Vibeke A. Pedersen Uddrag fra Jacob Worm

Carl S. Petersen gennemgår i Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. I, 1929, veloplagt Worms forfatterskab, begyndende med kalotfejden, der citeres i lange uddrag. Omslaget i Worms vurdering af Griffenfeld betegnes som psykologisk interessant. De tidlige Viborg-år får følgende ord med på vejen: "At Worm var blevet Sognepræst og tilmed, ved Giftermaal med Formandens Datter, Ægtemand, dæmpede ingenlunde hans vilde Mod; tværtimod, nu havde han ogsaa faaet en Prædikestol, hvorfra han kunde revse sin Samtid, og han blev snart Byens Modepræst, hos hvem Tilhørerne kunde faa tilfredsstillet deres Sensationshunger ved hans Omtale af aktuelle politiske og personlige Forhold" (s. 991).