Jens Kristian Andersen Klassicismen (1700-1760) og Klassicismen (1700-1760)

Hver digter - sin(e) genre(r)

Bortset fra Holberg, hvis mangesidighed og genremæssige bredde må forekomme ærefrygtindgydende, kan vi som hovedregel i klassicismen observere, at den enkelte skribent specialiserer sig og begrænser sig til at dyrke én bestemt eller nogle ganske få genrer, i hvert tilfælde som sin/sine primære, i det foregående afsnit (om rokokoen) mødte vi netop én udpræget salmedigter og to udprægede naturlyrikere. Det hænger naturligvis sammen med, at hver genre i den klassicistiske poetik har sine love og regler, der af en given forfatter kan tilegnes én gang for alle og siden indøves, indtil større eller mindre perfektion er opnået. Vi skal i det følgende se, hvordan klassicismens danske forfattere fordeler sig på de litterære genrer.

Som en arv fra det 17. årh. fortsætter gennem hele det 18. årh. lejlighedspoesien. Således tilhører Th. Clitau (ca. 1695-1754) og Chr. Fr. Wadskiær (1713-79) kun klassicismen i henhold til (de her stipulerede) årstal, ikke i henhold til deres digtnings stilpræg, som peger bagud. Clitau samlede sin lejlighedsdigtning i Poetisk Tiids-Fordriv (1738), hvor han ved siden af sine danske poesier vigtede sig med sonetter på italiensk, oder på fransk samt tyske og latinske vers. Wadskiær, hvis pen var til fals ved bryllupper, havde i 1743, hvor han udgav En liden Samling Af Nogle Udvalde Vers, besunget både "Enkernes Prærogativer frem for Jomfruerne" og "Jomfruernes Prærogativer frem for Enkerne" (begge genudg. af H. Brix & A. Jensen i Wadskiær: Udvalgte Danske Vers, DSL 1915); hans vægtigste bidrag til genren er dog Poëtiske Reflexioner fra den berømte Philosophiske Gang paa Sorø over den bekiendte Virgilianske Inscription paa Keyser Augustii Gemaks-Dør: Nocte pluit tota, redunt spectacula mane: Divisum imperium cum Jove Cæsar habet, da Friedrich den femte og Fyrstinde Louise helligholdte Deres Salvings-Fest d. 4. Sept. (1747). A. Stub, forfatteren af "Den kiedsom Vinter", kunne ubesværet ryste naturlige og veltournerede danske vers ud af ærmet, når det forlangtes; dog har han vistnok hjulpet sig med oversættelse, da han frembragte følgende fuldtræffer "ved et Aftenselskab i Ribe, hvor han efter Selskabets Ønske har extemporeret det [i.e. impromptuet]":

Vel født er vel en Trøst,
Men bedre vel opdragen:
Vel gift er Livets Lyst,
Vel død er hele Sagen.

O fire store Vel!
Vel er det sidste størst,
Men den tog Verdens Alt,
Som gav den Første først.
(Digte, bd. II, 1972, p. 23)

En metrisk fornyelse af lejlighedsdigtningen opstod under indflydelse fra Klopstocks rimfri oder med grundlag i Horats'; her er den vigtigste danske proselyt nok P.C. Stenersen (1723-76) med sin Ode til Brudgom og Brud (særtryk, 1754) med metrum efter Klopstocks egen "Die Braut" (1749).

Som satire-digter fik Holberg selskab af Chr. Falster (1690-1752) og Fr. Horn (1708-81, af samtiden kaldet "Holbergs Abe"). Falsters satirer udkom således: Disse Tiders Onde Optugtelse (1720), Daarers Alamodiske Leve-Regler (1721), Dend Daarlige [dvs. tåbelige] Udenlandske Rejse Og Modige [dvs. overmodige] Hiemkomst (1721), Dend U-tidige [dvs. urimelige] Rang-Syge (1722), Dend Uforsvarlige Recommendation [dvs anbefaling til forfremmelse o. lign.] (1722), Verden som et Doll-Huus [dvs. galeanstalt] (1730), "Amicus certus in re incerta cernitur" [dvs."i nøden skal man kende sine venner", et Cicero-citat] (bidrag til Holbergs vers-konkurrence og som sådant trykt i dennes Tredie Prøve Af Ziirlige og smukke Danske Vers, 1739) og "Den Latinske Skriver-Stue" (tr. i Bolle Luxdorphs Samling Af smukke Danske Vers og Miscellanea: Sproget til Nytte og Ziir, bd. II, 1742), til hvilke man sædvanligvis føjer Falsters oversættelse af Juvenals 14. satire fra 1731. Disse satirer, hvis genstand fremgår af titlerne, er affattet i de såkaldte Bordingske strofer (à 8 linjer, med vekslende 4- og 3-fodsjamber og krydsrim). Horns alexandriner-satirer, der alle udkom 1731 og er af litteraturkritisk indhold, omfatter Somnium Poëticum Eller En Poetisk Drøm og en samling på fire ("Poësiens Misbrug", "Apologie for det Danske Sprog imod de Danske", "Testament over lille Soldan [en hund]" og "Docti malè pingunt, Eller De Lærde skrive ilde"). De er anstrengte og uselvstændige.

Læredigtet, den didaktiske poesi, er et begreb, man hyppigt har anset for en contradictio in adjecto, men det trives og gouteres i klassicismen. Vi har endda, af Tøger Reenberg (1656-1742), to sådanne digte (optr. i Poetiske Skrifter I-II, 1769), der begge indvarsler retningen ved at formulere dens kritik og poetik: "Forsamling paa Parnasso" (skr. ca. 1700, tr. 1725), der skatter til Horats, Juvenal og Boileau, og "Ars poetica" (skr. ca. 1701, tr. 1742), hvis gæld til Horats' værk af samme navn er åbenlys; her forkyndes de klassicistiske litteraturidealer: afbalanceret mådehold, respekt for genrelovene og omhyggelig udarbejdelse; texten er desuden forsynet med lærde noter, der redegør for de mange referencer til antik litteratur. Også mere livsfilosofisk didaktik blev versificeret, fx af den politiske fantast Poul Juel (ca. 1670-1723), der forfattede Et lyksaligt Liv (1721) efter Senecas De vita beata (ca. 60 e.v.t.).

Klassicismens episke (fortællende) digtning tilhører i altovervejende grad Holbergs forfatterskab, der er omtalt ovenfor (Peder Paars, Niels Klim, fabler); i scenens kunst havde han heller ikke mange konkurrenter. Selv følte han sig mest presset af det oversatte repertoire (Molière, Regnard o.a.), en enkelt indenlandsk rival til hans position som nationens dramatiker kendes dog: J.R. Paulli (1691-1759), der forfattede komedierne Dend Seendis Blinde (udg. & opf. 1723), Jule-Stuen og Masqueraden (udg. 1724), som Holberg spaltede til to, Dend Politiske Kandestøbers Comoedie forandret anderledes end den tilforn har været trykt, eller pleyer at spilles (udg. 1724) samt Naturen over Optugtelsen (udg. 1724). Resultatet af Paullis rivalisering med Holberg var jo givet på forhånd.