Til billedet af Staffeldt som national digter hører også det forhold, at han kom til verden i en tysk og tysktalende familie, men tidligt mistede begge sine forældre, kom på Kadetakademiet i København, og her - tilskyndet af nydanskeren W.H.F. Abrahamson, med hvem han delte sine tyske forudsætninger - bekendte sig som dansker. Sin videre uddannelse fik han ved det ansete Georg-August Universität i Göttingen, og da han førte dagbog under sin anden og længere udenlandsrejse sidst i århundredet, foregik det på tysk. Ikke desto mindre blev størsteparten af hans digte skrevet på hans første fremmedsprog, dansk. Der var dog ikke mange, der takkede ham for det, og i den ophedede nationalistiske atmosfære i midten af 1800-tallet blev Staffeldts germanske skødesynder udstillet til skræk og advarsel (Molbech: Analekter, 1846). Men, som Georg Brandes venligt har henstillet: »vi Danske ere vel ikke dem, som skulle bebreide Schack Staffeldt, at han foretrak vort Modersmaal for sit eget« (Staffeldt: Digte, 1882, s. 20). Eller med en højst nulevende digters ord: »Hvorom alting er, er det et besynderligt paradoks, at en digter, hvis modersmål er tysk, har skrevet nogle af de smukkeste digte, der er digtet på dansk. Det er da sjovt« (Klaus Høeck: Jyllandsposten, 21.8.2001).