Det er denne nedvurdering af digteren Kaalund til at være en uoriginal, men teknisk dygtig lyriker, der har præget litteraturhistorien og dens placering af ham som epigondigter, som "en af Oehlenschlägers sidste "disciple" (smst., s. 446). Denne holdning præger således Vilhelm Andersens nydelige, men aldeles uengagerede fremstilling i 3. bind af Illustreret dansk Litteraturhistorie (1924), hvorimod Paul V. Rubow i sin essaysamling Epigonerne (1956) med vanlig originalitet tegner et fascinerende portræt af Kaalund som fornyer af den poetiske stil og vigtig forudsætning for Holger Drachmann (1846-1908), Viggo Stuckenberg (1863-1905) og Helge Rode (1870-1937). F.J. Billeskov Jansen vier i 3. bind af Danmarks Digtekunst (1958) Kaalunds naturlyrik en halv side, nævner også fablerne, men lader ham ellers gå under i bindets afsluttende oversigtsafsnit om "Lyrisk Kunst". Derimod viser Uffe Andreasen i 3. bind af Dansk litteratur historie (1976) langt større forståelse for Kaalunds åndshistoriske placering i det 19. århundrede som en interessant overgangsskikkelse og fremhæver det personlige særpræg i gennembrudsværket Et Foraar. Tilsvarende positivt behandles Kaalund af Hanne Marie og Werner Svendsen i deres Geschichte der dänischen Literatur (1964) med en fremhævelse af fablerne og af Sven H. Rossel i A History of Danish Literature (1992), mens han i de fleste udenlandske fremstillinger af den danske litteratur kun sjældent omtales og f.eks. i P.M. Mitchells A History of Danish Literature (1957) fejlagtigt placeres i samme kategori som Ludvig Bødtcher og Emil Aarestrup. I Litteraturhåndbogen (1985) og Litteraturens Stemmer (1999) omtales Kaalund slet ikke, og i Litteraturens Veje (1996) citeres blot resignationsdigtet "Paa det Jevne", mens derimod Dansk forfatterleksikon (2001) indeholder en kort artikel om ham.