Lise Præstgaard Andersen Uddrag fra Adam Oehlenschläger

Tiden efter hjemkomsten fra den store udenlandsrejse bragte dog også professionelle ærgrelser. Utvivlsomt har Oehlenschläger selv følt, at den første ungdoms overdådige inspiration tog af, men ellers var der andre, der nok skulle fortælle ham det. Fejden med Baggesen, der så småt påbegyndtes i 1806 med Baggesens noget nedladende rimbrev fra "Noureddin til Aladdin" (trykt i Skiemtsomme Riimbreve (1807)), oven i købet forfattet på Oehlenschlägers fødselsdag i hans svogers, Anders Sandøes stue, og under overværelse af søsteren, Sofie, blev for alvor en kendsgerning fra 1813 og stod på i årevis, nemlig helt til 1820. Den kulminerede, da en kreds af forargede unge digtere, af Baggesen kaldet "Tylvten" (Baggesen: Danske Værker, 2. udg., 1846, bd. 8, s. 122-124), heriblandt Poul Martin Møller og Carsten Hauch, i 1818 udfordrede den angribende Baggesen til at disputere sagen på latin. Hvor Baggesen slap, tog den unge Johan Ludvig Heiberg over i sit tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post, hvor han i sin berømte kritik af Oehlenschlägers nordiske tragedie Væringerne i Miklagard (1827) frakendte Oehlenschläger egentlig dramatisk talent og modsat, ud fra Hegelske spekulative kategorier, bestemte talentet som lyrisk-episk og henviste til romancen, som den digtform Oehlenschläger følgelig burde hellige sig. Heibergs efterlysning af "interessante" karakterer, dvs. psykologisk sammensatte karakterer med anstrøg af det gådefulde og det dæmoniske, kom også på tværs af Oehlenschlägers talent, selvom han faktisk allerede var kommet den nye tids smag i møde med Væringerne, dvs. dramaet om de nordiske vikingekrigere i tjeneste hos den østromerske kejsermagt. Her optræder i det mindste den seksuelt aktive og, både i det ydre og indre, mørke kejserinde Zoe, som danner negativt modbillede til de blonde nordiske kvinder, helten ellers kan vælge imellem. Oehlenschläger var nu engang bedst til at skildre de store, ærlige og usammensatte følelser, om end han netop i sine senere skuespil skabte problematiske og gådefulde kvindekarakterer, således i dramaet Dina (1842), hvis hovedperson ønsker noget andet og mere end et traditionelt kvindeliv, men egentlig også er en gåde for sig selv i sit ambivalente forhold til mænd og kærlighed. Hun er således nok en 'ny' kvindetype, men langtfra i sine følelsers og sansers vold som Henrik Hertz' Ragnhild fra skuespillet Svend Dyrings Huus (1837), der ellers kom til at stå som forbillede for romantismens aktive og lidenskabelige kvinde. Endelig afsluttede Oehlenschläger sin skuespilproduktion med at skildre en veritabel femme fatale i den vellykkede tragedie Kiartan og Gudrun (1848), digtet på baggrund af en alderdomsforelskelse i en ung pige, der nok var beæret, men ikke for alvor interesseret.