Indignationen blev gentaget 25 år senere i Holger Drachmanns digt "Engelske Socialister" (Digte, 1872), men i 1849 syntes man nok herhjemme at Paludan-Müller var galt på kareten med dette. Faktisk undskyldte digteren sig i en efterskrift december 1848, fordi nogle tidstræk tydeligvis ikke var aktuelle nu hvor de store (krigs- og forfatnings-)begivenheder havde ændret billedet. Dog har det vel snarest været en fordel for digtet at Paludan-Müller fremdrog det af kulturen og samfundslivet der interesserede, morede eller forargede ham; han skrev på sine egne - ofte reaktionære - fordomme, men ikke på hvad der måtte være datidens populære eller populistiske, fx de chauvinistiske. Og måske er de tilbedende momenter i digtet blevet mere forældede end de drillende og persiflerende. I hvert fald var digterens etiske passion et grundlag, både i fremvisningen af kærlighedens og ambitionens vildveje, af heltens svigt og af samfundets brøst i bunden og navnlig i toppen.