Atter vinker du mig, forvildet omvankende Muse,
Med vildt flaggrende Haar, Sløret af Storme opfyldt?
Dølg det stirrende Blik, de krampebevægede Læber!
Bort, Fortvivlede! bort! Furie! ras ei i Sorg!
Skaan mig, o Grummeste! skaan! og saar mig ei i min Smerte!
Gjør min Fryd end til Fryd, dog ei min Kummer til Qval!
Har jeg derfor afstaaet dig Lykken og Freden i Barmen,
At du som Marteraand nu skal forfølge mit Spor?