Mulighederne for at kunne leve af at skrive var således små. Ville man være digter, måtte man helst have enten formue, embede eller en mæcen i ryggen. Man kan naturligvis finde enkelte undtagelser i form af salgssucceser, fx tolderen Søren Terkelsens "artige och lystige ny verdslige Viser", som der står på titelbladet til hans Astree Siunge-Choer. Første Snees, 1648, hvis indtagende, især tyske melodier var med til at gøre værket meget populært.