Slutning
På tværs af de ovenfor nævnte genrer har Erik Lunding i sin afhandling om "Biedermeier og romantismen" (1968) påpeget en tendens i perioden til at dyrke de små litterære former, der kunne passe til den borgerlige hjemmekulturs livsformer: rimbrevet, sanglyrikken, dyrefablen og anden digtning for børn. Med navne som H.C. Andersen, Ingemann, Grundtvig, Kaalund m.fl. placerer 1800-tallet sig som den første store blomstringstid for børnelitteraturen (jf. Inger Simonsen: Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede, 1942).
Samtidig kan man imidlertid, som oftere fremhævet ovenfor, konstatere en tendens til at lade enkeltværker indgå som led i store kompositoriske helheder. Digtkredse, herunder romancecykler, af Oehlenschläger, Ingemann, Blicher, Winther og Aarestrup vidner herom. Hertil kan føjes Oehlenschlägers store trilogi om skjoldunge-kongerne (Helge. Et Digt, 1814; Hroars Saga, 1817; Hrolf Krake. Et Heltedigt, 1828) og på prosadigtningens område adskillige rammefortællinger af Blicher, Goldschmidt og Vilhelm Bergsøe.
1800-tallet var en stor tid for den litterære pastiche, men leverede også selv mønstre for kommende digtere. Hen over perioden blev der således inden for en bred vifte af genrer skabt normer for et nyt sæt af forskellige litteratursprog, hvoraf flere viste sig langtidsholdbare. Chr. Winthers betydning for dannelsen af en dansk lyrisk tradition kan således næppe overvurderes. Man kan også hævde, at perioden relativt hurtigt selv leverede mønstre for den litterære pastiche. Det er symptomatisk for situationen op mod 1870, at Vilhelm Bergsøe i Fra Piazza del Popolo (1867) kunne indlægge stilsikre prøver på tekster à la H.C. Andersen, Blicher, Paludan-Müller m.fl.