Ulrik Lehrmann Det folkelige gennembrud (1900-1920) og Det folkelige gennembrud (1900-1920)

Modernitet og de store ideologier

I løbet af vinteren og foråret 1904 turnerede Herman Bang det meste af landet rundt med oplæsning af højdepunkter fra sit forfatterskab. Efter endt turné opsamlede Herman Bang sine indtryk af det moderne Danmark i en artikelrække, der blev trykt i avisen København. Heri ræsonnerede Bang bl.a. over forholdet mellem København og provinsen og tog på 20-25 års afstand Det moderne Gennembrud i litteraturen og det politiske liv op til kritisk revision:

Det Slægtled af Forfattere, hvortil jeg selv hører, kunde efter de københavnske Aviser at dømme, allerede forlængst synes at have sejret. Forlæggerne, Bladene, Moden tilhørte os. Kun Landet tilhørte os ikke.

(København 26.07.1904; optr. i Herman Bang: Rundt i Landet. 2003, s. 44)

Under sin provinsturné får han imidlertid adskillige gange syn for sagn for, at det ikke var radikalismen, men grundtvigianismen, der trak sig sejrende ud af 1880'ernes kulturkamp. Den forståelse af dynamikken i det danske samfund, som radikale intellektuelle kredse i København havde gjort sig til talsmænd for, viste sig kun at have begrænset gyldighed. Det var ikke kredsen omkring Georg Brandes, avisen Politiken og den fraktion inden for partiet Venstre, som et halvt år efter Bangs artikler selvstændiggjorde sig som Det radikale Venstre, der i dybden havde bidraget til omformningen af det danske bondeland. Den grundtvigianske bevægelse havde derimod haft en langt mere vidtrækkende betydning:

kun den Blinde kunde i Dag færdes i Landet uden at se, hvilken Betydning deres Skoler [højskolerne] har haft.

(København 24.07.1904; optr. i Herman Bang: Rundt i Landet. 2003, s. 40)

Ude i Landet bestod en skjult Magt, som vi slet ikke kendte - Skolerne, hvor Ungdommen søgte sin Udvikling og indsugede et Syn, der stille men afgørende fjærnede den fra os og alt, hvad vi vilde. Medens vi talte til og paavirkede Kredse, vedblev de udholdende og flittige og nærsomme Højskoler at opdrage Folket. [...] De af mit Slægtled, der nærer de samme Anskuelser som jeg, har aldrig været andet - vi har aldrig været andet end Sejrherrer udi egen Indbildning.

(København 26.07.1904; optr. i Herman Bang: Rundt i Landet. 2003, s. 44-45)

Selv om Bang måtte konstatere, at Det moderne Gennembrud forstået som et generationsprojekt fra 1870'erne og 80'erne ikke havde gennemtrængt det danske kulturliv som sådan, så er det dog samtidig værd at fastholde, at den dybtgående sociale og kulturelle omformning, som det danske samfund undergik i 1800-tallets sidste årtier, i vid udstrækning satte rammerne for ikke alene det moderne gennembrud i litteraturen i 1870'erne og 80'erne, men også store dele af den litteratur, der så dagens lys i de første årtier efter 1900. For en bredere kultur- og bevidsthedshistorisk betragtning indebærer det bl.a., at det moderne gennembrud forstået som en omfattende samfundsmæssig moderniseringsproces ikke kan begrænses til 1870'erne og 80'erne, men bør opfattes som en fortsat levende og virksom bevægelse ved 1900-tallets begyndelse - selv om der inden for den litteraturhistoriske forvaltning er en tradition for at betragte Georg Brandes og kredsen af forfattere, der deltog i den brandesianske kulturkamp, som sammenbrudsramte fra slutningen af 1880'erne.

Det er samtidig værd at være opmærksom på, at selv om man i dele af Johannes V. Jensens forfatterskab og hos Tom Kristensen og kredsen af unge lyrikere i årene omkring 1920 kan finde en mere moderne bylivsorienteret litteratur, så er litteraturen i 1900-tallets første årtier i massiv grad præget af, at Danmark fortsat var et bondeland. Ved indgangen til det ny århundrede stod den danske bondestand stærk og sejrrig såvel socialt, politisk som kulturelt. Ikke mindst kulturelt udgjorde den grundtvigiansk prægede sognebondekultur og dens oplysende og kirkelige institutioner et vidt forgrenet net, som først nu for alvor også satte sine spor i litteraturen med den gruppe af forfattere, der er blevet kaldt 'den store generation'. Disse forfattere var dog ingenlunde udelukkende mærket af deres bondekulturelle og provinsielle baggrund. En del af dem havde tillige været i berøring med det radikale miljø i København, men i modsætning til den brandesianske kulturfront i 1800-tallets slutning evnede de at forbinde sig og deres litteratur med sociale og kulturelle bevægelser uden for den dominerende dannelsekultur, f.eks. højskolen, husmands- og arbejderbevægelsen.

