Gennem sin individualiserende tendens nærmer naturen sig intelligensens rige, dvs. menneskenes verden bestående af bevidste og selvbevidste individer. Også i denne verden frembringer den skabende natur trin, der bestemmer hvert enkelt individs grænser. "Hvad der i naturen er kønsdrift, hæver sig her til kærlighed - hvad der i naturen er begær efter føde (naturproduktets egenkærlighed) bliver her lyksalighedsdrift - hvad der i naturen er instinkt (for så vidt det tjener til artens opretholdelse) forædler sig i den intelligente verden til moralitet, som omfatter hele arten og hele naturen." [Tysk original tekst] . På herdersk vis antyder Steffens her, at menneskehedens historie også er en del af Jordens indre naturhistorie. Natur og historie udgør en enhed. I Oehlenschlägers digt "Guldhornene" blev denne enhed ellerdette samspil mellem natur og historie et bærende tema.