Jens Kristian Andersen Klassicismen (1700-1760) og Klassicismen (1700-1760)

Klassicisme, oplysning og romantik

Mange af de forfattere, der har været omtalt i det foregående, ikke mindst Holberg, vil man i andre fremstillinger se henført ikke til klassicismen, men til 'oplysningen'. Heri ligger der ingen modsigelse, blot en forskellig synsvinkel: I første tilfælde taler man om kunstformen, i andet tilfælde om filosofien eller ideologien (jf. ovenfor om Brorson som 'rokokodigter' OG 'pietist'). I øvrigt er begge retninger fælles om deres overordnede appel til den menneskelige fornuft, om krav til klarhed etc.

Ligesom klassicister som Reenberg og Holberg ved deres entré på den litterære arena forstod sig selv og den kunstretning, de repræsenterede, i opposition til det 17. årh.s barok, således reagerede fremstormende romantikere omkr. 1800 imod det 18. årh.s klassicister og oplysningsfolk. De så i klassicismens normative æstetik en kunstfremmed indsnævring af det spontane genis nødvendige frie kreative udfoldelse og i oplysningens forstandsdyrkelse dennes degeneration til fladbundet snusfornuft og borgermoral; snarere søgte de deres litterære tilknytning bagom klassicismen, hos en renaissancedramatiker som Shakespeare eller i den formodet middelalderlige folkedigtning. Tydeligst - og morsomst - kommer romantikkens reaktion mod klassicismen nok til udtryk i Oehlenschlägers (1779-1850) "Sanct Hansaften-Spil" (1803, i Digte).