Vibeke A. Pedersen Uddrag fra Jacob Worm

For de fleste litteraturhistorikere står pennefejden mod Kingo o. 1670 ellers som optakten til Worms forfatterskab. Og i den forbindelse gør de fleste opmærksom på, at det versemål, som både Worm og Kingo her benytter, genfindes i salmen "Keed af Verden, og kier ad Himmelen", også kendt som "Far, Verden, far vel" (Kingo: Samlede Skrifter, bd. III, s. 214). Nogle mener, at salmen allerede eksisterede inden fejden, andre, at Kingo først senere skrev salmen i netop dette versemål i bevidstheden om, hvad det tidligere havde været brugt til. Meget tidligt blev salmen faktisk tillagt Worm, ikke Kingo, således som det stadig delvis fremgår af N.M. Petersens litteraturhistorie fra 1868.