"[...] intet enkelt Phænomen forstaaes tilfulde" siger Steffens i den anden forelæsning, "uden i den nödvendige Forbindelse med alle. En Anskuelse over hele Naturen synes altsaa at maatte gaae forud for enhver enkelt Undersögelse" (Indledning 33). I stedet for som fx Schelling at kalde evnen til at erkende det absolutte for intellektuel anskuelse, taler Steffens om anelsen. Hans beskrivelse af denne erkendeevne nærmer sig et hyldestdigt: "Denne Ahnelse forlader aldrig noget Menneske ganske. Selv hos det meest indskrænkede slumrer den dybt i hans Siæl. Den knytter os til den hele Natur. Den giver alt det Enkelte en höjere ædlere Betydning. Den er det, som med den kommende Morgen oplukker den luende, levende Natur for enhver, som om en indvortes Soel uvilkaarlig fulgte Himmelens, den hæver den uendelige Vrimmel af Gestalter af det almindelige Mörke, giennem den taler Naturens evige Liv, som igiennem et mystisk Ziffer, til vor Aand og indvortes forstaae vi den [dvs. naturen]" (Indledning 33-34). Og da den borgerlige historie også er en del af naturens historie, er anelsen også en evne til at leve sig ind i svundne tiders kulturer ud fra deres forudsætninger og ikke ud fra vore, dvs. opfatte den enhed bag fortidens begivenheder, der karakteriserer hver enkelt historisk epoke til forskel fra enhver forudgående og enhver senere. Ved denne anelse "vaagne Kiæmper af deres Grave, Guder og Gudinder vandre om iblandt os, enhver Klang fra længst hensvundne Tider gienklinger med sin ejendommelige Tone, den tryller de herligste Tidsaldere ind i dybest nedsiunkne. Det er, som om Spiren til alle Historiens Epoker slumrede i hver" (Indledning 34). Bag Steffens' ord skjuler sig Herders historiesyn: Hver historisk epoke har sin egenart og er ikke kun et resultat af noget tidligere eller et overgangsstadium til noget senere.