Med 'den store generations' indbrud i litteraturen indledtes den bølge af samtidsskildrende litteratur, som med samklangen af oplysning, frigørelse og realisme kendetegner dansk litteratur i første halvdel af 1900-tallet. Forskellige grupperinger af social, kønsmæssig eller geografisk karakter stillede efter tur og i takt med deres stigende deltagelse i det sociale og kulturelle liv og dermed voksende samfundsmæssige selvbevidsthed op og gjorde fordring på at at blive hørt eller have sin 'egen' litteratur. Foruden den store generation drejer det sig i mellemkrigstiden om de såkaldte hjemstavnsforfattere som Harry Søiberg (1880-1954), Thomas Olesen Løkken (1877-1955), Thorkild Gravlund (1879-1939), Helene Strange (1874-1943), Sigurd Elkjær (1885-1968) og Morten Korch (1876-1954), 30'ernes arbejderskildrere (Hans Kirk (1898-1961), Harald Herdal (1900-1978), Nils Nilsson (1897-1980)) og skildrere af 'den lille mand" (H.C. Branner (1903-66), Mogens Klitgaard (1906-45), Leck Fischer (1904-56)), kvindelige forfatteres kamp for som kvinder at erobre en position i litteraturen (Thit Jensen, Agnes Henningsen (1868-1962), Gyrithe Lemche (1866-1945), Karin Michaëlis (1872-1950)). I det lange perspektiv er det også nærliggende at se 1970'ernes bevægelsesorienterede litteratur, især kvindelitteraturen, som led i og måske sidste udkald for en litteratur, der inden for rammerne af en realistisk fremstillingsform stræber efter at befordre en afgrænset gruppes selvstændiggørelses- og frigørelsesproces.

Store dele af dansk litteratur frem til midten af århundredet er således båret af en bestræbelse på at formulere de erfaringer, der ikke tidligere i nævneværdigt omfang havde fundet vej til litteraturen. Man kan opfatte litteraturen som led i en omfattende moderniserings- og demokratiseringsproces, hvor litteraturens særlige rolle har været at bearbejde og undertiden også fremtidsrette de kulturelle og psykiske eftervirkninger af de personlige brudhistorier, som opbruddet fra en landlig almuekultur, en patriarkalsk familieinstitution, en provinsiel snæversynethed m.m. afsatte.

Litteraturen som centralt medie for formulering af sociale erfaringer i offentligheden gav samtidig litteraturen og forfatterne en temmelig enestående samhørighed med læserne. I meget konkret forstand muliggjorde udbygningen af jernbanenettet fremvæksten af en oplæsnings- og foredragskultur af hidtil usete dimensioner. Hverken forfatterne før 1900 eller efter 1940/50 har i samme grad som en Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø eller Jakob Knudsen kunnet føle sig som led i en organiseret social og kulturel bevægelse.

For Johannes V. Jensen og en række af de øvrige forfattere var den mentale moderniseringsproces, som litteraturen bidrog til, forbundet med udviklingsoptimisme og individets frisættelse fra snærende traditionsbånd. Heri viderefører det tidlige 1900-tals forfattere Georg Brandes' proklamation af den frie tanke, dvs. en moderne antimetafysisk og (natur)videnskabeligt baseret tilværelsesforståelse, 30 år tidligere. Når Georg Brandes i sin berømte indledningsforelæsning i 1871 efterlyste en litteratur, der "sætter Problemer under Debat" og i samme åndedrag pegede på "Forholdet mellem de to Køn", "Religionen", ejendoms- og samfundsforholdene, er det nærliggende at se den store generation som den egentlige indløsning heraf. Jeppe Aakjær indledte således sit forfatterskab med et ideologikritisk udfald mod Indre Mission, og i Jensens ungdomsdigtning finder demonteringen af gudstroen og den hermed forbundne teknologisk begrundede udviklingsoptimisme sin klareste formulering i besyngelsen af de udstillede maskiner på Verdensudstillingen i Paris i 1900. Det sociale spørgsmål har næppe haft større råderum end i romaner af Andersen Nexø, Aakjær og Skjoldborg. Og forholdet mellem kønnene er et omdrejningspunkt i det tidlige 1900-tals kvindelitteratur (Agnes Henningsen, Thit Jensen, Gyrithe Lemche, Karin Michaëlis).

