Nye tendenser
I Holger Drachmanns Forskrevet - , 1890, hedder det et sted:
"Den demokratiske Strøm, der lidt efter lidt omformer Verden, vil vende sig med sine Meninger og Forlangender til de nulevende Kunstnere; og vi har da Valget imellem, enten at holde fast ved vor Tilbøjelighed for det Sære, det Exclusive, det Individuelle - og saa sulte ihjel: eller vi maa give Køb, vi maa lade os lede af det, som de hundred Journalister og de tusind Grosserere kalder for Smag."(citeret efter udgaven af Forskrevet -, 2000, s. 39 i serien Danske Klassikere).
Citatet fortæller noget om den afstand, der var mellem digterne og demokratiet. For Drachmann har den altså at gøre med en slags indbygget modsætning mellem kunsten, der søger det unikke, og demokratiet, der vil udjævne alle forskelle. Holdningen er udbredt i perioden, for ganske vist havde Brandes stillet krav til digteren om samfundsengagement, men i rollen som oprører mod det bestående, ikke i rollen som demokrat.
Når politiske temaer tages op som hos Henrik Ibsen eller Henrik Pontoppidan, er det da også karakteristisk, at tilliden til demokratiets repræsentanter kan ligge på et meget lille sted. I Pontoppidans novellesamling Skyer, 1890, om den politiske strid mellem Venstre og Højre i provisorieårene, latterliggøres således Venstres brug af demokratiske metoder. Og i Ibsens En folkefiende, 1882, får Doktor Stockmann hele 'den kompakte majoritet' imod sig ved at erklære badevandet, som byen lever af, for sundhedsfarligt. Flertallet har altid uret, synes budskabet at være.
Som Drachmann peger på, er der imidlertid en pris knyttet til fastholdelsen af de kunstneriske idealer, nemlig isolationen. I takt med demokratiseringen og industrisamfundets ekspansion får forfatterne en outsiderposition i forhold til samfundets magtcentre og den almindelige befolkning, og i den situation bliver journalistikken en måde at gøre sig gældende på - og et vigtigt levebrød. Udviklingen af den dramatisk-effektfulde og oplevelsesbaserede journalistiske reportage skyldes således ikke mindst Drachmann og Herman Bang og senere Johannes V. Jensen.
En anden vigtig faktor bag forfatternes stigende isolation er Københavns udvikling til storby. Ekspansionen fremgår af befolkningsvæksten. I 1870 er der ca. 180.000 indbyggere, i 1890 ca. 320.000. Storbyen repræsenterer ikke blot en ny virkelighed, men den moderne virkelighed og er derfor umulig at undgå at forholde sig til. Men ligesom den demokratiske udvikling er storbyen med til at isolere forfatterne og skærpe deres sans for den afvigende og utilpassede eksistens. Storbyen ses nemlig ikke først og fremmest som udtryk for fremskridt og økonomisk dynamik, men som tegn på kulturelt forfald. I 1892 skriver kritikeren Valdemar Vedel:
"Pengene fra oven, Pøblen forneden mødes snart i at ringeagte eller næsten hade Kulturen. Den Respekt, denne fordum var omgærdet af, nyder den langtfra længer, og i den Strøm af nye Lag, som efter moderne demokratisk Samfundsordning vælter ind og delagtiggøres i Rigdom og social Magt, i den kan det stundom synes, som om al skøn, ideel kultur skal drukne."(Citeret fra Sven Møller Kristensen: Digteren og samfundet, 2. udgave, 1965, s. 35 f.).
I opgøret med romantikken havde Brandes fremhævet betydningen af at forholde sig til den moderne virkelighed, men ikke forestillet sig, at den ville indebære en trussel mod selve kulturlivet og dets centrale og anførende position. Det er denne erkendelse, der hen imod periodens slutning i stigende grad trænger igennem og danner baggrund for 90'erdigtningen. Man havde fået virkelighed nok og følte ikke, at de forfattere, der - med Herman Bang og Maupassant som forbilleder - i kyniske og sørgmuntre billeder portrætterede det nye København, den såkaldte københavnerrealisme (bl.a. Peter Nansen og Gustav Esmann), var svaret på den udfordring, der udgik fra den nye tid.
Også for Brandes var løbet kørt og havde været det længe. Nytårsdag 1886, mens det fremskridt, han havde været talsmand for, var ved at materialisere sig omkring ham, skrev han i sin dagbog: "Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneskeheden enfoldig og raa! Jeg vender i mit Sind stedse inderligere tilbage til min hero-worship, Dyrkelsen af de faa, som frembringer og forstaaer." (Levned¸ 1908, bd. III, s. 151). Den endelige afsked med problemlitteraturen fandt sted i hans Nietzsche-forelæsninger i 1888:
"(...) det forekommer mig, som om Nordens Skønliteratur nu vel længe har tæret paa Tanker, der blev fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Det ser ud som om Evnen til at undfange geniale Ideer var taget af, ja som om Modtageligheden for dem var ved at svinde; man tumler stadigt med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Frigørelse, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Dyrkelse af Folket osv. (_) Kunsten [kan] ikke nøjes med Ideer og Idealer for Gennemsnittet og Middelmaalet, ganske lige saa lidt som med Levninger af de gamle Katekismer."(Samlede Skrifter, 1901, bd. VII, s. 643).
Selv om det nye åndsaristokrati, Brandes her midt i demokratiseringsbølgen bejler til, vel ikke rigtig indfandt sig, havde hans antenneapparat varslet rigtigt. De holdninger, der kom til udtryk i 90'ernes digtning, var netop karakteriseret ved deres afstandtagen fra "de gamle Katekismer" og søgte i stedet at genindsætte den 'beåndede' digter i sine rettigheder. En endnu ældre katekismus kunne her synes at blive genoplivet, men 90'erdigtningen var snarere en konsekvens - men med omvendt fortegn - af den spaltning, der allerede var lokaliseret i det moderne gennembrud.