Staffeldts to biografer er uenige om meget, men de forenes i vurderingen af Staffeldts digte som biografiske vidnesbyrd. Molbech fandt, at der var for meget (skærende disharmonisk) selvbiografi til, at kunsten kunne forblive ren, og Brandes fandt, at der var for lidt. Ikke fordi kunsten skulle være ren, men fordi et stort realistisk talent gik tabt, da Staffeldt forsøgte at holde kunsten for sig og livet for sig. Digterens egen, mest anskuelige - og derfor ofte citerede - udtryk for dette forhold findes i et brev til Jens Baggesen, der i 1807 som vanligt var løbet ind i en ophedet polemik foranlediget af hans ublide behandling af navngivne københavnske kulturpersonligheder i Giengangeren og han selv. Staffeldt støtter Baggesen i stormløbet mod det småtskårne danske parnas, han mener ikke, at han ligefrem tør anbefale sig selv (og sin poetik) som forbillede, men vil dog ikke nægte sig den bemærkning