Carl Henrik Koch Uddrag fra Henrich Steffens

I lighed med sine genstande, naturen og historien, må filosofien udgøre et sammenhængende hele. Dens sætninger kan ikke betragtes isoleret, og deres indre sammenhæng, kohærensen, synes at være Steffens' kriterium på dens sandhed. Filosofien, der skal forklare naturen som et system i udvikling rettet imod et mål, kan ikke bekræftes empirisk. Erfaringen kan kun give viden om, hvordan naturgenstandene er, men ikke om, hvorfor de er, som de er, og kan kun berette om historiens forløb, men ikke om det endemål, som forløbet er rettet mod.