1845), der ligesom dele af den øvrige samtidige litteratur viser årtiets idealistiske livsholdning. Sent i perioden ses den første egentlige problemroman: Mathilde Fibigers Clara Raphael. Tolv Breve (1851). (Om sider af tidens romanlitteratur se Claes Kastholm Hansen: Den kontrollerede virkelighed, 1976).

Kortprosaen kommer ligesom romanen først til fuld udfoldelse et stykke ind i perioden. Stofmæssigt i forlængelse af P.F. Suhms og O.J. Samsøes nordiske fortællinger sent i 1700-tallet, men stilistisk under indtryk af Ludwig Tieck dyrker Oehlenschläger kunsteventyret ("Vaulundurs Saga", Poetiske Skrifter, 1805), jf. hans oversættelse af Eventyr af forskiellige Digtere (1816), eller han skriver østerlandsk eventyr i "Aly og Gulhyndy" (Digtninger, bd. 1, 1811). Op mod 1820 får E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger, oversat af bl.a. J.L. Heiberg i Noveller I-II (1818-19), betydning for B.S. Ingemann. Det store gennembrud får eventyrgenren imidlertid med H.C. Andersen (1835 ff.), der til en begyndelse inspireres af folkeeventyret. (Se i øvrigt Paul V. Rubow: H.C. Andersens Eventyr, 1943, især s. 24-44).

Fra 1824 blomstrer novellen, der havde været dyrket sidst i 1700-tallet af bl.a. Rahbek, men nu oplever en renæssance med Blichers forfatterskab, en realistisk prosa med stof af historisk eller især moderne karakter; hans hyppige jyske lokalkolorit, der kulminerer i den dialektsprogede rammefortælling E Bindstouw (1842), har en art parallel dels i M. Goldschmidts miljørealisme i Fortællinger (1846), dels i dennes noveller over jyske emner i 1860'erne. Mere pikant og stærkere pointeret fremstår novellen hos Chr. Winther o. 1840, mens den folkelige fortælling vinder frem i 1860'erne med de såkaldte skolelærerforfattere, fx Anton Nielsen (Fra Landet, Billeder af Folkelivet i Sjælland, 1861-63), C.A. Thyregod og Jakob Nielsen (Knud Skytte: Jydsk Bondeliv, 1867-74).

Forskellige til dels ikke-episke prosaformer udvikles fra o. 1820, fx i Poul Møllers satiriske og parodierende forfatterskab; nævnes kunne også anekdoten i H.C. Andersens Billedbog uden Billeder (1840), det lyriske stemningsbillede i hans En Digters Bazar (1842), samt dele af Kierkegaards opbyggelige taler (1843 ff.) og hans Øieblikket (1855), med indslag af genrebillede, parabel m.v., men også episk prægede 'hverdagshistorier'. Den ultrakorte, ikke-episke prosa, der kan noteres blandt dannelsesromanens handlingsretarderende elementer, dyrkes i Poul Møllers filosofisk tilspidsede "Strøtanker" (1819 ff., først trykt i Enten-Eller, 1843) eller i form af udråb og aforisme i Kierkegaards "Diapsalmata" (i Enten-Eller, 1843). (Om genren som helhed se Mogens Brøndsted (red.): Kortprosa i Norden, 1983).