Både den unge Oehlenschläger og den unge Grundtvig var blandt tilhørerne til Steffens' opsigtsvækkende forelæsninger. Grundtvig fandt dog i begyndelsen stoffet noget tungt og forstod først rigtig meningen, da Steffens efter et par gange havde glemt sit manuskript og således blev tvunget til at tale frit. Derfor kunne Grundtvig siden hen i sit mindedigt over Steffens, hvor han døbte ham "Lynildsmanden", prise ham for at have "Levet meest, hvor Mindst er skrevet, / levet kongelig i Nord" (Grundtvig: Udvalgte Skrifter, bd. 9, s. 47) og desuden for at have talt om "hvad Haanden griber ei, / Men hvad dog fra dybe Dale / Baner sig til Stjerner Vei" (smst., s. 46).