Sven H. Rossel Uddrag fra H. V. Kaalund

Ligesom i naturdigtene danner den konkrete beskrivelse af livet i naturen også i den genre, hvortil Kaalunds navn frem for alt er knyttet, fablerne, blot udgangspunktet for, hvad man også i fablerne kunne kalde en refleksion, nemlig tekstens morale. Den kendteste af Kaalunds fabler, der næsten alle blev udgivet i de to samlinger Fabler og blandede Digte (1844) og Fabler for Børn (1845), "Den dræbte And" - hvis popularitet nok i lige så høj grad skyldes Lundbyes smukke illustration - indledes således med det realistiske snap-shot: "I Skoven risled den klare Aa; / en blodig Vildand bag Sivet laa" (SD 218). Uden sentimentalitet skildres ællingernes heraf følgende tragiske situation, og afslutningsvist meddeles kort og lakonisk: "Men moderløs' vare de arme Smaa", fulgt af moralen: "O, har Du en Moder, da skjøn derpaa!" (SD 219). Denne direkte henvendelse til barnet finder sin parallel i digterens direkte tiltale til dyrene, f.eks. i "Hunden ved Stranden": "Saa ti dog, Hund, med den evige Gjøen!" (SD 219). Bemærkelsesværdig er ligeledes Kaalunds brug af barnets sprog og appel til dets forestillingsverden.