Den udviklingsoptimistiske oplevelse af moderniteten var dog ikke enerådende, og ikke mindst den unge Johannes V. Jensen bidrog i 1900-tallets første årti til en intens afsøgning af den splittelse og tomhedsoplevelse, som det frisatte individs henvisthed til sig selv også gav næring til. I Jensens artikler fra Verdensudstillingen i Paris 1900 formuleres således i en skinger blanding af teknikbegejstring og jegrus en radikal modernitetsbevidsthed med vidtrækkende epokal gyldighed og med en prægnans, som ikke finder sit sidestykke, før Hans-Jørgen Nielsen i sine essays fra midten af 1960'erne med 'attituderelativismen' satte navn på den postmoderne mentalitet.

Maskinerne er for Jensen en moderne oplevelse af det guddommelige, men som horisontal besindelse på det foreliggende uden transcendens: "Kan ingen Tankens Frodighed vende sig mod det Synlige, det absolut Sande, der breder sig vidunderligt paa Jorden! [...] Menneskets Livskraft, der før skød over Maalet og ind i Himlen, vender tilbage gennem Maskinen (Den gotiske Renaissance. (1901). 2000, s. 111-113). At vågne til dampmaskinernes tudende fløjt i Paris bliver da en opvågnen til en euforiserende realitet uden metafysisk perspektiv: "en fuld Koncert af lykkebaarne, af vaadestedte Væsner, Kampskrig, Trods og Snøft, hele Tilværelsens berusende Meningsløshed, al Livets Salighed ved Dødskamp!" (s. 114) Men som det også fremgår af formuleringen er denne oplevelses gennemsyret af modsatrettede impulser. "Tilværelsens berusende Meningsløshed" er nok en salighedsoplevelse, men byggende på ekstreme spændinger i jeget. I Digte (1906) udsættes denne oplevelse for fuld orkestrering i digtet "Interferens", hvori digtets jeg formulerer en splittelseserfaring, som ikke kan forsones, men er selve betingelsen for tilstedeværelse, eksistens:

Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.
(Johannes V. Jensen: Digte. 1906, s. 52)

Det eksistentielle skrig som en oplevelse af moderniteten udtrykkes allerede i dele af 1890'ernes litteratur og malerkunst, men den voldsomme identitetsbelastning for det til sig selv på en gang frisatte og henviste individ er dog langt mindre eller slet ikke nærværende hos hovedparten af de samtidige forfattere, fordi de som allerede nævnt er mere integreret i sociale og kulturelle miljøer uden for litteraturen. Samtidig kan man se adskillige forfatteres søgning mod store tankesystemer eller udviklings- og frigørelsesfortællinger som en måde at udskyde den moderne identitetsbelastning på. Johannes Jørgensens konvertering til katolicismen er i dette lys en måde at 'lægge låg på' det moderne livs opslidende spændinger. For Johannes V. Jensen blev hans ganske vist ikke strengt videnskabelige omgang med darwinismen grundlaget for den vesterlandske evolutionsfortælling i Den lange Rejse (1908-22) og store dele af hans senere essayistik. For de mere socialt orienterede forfattere som Skjoldborg, Aakjær og Andersen Nexø udgjorde samtidens sociale og politiske utopier en klangbund for deres forfatterskaber. Skjoldborg og Aakjær formulerede socialdemokratisk farvede forestillinger om social frigørelse og et demokratisk samfund, mens Andersen Nexø praktiserede en særegen blanding af grundtvigiansk myndiggørelse og kommunistisk samfundsutopi. Endelig kan også Jakob Knudsens kristne forkyndelse ses som en massiv modbesætning af modernitetens splittelseserfaringer.

I forhold til disse inddæmningsbestræbelser er det da karakteristisk, at i det øjeblik disse overgribende forståelsesformer anfægtes eller afvises, da slår modernitetens identitetsbelastning også ud i lys lue i litteraturen. Det er f.eks. tilfældet i den relativt lille kreds af unge lyrikere og malere i årene efter 1. verdenskrig (Emil Bønnelycke, Tom Kristensen, Rudolf Broby-Johansen). Men også i dele af de nævnte helhedssøgende forfatterskaber går der en underliggende strøm af anfægtelser. De skrigende spændinger i Johannes V. Jensens forfatterskab slappes nok, men er fortsat til stede. Andersen Nexø kan i sin stort anlagt roman om Ditte Menneskebarn (1917-21) ikke som i Pelle Erobreren (1906-10) formulere en positiv utopi, hverken socialt eller personlighedsmæsigt, hvorfor han da også genremæssigt bevæger sig fra dannelsesromanen i skildringen af Pelles personlige og sociale frigørelseskamp til desillusionromanen i skildringen af Dittes melodramatisk tonede lidelseshistorie.