Det er vigtigt at fastholde, at Kaalund var en søgende - og dermed moderne - ånd, der aldrig helt kom til ro. En "Rastløs Higen", titlen på et af de senere digte i Et Foraar (1858), præger i stigende grad hans forfatterskab. Som ung havde Kaalund en tendens til at slippe jordforbindelsen og jage efter romantiske drømme, og det kostede ham en hård kamp, før han nåede ned "paa det Jevne" (SD 335) og kunne acceptere dette - herom handler også hans eneste drama, Fulvia fra 1875, og digtet "Til Virkeligheden", hans store "Tugtemester" (SD 248) i hans sidste digtsamling fra 1877, en virkelighed, der - karakteristisk for Kaalund - ikke forbliver statisk, men også udvider sig mod en religiøs dimension: