Det er ikke længe siden, at dansk litterær romantik var ensbetydende med Adam Oehlenschläger, og at historien om, hvordan det unge digtergeni blev bragt til live af en ildfuld norsk filosof, var allemandseje (Oehlenschläger: Levnet fortalt af ham selv, bd. I, 1974, s. 122-124). I historien om det dansk-norske parløb fandt man en beskrivelse af inspirationen som den særlige erfaringsform, der siden til overflod er blevet knyttet til det romantiske. Man fandt også en bekræftelse på et særligt dansk-norsk samarbejde, der behændigt slørede Henrich Steffens' forudsætninger i tysk romantisk tænkning. Man fandt i »Guldhornene« en fornyet interesse for den nationale fortid, en interesse, som skulle få afgørende betydning for 1800-tallets nationale selvforståelse. Det nye århundrede begyndte så at sige i Digte (1803), og Oehlenschlägers position som nationalskjald blev befæstet i den efterfølgende dobbeltsamling Poetiske Skrifter (1805). Og ikke mindst fandt man en ung og dristig poetisk stemmeføring, som i løbet af de par år forældede en lang række af Oehlenschlägers forgængere.