Det blev snarere Kaalunds anden digtsamling, Fabler og blandede Digte fra 1844, der blev af betydning for digteren, pegede fremad mod fabelsamlingen det følgende år og åbnede en ny omgangskreds. Hertil bidrog ikke mindst en overstrømmende anmeldelse af kritikeren P.L. Møller i Georg Carstensens Dansk Album for Litteratur og Kunst 9.2.1845. Møller udtrykker sin forundring over, at ingen kender Kaalunds lyrik og således ikke har "fornummet Vingeslaget af en ualmindelig Genius og Duften af en Lyrik, der har virkelig Saft og Liv" (s. 44). Og Møller havde aldeles ret i, at digtene var fulde af livskraft og friskhed. På mange måder knytter Kaalund, især i fablerne, an til den poetiske realisme fra de foregående årtier, og utvivlsomt har Christian Winthers (1796-1876) kendte barnedigte været et direkte forbillede. Teksterne udgør hovedstammen af den senere så anerkendte samling Et Foraar. Kaalund modtog straks Møllers fremstrakte hånd, og bekendtskabet med ham førte hurtigt til omgang med dennes liberale vennekreds, til hvilken først og fremmest også hørte M.A. Goldschmidt og Poul Chievitz, to forfattere, der ligesom Kaalund var løsgængere, der befandt sig på overgangen mellem romantik og realisme; desuden stiftede Kaalund bekendtskab med digteren Jens Chr. Hostrup og litteraturhistorikeren Kristian Arentzen. I et brev til den senere nære ven Otto Borchsenius skildrer Kaalund kredsen på følgende måde: