Der ligger i den tidlige romantiks hævdelse af digtningens selvberoende eksistens en afstandtagen fra traditionelle genrer som lære- og lejlighedsdigtning. Begge genrer kendes dog i perioden, læredigtet således hos den ældre Oehlenschläger (Digtekunsten, 1849) og hos Henrik Hertz (Gjenganger-Breve, 1830); men især lejlighedsdigtet florerer i form af talrige festsange og - værdifuldere - mindedigte som fx Oehlenschlägers digte over Wiedewelt (i Den danske Tilskuer, 20.1.1803) og Vahl (i Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger, 29.12.1804), Hauchs digt over Christiane Oehlenschläger (1841, tr. i Lyriske Digte, 1842), Grundtvigs over Henrich Steffens (Berlingske Tidende, 14.3.1845), Heibergs over Adelaide Bombelles (i Adresse Avisen, 21.12.1857) og mange flere: Blicher, H.C. Andersen, Ploug (jf. Sune Auken: Eftermæle, 1998).