Vibeke A. Pedersen Uddrag fra Jacob Worm

Generalfiskalen, dvs. den offentlige statsanklager, krævede husundersøgelse. Worm undskyldte sig med, at han skulle skrive prædiken, overdrog sine nøgler til embedsmændene og sad hele dagen på sit studerekammer. Der blev da heller ikke fundet kompromitterende materiale. Historien går ellers, at Worm næste dag i sin prædiken indflettede historien om Rakel, der havde skjult sin fars husguder under den kamelsaddel, hun sad på, da hun sammen med sin mand, Jakob, flygtede fra sin far, Laban (1. Mos. 31,19-20; 31,35). Embedsmændene forlod straks kirken og undersøgte Worms skrivebordsstol, der viste sig at være nærmest polstret med satirer. Generalfiskalens egen indberetning anfører dog, at man ikke fandt noget ved ransagningen.