Suiten indledes med en "Vignet" der lidt langstrakt angiver dens program: at kærligheden ikke er forbeholdt de fine, men også trives i folket. Hvert digt er en lyrisk domineret skitse til en fortælling. De har alle et mandsnavn og et kvindenavn i titlen, de handler om "Hans og Grethe", "Steffen og Anne" og så videre. Mandsnavnet står altså først, men kvinderne er de centrale figurer, for digtene handler om pigeligt skælmeri og mændenes teen sig i forhold hertil. Det er "poetisk realisme" i den banale forstand at digtene handler om bondepiger og knøse, men der er ikke tale om en digtning ud af miljøet, knap nok om det, for landsbyen er her fastholdt i idylliserende naivitet hvad enten den er nutidig eller scene for en middelalder med svende, riddere og endda en konge ("Henrik og Else"). Karakteristisk er det at selv et skrækromantisk digt som "Steffen og Anne", der handler om et grumt jalousimord og slutter med Steffen "i Jern paa Bidstrupgaard", fortaber sig i det sødlige og har en højlitterær turnering af den traditionelle Amors brændende pil som egentlig pointe.