Erna Juel-Hansen var livet igennem sine venners ven, ligesom hun omvendt blev bakket op af vennerne i det kulturradikale miljø. Hun havde tætte forbindelser med Holger Drachmann og hans kreds, og med kulturpersonligheder som Georg Brandes, Viggo Hørup, Ivar Berendsen, V. Pingel, Niels Neergaard, forfattere som M.A. Goldschmidt, Sophus Schandorff, Peter Nansen, Erik og Amalie Skram, og foregangskvinder som Henriette Steen og lægerne Nielsine Nielsen og Emmy Lange. Derimod måtte hun give afkald på drømmen om den store lykke. I løbet af 1890'erne, hvor hun oplevede en ny, alvorlig forelskelse, overvejede hun at lade sig lovformeligt skille fra sin ægtemand. Men hun gjorde det ikke. Selv om Niels Juel-Hansen blev mere og mere neurotisk og til sidst lod sig indlægge på Sct. Hans Hospital, hvor han døde 1905, forblev hun hans hustru. Som reelt enlig måtte hun resignere og leve for sine børn og sine venner, der både ved hendes 70-års dag og hendes 75-års dag arrangerede store fester til hendes ære.